Flere lærerstuderende tager tre linjefag

Opdelingen i store og små fag i læreruddannelsen har betydet, at mange studerende kun valgte to linjefag. Men de nye forsøgsordninger har i år fået syv ud af ti studerende til at vælge tre fag. Det har også hjulpet faget historie.

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

I 2009 valgte 59 procent af de studerende kun to linjefag. Det var ikke intentionenen med uddannelsen. Og blandt skolelederne blev der advaret om, at de mange to-fagslærere kunne gøre det svært at få dækket fagene med linjefagsuddannede lærere.

Fra i år har de studerende fået nye muligheder. Tre standardforsøg gør det lettere at kombinere fagene, som man gerne vil. Det har betydet at 69 procent nu har taget tre linjefag.

"Det ser ud til, at den politiske målsætning om, at de studerende som hovedregel skal have tre linjefag frem for to linjefag bliver indfriet. Det er utrolig vigtigt, fordi det skaber en bedre linjefagsdækning i folkeskolen", siger undervisningsminister Troels Lund Poulsen.

Flere vælger historie

De studerende skal vælge mellem dansk, matematik, naturfag eller engelsk som første linjefag. Andet linjefag kan frit vælges blandt alle fag. Her er idræt, engelsk, historie og specialpædagogik de mest populære i år.

Det er nyt, at historie ligger blandt de mest populære. Det har hidtil været et af de store linjefag, men kan med de nye forsøg vælges som et lille fag. Det har betydet, at 10,5 procent har valgt historie, mod tidligere kun 7,4.

Der er også flere, der har valgt hjemkundskab og materiel design, men der er fortsat kun omkring 50 studerende på hvert af fagene på landsplan.