Debat

Er der en lærer til stede?

Det er farligt, når skolens ansvarlige ikke er klar over, at det kun er uddannede lærere, der kan lave god undervisning

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Næst efter hjemmets opbakning er læreren den mest betydende enkeltfaktor for elevernes læring. Det er det entydige bud fra forskningen. Vi ser desværre alligevel, at nogle kommuner og nogle af Folketingets partier taler om, at håndværkere, pædagoger eller ufaglærte også kan stå for undervisningen.

Det er utroligt farligt, hvis de, der har ansvar for skolen, ikke er klar over, at det alene er uddannede lærere, som kan tilrettelægge og gennemføre undervisning med gode resultater og høj faglighed for eleverne. Det kan læreruddannede, fordi læreren mestrer »den didaktiske trekant«. Trekanten består af hjørnerne »eleven«, »læreren« og »sagen«. Læreren er uddannet til at skabe sammenhæng mellem de tre elementer.

Læreren opbygger en relation til eleverne, og den relation danner grundlag for undervisningen. Forskere har kaldt lærerens evne til at opbygge relationer til eleverne for relationskompetencen, og de har påvist, at denne kompetence er den ene af de tre vigtigste lærerkompetencer. De to andre vigtige lærerkompetencer er kompetencen til at lede klassen og den fagdidaktiske kompetence. Den fagdidaktiske kompetence er den, der kommer i spil, når læreren sørger for, at elevens opmærksomhed rettes mod det tredje »hjørne« i trekanten, nemlig »sagen« - det, som eleven skal lære. Den opbyggede relation til eleven er helt nødvendig, for at dette kan ske kvalificeret.

Vær med i samtalen

Klik her for at indsende dit indlæg til folkeskolen.dk - medsend gerne et portrætfoto, som kan bringes sammen med indlægget

Læs folkeskolen.dk's debatregler

Pædagoger er uddannet til at opbygge en relation til barnet og til at gøre barnet i stand til at udvikle sig og blandt andet indgå i relationer med andre. Det kan læreren også, for det er et nødvendigt grundlag for, at eleven kan lære. Og så kan læreren mere end det, pædagogen kan - nemlig sikre, at eleven lærer stoffet. Lærerens relation til eleven og deres fælles opmærksomhed på sagen gør, at barnet bliver til en elev. Kompetencen til at lede klassen bruger læreren, når undervisningen planlægges og gennemføres i en klasse eller på et hold med op til 28 elever.

Kan læreren så ikke bare være ansvarlig for planlægningen og lade for eksempel pædagoger udføre de planlagte aktiviteter - de er jo gode til at skabe relationer og få børn til at trives? Det vil være en stor misforståelse, hvis man tror, at relationskompetencen kan skilles fra de øvrige lærerkompetencer, som forskningen har påvist som de væsentligste for elevernes læring. De hænger uløseligt sammen. Det kan være meget gavnligt med ekstra hænder i undervisningen, men det er en væsentlig forudsætning for god undervisning, at der er en uddannet lærer til stede. |