Folkeskolens leder:

Kan en ekstra hånd ende som en erstatning for hovedet?

Underrubrik

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

»Gør det, du er bedst til«, lyder et velkendt reklameslogan. Det er ikke overraskende, at det står klart i bevidstheden. For er det ikke det, vi alle helst vil?

Jeg kan i hvert fald kende den gode følelse, fra jeg for nogle år siden underviste en uge i Kenya. Kaffen stod klar i pauserne, og andre sørgede for papirer og teknik. Alt, jeg skulle gøre, var at koncentrere mig om at give den bedste undervisning til mine kursister.

Tænk hvis det også var sådan for lærerne. Hvis arbejdsdagen alene bestod af at gøre det, man er uddannet til og brænder for. At undervise, guide og hjælpe børn til voksenlivet.

Det er uden tvivl en af mulighederne i forsøgene med undervisningsassistenter. Lad andre tage sig af opgaver, som man ikke behøver at være læreruddannet for at klare. Tanken er besnærende - færdig med at tørre næser, kopiere øveark, få de urolige til at sidde stille og vaske akvarier.

Evalueringerne fra 44 forsøg med undervisningsassistenter viser, at lærerne er glade for deres assistenter. Hvad enten assistenterne er pædagoger, lærerstuderende eller helt uden pædagogisk baggrund, er der glæde ved at få et par ekstra hænder.

En lærer fra et af forsøgene fortæller om Else, som er undervisningsassistent og møder tidligt om morgenen:

»Hvis jakken er glemt, så finder Else den. Hvis et barn ikke har fået morgenmad, så finder Else noget frem. Når jeg kommer, så er der faktisk ro i klassen«, siger hun.

Hvorfor så ikke bare glæde sig på lærernes vegne?

Fordi der er en fare i den måde, de ekstra hænder kommer ind i skolen på. For hvor går grænsen mellem, at assistenten hjælper med det praktiske, og at hun lige kan tage et par vikartimer, mens læreren er væk. Og hvis hun kan tage vikartimer, så kan hun vel også tage et barselsvikariat eller måske ligefrem overtage undervisningen i de små klasser. Assistenter og lærerstuderende er væsentligt billigere end uddannede lærere, og i sparetider, hvor man fyrer lærere over hele landet, kan de positive evalueringer pludselig blive et kærkomment argument for at erstatte dyre lærere med billigere assistenter.

Det skal dog ikke være et argument for at droppe assistenterne, for når lærerne siger, at de ser fordele, så er det ubetinget værd at lytte til. Men det skal være tydeligt, hvem der tager sig af hvilke opgaver. Det kalder på en klar definition af opgaverne. Hvad er lærerens opgave, og hvor går grænsen til assistenterne? Måske skulle man begynde at kalde dem lærerassistenter i stedet for undervisningsassistenter?

For det er stadig lærerne, som har ansvaret for at leve op til folkeskolelovens formålsparagraf, som netop taler om både faglighed, fantasi og elevernes alsidige udvikling.

På specialskolen Engskolen i Købehavn er lærerne ikke i tvivl. De mener eksempelvis også, at det hører til deres opgave at lære de unge at blive gode, kærlige forældre en dag.

Foreløbig ser det dog ud til, at det er assistenterne, som forsvinder ud af skolen igen. De fleste kommuner, som deltog i forsøgene, droppede dem, da tilskuddet fra staten forsvandt. Det er synd, for hvis det bliver grebet rigtigt an, er der ingen tvivl om, at lærerne er glade for de ekstra hænder. |

»Måske skulle man begynde at kalde dem lærerassistenter i stedet for undervisningsassistenter?«