Klar til børn?

10. klasse på specialskolen Engskolen bliver uddannet til at klare sig som voksne. På tre dages koloni har de leget forældre for skolens 0.-klasser

Publiceret Senest opdateret
Se video fra 0. og 10. klasses fælles koloni

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

»Jeg tør ikke børste tænder!« Erkan fra 0. har mast sig helt op i det ene hjørne af køjesengen, øjnene er spilet op, og han stritter med hele kroppen. 10.-klasse-eleven Kenny Hansen forsøger at tale ham til ro, og i Erkans øjenkrog spiller et lille smil. Det her er lidt en leg. Og ti minutter senere lytter pyjamasklædte Erkan med store øjne til røverhistorier.

Lærerne Stephan Sembt og Dorte Teige har tilrettelagt et år, hvor de unge på specialskolen Engskolen skal rustes til det, der venter dem som voksne. På tre dages koloni har de hver ansvar for en af skolens 0.-klasse-elever.

Maria Wilcken har fået testet sin tålmodighed med de smås konflikter, og Sara Aissou har sit hyr med at få de små til at spise pænt. Men der hygges, da Freja Christiansen læser »Den lille pige med svovlstikkerne«. Og da de store har ydet en stor indsats for at køre de små trætte med fodbold og gymnastik, er der ingen problemer med at falde i søvn for hverken store eller små. |