Man forventer ikke ligefrem, at Kommunernes Landsforening (KL) også er en pædagogisk størrelse, men det ser ud, som om der bygges løs med pædagogiske klodser i KL-papiret: 'En skole på vej. En generel beskrivelse af skolens daglige undervisning'. Dokumentet udsendes fra overenskomstkontoret til de mange kommuner.

Er der i KL ansat pædagogiske forskere, eller bygger pædagogikforståelsen blot på reproduktion og afskrift? Hvem har for eksempel dokumenteret for KL, at projektarbejdsformen giver eleven mere personlig viden end lærerstyret vidensformidling? Læreren ses altså som en forhindring for tilegnelse af større personlig viden. Andetsteds undermineres lærerrollen ligeledes, fordi såkaldte teamsamarbejder skal overtage ansvaret for planlægningen af undervisningen. Hvor har KL fået den opfattelse, at ansvaret fordelt på flere giver større ansvarsfølelse end ansvar tildelt den enkelte?

KL-pædagogerne har i hele papiret fat i flotte, men måske også derfor tomme ord og skriver ubesværet om elevcentrum i et differentieret forløb. Bare sådan - men tænk, om KL er udsat for en forfalskning af virkeligheden og har købt et pædagogisk projekt, som forbliver urealisabelt, fordi udgangspunktet er et teoretisk fantasifoster i værste pædagogiske plattenslagerstil. Er det uden betydning, at KL ukritisk formidler løst funderede skrivebordsteorier ud til de omkring 170 kommuners byråd med ansvar for det kommunale skolevæsen? Papiret vil nok undre en og anden kommunalpolitiker med jordforbindelsen i orden, så det ligger der et vist håb i.

Hvorfor et det nu gået så temmelig galt i forholdet mellem teori og praksis? Mange har undervejs i processen tiet i en slags fej tavshed - måske fordi dansk mentalitet siger, at et er historiske fejlskud i lovgivningen, noget andet er, hvordan fejlene administreres, og er vi bare enige om, hvad det drejer sig om, bliver det mindre belastende for underviserne, hvis politikerne lader være med at tage visse pædagogiske nydannelser for pålydende, heller ikke i KL's pædagogiske papir.

Dette papir, fyldigt, fattigt i sit indhold, kører frem med alle tidens pædagogiske modeudtryk og hensigter. Rækken er længere end et helt skoleår, hvor læring, differentiering, fagprogression, projekt og tværfaglighed og informationssamfund og meget, meget mere er tvivlsomme udgangspunkter for handling. Man får håbe, at jordbundne borgmestre sætter ind med spørgsmål til skolerne for at få fastslået, hvordan indholdet i KL-papiret skal forstås i forhold til mulig praksis.

Torben Thomsen

Aars