It-programmer evalueres

Pilotprojekt skal gøre lærere bedre til at vurdere cd-rom'er og websider

Publiceret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Lærere skal blive bedre til at vurdere, hvilke IT-baserede undervisningsprogrammer de kan bruge i undervisningen. Samtidig skal det være lettere for dem at finde relevante oplysninger om programmerne.

Det mener Jane Andersen, chefkonsulent hos Center for Teknologistøttet Uddannelse (CTU). Det er hun ikke alene om. CTU har foretaget analyser, der peger på, at lærere efterspørger efteruddannelse inden for faglig og pædagogisk brug af programmer i undervisningen. CTU startede derfor for to år siden et pilotprojekt sammen med Orfeus, en organisation, der har til formål at fremme brugen af IKT i undervisningen. Projektet går ud på at evaluere udvalgte elektroniske undervisningsmaterialer inden for forskellige fagområder og på den måde finde ud af, hvordan man laver den bedste evaluering. Evalueringerne bliver lavet af erfarne lærere fra folkeskoler og ungdomsuddannelserne. Når dommen er fældet, bliver resultaterne lagt ud på Internettet, hvor de er tilgængelige for alle. Der er indtil videre lavet 84 evalueringer, hvilket ikke dækker hele markedet.

'Det er hensigten at give lærerne et produkt, men også et redskab. Den enkelte lærer skal blive i stand til selv at forholde sig til cd-rom'er og websider, også dem, der ikke er evalueret', siger Jane Andersen.

Marianne Frederiksen, projektkonsulent hos Orfeus, mener ikke, at undervisningsmidler kan sættes i bås som enten gode eller dårlige.

'IT-baserede undervisningsmidler kan ikke vurderes entydigt ud fra en 13-skala. Et undervisningsmiddels kvalitet afhænger blandt andet af den sammenhæng, det bliver brugt i. Det, vi forsøger, er at finde frem til, hvilke potentialer det enkelte undervisningsmiddel rummer, så læreren har et bredt grundlag at vurdere undervisningsmidlet ud fra', siger hun. Hun understreger, at det skal ses både i et undervisnings- og i et læringsperspektiv.

I praksis foregår evalueringen ved, at to lærere uafhængigt af hinanden udfylder et spørgeskema med over 150 spørgsmål. De går blandt andet på, om programmet passer til målgruppen, om der er et klart mål med programmet, den didaktiske strategi, programmets struktur og det faglige indhold.

Når de to lærere er færdige, skal de sammenligne resultaterne og udarbejde et fælles evalueringsskema. Desuden udarbejder de i fællesskab et kort resume af evalueringen og giver et antal stjerner i kategorierne pædagogisk kvalitet, fleksibilitet, brugervenlighed, teknisk kvalitet og kvalitet for pengene. Både besvarelserne af spørgeskemaet, vurderingen og resumeet bliver lagt ud på Internettet.

Gratis undervisningsmidler

Der er evalueret programmer i fagene dansk, matematik, geografi, samfundsfag, engelsk og ulande. Det er primært danske undervisningsprogrammer, men ikke alt det evaluerede er oprindeligt udviklet med formål til brug i undervisningen.

'Det traditionelle undervisningsmiddelbegreb er i skred. I fremtiden vil der i højere grad blive brugt autentisk IT-baseret materiale, også fra udlandet. Websiderne er i pilotprojektet blevet vurderet ud fra nogle lidt andre kriterier end cd-rom'erne. Men det er stadig brugbarheden i en faglig pædagogisk sammenhæng, der er fokuseret på', siger Marianne Frederiksen.

Hjemmesiderne bliver vurderet ud fra de samme kriterier. 'Det er brugbarheden, der skal evalueres', siger Marianne Frederiksen.

Mange af hjemmesiderne er gratis at bruge. Et eksempel er websiden 'Time Magazine for Kids'. Det er en online-version af 'Time for Kids', et amerikansk magasin for skolebørn. I evalueringen står der blandt andet:

'Time Magazine for kids er i høj grad aktuelt for danske skolebørn. Det giver mulighed for at få indsigt i især amerikansk kultur og samfundsforhold, og der er anledning til at udvide sit ordforråd og udtrykke sig skriftligt på engelsk'.

Også spillet 'SimCity' er blevet evalueret. Under rubrikken pædagogisk indhold står der:

'SimCity er udviklet som en mellemting mellem et strategispil (underholdning) og undervisning. Det betyder, at der ikke er udarbejdet didaktiske overvejelser over brugen af programmet'.

Alligevel kan spillet, ifølge evalueringen, bruges i skolen. Læreren skal bare selv definere målene med at bruge spillet. Det er dog ikke helt uproblematisk at bruge programmer, der ikke direkte er udarbejdet til undervisning.

'Det voksende udbud og brug i undervisningen af for eksempel websider gør det endnu vigtigere, at lærere er kildekritiske, når de vurderer et undervisningsmiddels faglige indhold og muligheder. Lærerne skal klædes på til at være ekstra kildekritiske, sådan at de kan blive bedre til at klæde eleverne på', siger Marianne Frederiksen.

Evalueringerne kan findes på http://www.orfeus.dk/evaluering

CTU

Center for Teknologistøttet Uddannelse (CTU) blev oprettet af Undervisningsministeriet i 1995. Formålet er at hjælpe undervisningsinstitutioner til at blive tilpasset de voksende krav på IT-området. Det sker via projektstøtte til ungdoms-, videregående og voksenuddannelser. CTU fungerer også som nationalt videnscenter for offentlige myndigheder, organisationer samt alle uddannelsesinstitutioner.

Orfeus

Orfeus blev stiftet i 1988 på initiativ af Undervisningsministeriet. Formålet er at fremme brugen af IT i undervisningen. Orfeus er først og fremmest producent af undervisningsmidler, men arrangerer også kurser og seminarer samt rådgiver blandt andet skoler om brug af IT.