Hvor dum mon hun har været

Engang fortalte jeg min 3. klasse, hvordan jeg som barn oplevede, at en stor bondegård i oplandet brændte ned til grunden en isnende kold dag i januar, og at min storebror, som var på pletten som tilskuer, kom hjem og

udmalede det grufulde syn for mig. Han beskrev, hvordan der overalt stak kæmpeflammer ud, men på grund af den hårde frost frøs de straks til is, så brandmændene måtte kravle op med store save og slide med at save flammerne over, klatre ned ad høje stiger og skynde sig at køre dem bort, inden de tøede op.

Her var det så, at den pluskæbede Bette-Knud ovre fra vinduet rakte hånden op og spurgte: 'Hvor gammel sagde du, du var, da du troede på den historie?'

På vej ind i klasseværelset til en vikartime i 6. klasse tager en sød pige imod mig med venlige ord: 'Åhhh, godt det var dig, der kom . . .'. Jeg smiler beæret, indtil hun fortsætter: 'for du har nok altid en lighter på dig . . .', mens hun peger mod en masse nylig lavede juledekorationer på alle borde.

Susan i 2. klasse skriver om familiens juleaften og fortæller: 'Når vi går om juletræet, slutter vi altid af med at synge Hørt fra træets grønne tot . . .'.

En lille dreng kom højt grædende hen til mig i skolegården, da jeg havde gårdvagt. Snøftende fik han sig forklaret og udpegede en større dreng: 'Der er han, det er ham, der løber derhenne, han tager min bold hele tiden og skubber til mig.'.

Med bissen skruet på banede jeg mig vej hen til den formastelige, da den grædendes klassekammerat råbte efter mig: 'Det er altså hans storebror!'

I skrivetimen retleder jeg Katrine, som bliver ved med at skrive misdannede k'er, men hun vender violblikket mod mig og slår fast: 'Okay, sådan skal dine k'er være, men sådan skal mine se ud . . .'

Else