Debat

Hvad med et job i folkeskolen?

Publiceret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

De otte personer, der forlod hovedstyrelsen ved årsskiftet, har vidt forskellige fremtidsplaner, fremgår det af artiklen 'Tid til fritidsinteresser' i Folkeskolens første udgave i det nye årtusind.

Efter en mangeårig, heroisk og til tider utaknemmlig indsats for at skabe en folkeskole med ordentlige arbejdsforhold for såvel elever som lærere, må det i sagens natur være spændende at afprøve, om ens arbejde har båret frugt. Det ville derfor være helt naturligt, hvis de pågældende forhenværende hovedstyrelsesmedlemmer stod på nakken af hinanden for at komme ud og prøve kræfter med 'de kære små', der er udstyret med et utal af kompetencer.

Stor var derfor min overraskelse, da jeg læste, at kun et par stykker af disse brave skolefolk, sprængfyldt med gode intentioner og visioner, havde planer om at vende tilbage til 'slagmarken', hvor teorierne skal stå sin prøve i praksis. Dag efter dag - time efter time.

Vær med i samtalen

Klik her for at indsende dit indlæg til folkeskolen.dk - medsend gerne et portrætfoto, som kan bringes sammen med indlægget

Læs folkeskolen.dk's debatregler

Ejendomsmægler, hesteavler, sagsbehandler i DLF og pædagogisk konsulent og så videre er da for så vidt ganske udmærkede og respektable arbejdsområder, men kunne det ikke også være interessant at smøge ærmerne op og gå i lag med blandt andet 'projektorienteret undervisning', 'undervisningsdifferentiering', 'IT i alle fag' og 'ansvar for egen læring'?

På falderebet vil jeg ønske de nyvalgte medlemmer af hovedstyrelsen held og lykke samt god arbejdslyst. Forhåbentlig glemmer I ikke alle de gyldne valgløfter, og husk venligst at bevare jordforbindelsen.

Steen Hessner

Melby Skole