Det er sandelig gyldne tider for kolportering af skolevisioner. Visionerne flyver os om ørerne og fylder godt op i landets foredragssale og i Folkeskolens spalter. Det sidste aldeles uden protester fra læserne. Men i nedgangstider, hvor fornuften og menneskeligheden er lagt i lænker, er der altid frit slag for profeter, der prøver at skaffe os betrængte lidt mening i hverdagen med nogle fjerne syner. Således på folkeskoleområdet. Og nu er det så Lise Tingleff Nielsens tur. Og hun begynder godt. Der er gået skole i skolen. Og dermed siger hun, at når skolen agerer som skole, er skolen det rene kuk. Så langt er vi af vore pædagogiske førere og politikere puffet ud på skråplanet, at vi må prøve at finde sjælens lise i en fortvivlet påstand om, at skolen bare skal lade være med at optræde som skole. Så bliver alt godt. Men der skilles vore veje. For medens nogle få af os vil reparere den ødelagte folkeskole, som der er gået politisk inficeret pædagogisk råd i, så håber Lise Tingleff at finde frelsen længere ude på skråplanet. Smid al erfaring (tradition) på skrotbunken, siger hun. Kassér lektionsdelingen. Læring foregår jo ikke i firkanter. Men der tager Lise Tingleff sandelig fejl. Selv Lise Tingleffs foredrag og artikler serverer hun jo i firkanter. Og når nøgternheden efter hendes visionært hidsende og skoleopløsende syner indfinder sig, må vi erkende, at al læring kun foregår i passende anlagte faglige og tidsmæssige firkanter. Lise Tingleff bør udskifte sin vildføring med en erkendelse af, at man ikke kan redde skolen ved at gøre den værre.

Vagn Madsen

Brønderslev