0   218

Vi skulle lave lektier hver dag

Selvom deres tyrkiske forældre er analfabeter, er datteren i dag lærer og sønnen divisionschef. Forældrene holdt dem fast i uddannelsessystemet alt det, de kunne

Han: Højere Handelseksamen (HH) og en afbrudt HA. Men så lærling i et speditionsfirma. Så afdelingsleder samme sted, nu divisionschef.

Hun: Student, HHX, seminarium, nu lærer på Hundigeskolen.

Artiklen fortsætter under banneret

Flot, virkelig flot. Men set før - hvis det ikke lige var fordi, at navnene er Yalcin og Halime, efternavn: Dogan. Så er det en sensation.

Så er man nemlig ikke født med en karriere i favnen i et dansk samfund, hvor Socialdemokratiet er tvunget i knæ, og Dansk Folkeparti er i fremgang. Så er så godt som alle ens venner og slægtninge arbejdere eller hjemmegående mødre.

Man er kommet ind i verden med stort set alt imod sig og kommer kun fremad, hvis man har en stærk vilje og et rimeligt held. Og en opbakning af en ganske særlig kaliber.

I Yalcin og Halimes tilfælde hedder opbakningen hr. og fru Dogan, Roskilde - deres forældre, der kom til Danmark som gæstearbejdere i de tidlige 1970'ere, først faren, så moren, fra hver sin nabolandsby et sted på Sivas Højsletten i Midttyrkiet, hvor næsten alle tyrkere i Roskilde Kommune stammer fra.

Før dem var det danske daglejere, husmænd og bønder, der vandrede fra land til by.

Derfor kender mange af os allerede Yalcins og Halimes historie fra vores egen slægt. 'Vi nedstammer alle fra bønderne', som forfatteren Hans-Jørgen Nielsen sagde i 70'erne, da han havde udgivet romanen 'Fodboldenglen' om en ung mand på social opstigning.

Svært at få hjælp hjemme

Yalcins og Halimes mønsterbrydning - som forskerne kalder det - skal bare ganges med en sværhedsgrad på 100, så har man billedet.

Faderen havde fem års skoleundervisning med sig, da han ankom til det højteknologiske Danmark, moren var analfabet. Ufaglært arbejde, fabrik, rengøring.

Der var ikke meget bogligt at hente derhjemme for to brunøjede, sorthårede skoleelever med tyrkisk som førstesprog.

'Det største problem gennem hele uddannelsessystemet har altid været, at der ikke har været faglig støtte fra forældrenes side. Det har de ikke haft mulighed for', siger Halime.

Yalcin supplerer:

'Det er en helt klar ulempe for os indvandrerbørn. Man kan ikke få den hjælp, man skal have, især ikke hvis det er første generation. De har ikke noget at give. De har ikke haft den uddannelse, som vi får'.

Men én ting kunne forældrene give: Disciplin. Og ambition. Overlevelsesvilje. Mere konkret: Der skulle læses lektier hver dag.

'Selv om vores forældre ikke kunne hjælpe os med det faglige, så har de altid hver aften - og det er ikke overdrevet, det var simpelt hen hver aften - sagt: I har sikkert lektier for, og dem skal I lave. De vidste ikke, hvad vi havde for, men de vidste, vi havde noget for', siger Halime.

Yalcin:

'Vi blev presset meget, men det var også os selv. Altså, jeg tænkte, at jeg skulle studere videre og videre og blive et eller andet'.

Halime fik topkarakterer i skolen. Hun kalder sig selv en stræber, men skolen var alligevel en blandet fornøjelse. Engelsklæreren var et lyspunkt, men hun kom ikke så godt ud af det med klasselæreren. I frikvartererne stod hun altid sammen med skolens andre tyrkere.

'Vi talte om små ting, hvordan det gik i vores familier, ting, som de danske piger syntes var kedelige. De ville hellere tale om drenge'.

Halime var skoletræt, da hun gik i 9. klasse, men hendes mor insisterede - Halime skulle i gymnasiet.

Gymnasiet blev en hård tid for hende. De var kun to tyrkiske piger på hele skolen, og de gik ikke i samme klasse. Men det værste var, at gymnasiet mest handlede om 'fest og drenge'.

Halime meldte klart ud allerede under præsentationen på førstedagen i klassen: 'Jeg hedder Halime Dogan, jeg er tyrk, og jeg går ikke til fester'.

En helt anden verden

Der var heller ingen hyttetur til Halime - 'men jeg misundte ikke de andre. Da de kom tilbage, talte de kun om, hvem der havde været mest moderne, og hvem, der havde scoret hvem. Og det er slet ikke mig. Det er slet ikke min verden'.

Hun fik dog efterhånden nogle 'slyngveninder', der ganske vist gik til fester, men ikke så vildt. Hun kunne så fortælle om alle de bryllupper, hun gik til, 'og hvor mange kan fortælle, at de har været til et bryllup med 500 eller 1.000 gæster'.

Men Halime var kørt skoletræt igen. Hendes mor insisterede imidlertid fortfarende, og Halime måtte på den et-årige HHX efter gymnasiet - 'for at få en tænkepause'.

'De fleste tyrkiske forældre vil ellers ikke have, at deres døtre uddanner sig. De er bange for, at døtrene bliver for danske, og at de så mister kontrollen over dem'.

Halime blev ikke optaget på engelskstudiet på universitetet, men hun kunne vælge, om hun ville læse til lægesekretær eller lærer.

'Jeg syntes selv, at der var gode fremtidsmuligheder i sundhedssektoren for en tosproget, men min mor ville hellere have, at jeg blev lærer. Hun syntes vist, at der var mere status i det'.

Hun blev færdig i sommeren 1999 på Holbæk Seminarium og fik straks ansættelse på Hundigeskolen, der har mange tosprogede elever. Hun har især modersmålsundervisning, 14 timer.

Han kom i danske hjem

Yalcin havde en god skoletid. Han fik ikke specielt høje karakterer, men han kom godt ud af det med sin klasselærer, som pressede ham til at lære korrekt dansk. De var kun to tosprogede i klassen dengang i 80'erne. Han kom også jævnligt i sine danske venners hjem.

'Deres mødre skulle bare passe på, at jeg ikke fik svinekød, og det gjorde de også'.

Yalcin fik taget sin højere handelseksamen uden det store besvær, men et halvt år inde i HA-studiet mistede han pusten og sprang fra. Det var hans mor ikke glad for - 'det var lige som om, hun ikke ville tale med mig'.

Yalcin skyndte sig at skrive en ansøgning om en lærlingeplads i det tyskejede speditionsfirma UNI-DATA i Tåstrup.

'Mine tyrkiske venner grinede af mig. De havde selv skrevet 200 ansøgninger, uden at det gav noget. Men det er ikke mig bare at gå uden at gøre noget'.

Chefen i firmaet var af amerikansk herkomst, og det var måske Yalcins held. Han kom i hvert fald til samtale, og 'det eneste, hun ville vide, var, om en ung tyrkisk mand som mig havde problemer med at have en kvindelig chef. Da jeg svarede nej, var jeg ansat.'

Så rykkede Yalcin for alvor. Han kan godt lide at arbejde, siger han, tænker ikke på, om klokken er 17 eller 18, han bliver bare ved. De overordnede lagde mærke til hans flid og også til hans evner som købmand.

'Jeg er hurtig til at beslutte mig for en pris. Jeg kan se omkostningerne, og hvor fortjenesten ligger', siger han selv. Han har lært meget hjemmefra. Hans far købte en pizzarestaurant i 1994, og Yalcin hjalp med regnskaberne.

I 1998 blev Yalcin afdelingschef med 15 chauffører under sig. Nu er han lige blevet divisionschef og har fået dobbelt så mange under sig. At chefen er tyrk giver ingen problemer, siger han. 'Vi er et ungt team'.

Forældrene bestemmer

Jo, Yalcin og Halime er kommet godt i vej. De har brudt mønsteret i deres sociale arv, uden dog at sætte deres tyrkiske identitet over styr. 'Jeg er pæredansk, når jeg er på arbejde, og pæretyrkisk, når jeg er hjemme', som Yalcin siger.

Når de skal give en kort forklaring på deres sociale opstigning, lyder den sådan her:

Deres forældre indså på et tidligt tidspunkt, at Yalcin og Halime ville komme til at leve deres liv i Danmark. Og for at leve et anstændigt liv i et højtudviklet land er det nødvendigt med uddannelse, uddannelse, uddannelse. Derfor holdt forældrene dem fast i uddannelsessystemet alt det, de kunne, uanset hvad.

'Og så skal man selvfølgelig selv have viljen,' tilføjer Yalcin. Han mener desuden, at en del af hans held var, at der dengang var så få tosprogede i klassen og i opgangen derhjemme. Han og hans søster lærte at tale flydende dansk.

'Dengang var der heller ikke tyrkiske tv-kanaler. I dag er der mange tyrkiske børn, der kun taler dansk i de seks timer, de er i skole, og det er for lidt', siger Yalcin.

Halime supplerer:

'De kommer til at kopiere deres storesøsters halvdårlige dansk. Det er bedst, hvis de går i skolefritidsordning'.

Og bedre information til forældrene om, hvordan det danske uddannelsessystem er skruet sammen, skal der også til, mener Halime. Det er for svært at finde ud af, og det er uheldigt, for i tyrkiske familier bestemmer forældrene over børnenes livsbane, til de er blevet gift.

Det kunne måske også hjælpe unge tyrkere frem, hvis staten betalte halvdelen af lønnen i begyndelsen, mener Yalcin. Så kunne de komme ind på arbejdspladserne og vise, hvad de dur til.

De vil begraves i Tyrkiet

Forældrene til Yalcin og Halime drømmer stadig om at vende tilbage til det gamle land - 'men de ved godt, at vi ikke kan gøre det sammen', siger Halime. Selv vil både hun og Yalcin begraves på familiegravstedet i Tyrkiet, når den tid kommer. Det har de allerede besluttet.

De vil ikke kaldes nydanskere - 'der skal gå nogle flere generationer', siger Yalcin. De vil kaldes 'indvandrere'. 'Fremmede' er også i orden.

Deres nybagte ægtefæller kommer fra Sivas Højsletten. Begge ægteskaber var arrangerede. Alle tre familier bor nu i samme sociale boligbyggeri i Roskilde.

Deres fremtidsdrømme? De vil prøve at blive lige så gode forældre for deres børn, som deres egne forældre var for dem. De har fået 'en streng opdragelse', fastslår de, og Yalcin mener nu nok, at hans egne børn skal opdrages 'lidt friere og lidt mere vestligt'.

Og karrieremæssigt? 'Jeg ender nok med at blive direktør', griner Yalcin. Han vil have mere uddannelse, meget mere, gerne efteruddannelse gennem firmaet, siger han.

Halime begyndte som lærer for et halvt år siden. Hun har ikke overskud til at tænke på sin egen karriere lige nu.

'Jeg har for meget om ørerne. 12 elever i min modersmålsklasse. Det er 12 forskellige liv. Jeg tænker mest på deres fremtid'.

Pære dansk, pære tyrkisk

Yalcin og Halime Dogan - to tyrkiske mønsterbrydere - portrætteres i filmen 'Pære dansk, pære tyrkisk', der bliver vist på DR TV i august. Filmen er lavet af skolevejleder ved Tjørnegårdsskolen i Roskilde, Thorkel Hyllested, i samarbejde med Kort & Dokumentar Filmskolen i København. 'Pære dansk, pære tyrkisk' henvender sig ikke mindst til tyrkiske forældre og findes derfor også i en tyrkisk voice over version. Ellers er den henvendt til 'indvandrerskoler', skolevejledninger, arbejdsgiverorganisationer med videre. Henvendelse: Roskilde Kommune, Skoleafdelingen, 4633 2259.


Kommentarer

Man skal være registreret bruger for at skrive kommentarer på folkeskolen.dk. Som registreret bruger får du også mulighed for at tilmelde dig nyhedsbreve m.m.

OPRET PROFIL
{{ comment.author.name }} {{ '(' + comment.author.jobTitle + ')' }}
{{ comment.likeCount }}

{{ comment.title }}

Gem Annuler
Gemmer, vent venligst...
Klag
Kommentaren er slettet