Der er i disse år fokus på indskolingsårene. Senest er heldagsskolen igen sat på dagsordenen med de 350 millioner kroner på finansloven til udviklings- og forsøgsarbejde. Centrum-Demokraterne vil gerne have skolen udvidet, så skolefritidsordningerne kan nedlægges. Sammen med Venstre vil de have børnehaveklassen afskaffet og gjort til 1. klasse. Skal der så laves en ny børnehaveklasse for de femårige? Andre partier 'nøjes' med at foreslå tvungen børnehaveklasse.

De politikere, der ønsker alle disse udvidelser, har næsten alle selv været på fri fod, til de blev syv år, og når de fik fri fra skole, kunne de gøre, hvad de ville. Kunne de selv tænke sig at leve et så skemalagt børneliv, som de nu vil påtvinge dagens børn? Naturligvis ikke; de ville som vi andre ikke for alt i verden have undværet deres frie tid. Hvorfor gør de da dette mod børnene? Fordi de lider af den misopfattelse, at børn kun eller mest lærer, når de bliver undervist, men ikke alene derfor. Også fordi de ikke gør sig klart, hvor voldsomme de kvantitative forandringer i børns livsvilkår er.

Lad os se lidt på nogle tal:

I folkeskolen begyndte 'det store spring fremad' med loven af 1993:

ugtl. minimums- timetalgammel lovny lovBh.kl., 1., 2. kl.15203. kl.18224.-5. kl.hhv. 20 og 23246.-7. kl.24268.-10. kl.2428

Stigningen er taget under ét over 15 procent, og i de yngste klasser er den på 33 procent. Selv om mange skoler lå over den gamle lovs minimumstimetal, er der ingen tvivl om, at den nye lov har igangsat en kraftig stigning i institutionaliseringsniveauet. I år 2000 er ugetimetallet i indskolingen mange steder sat op til 25 og enkelte steder til 30. Altså en stigning over en kort årrække på 67 procent eller mere.

Dertil kommer stigningen i småbarnealderen. I 1975 gik 35 procent af de tre-femårige i daginstitution, i 1995 hele 86 procent. Og de anbragte må vente længere og længere, før de bliver hentet. Den ugentlige opholdstid steg fra 33 timer i 1975 til 37 timer i 1989 og er i 90'erne fortsat med at stige noget. Der er altså sket en kraftig indskrumpning af den tid og de rum, hvor børn kan være sig selv uden at blive overvåget eller inddraget i voksentilrettelagte rammer og aktiviteter.

Man kunne også sige, at allerede fra den dag, børnene begynder i børnehaveklassen eller 1. klasse, kan nogle af dem være slemt 'skoletrætte'. De har da allerede været institutionaliseret i 10.000 timer - længere end de fleste voksne har været institutionaliseret i hele deres barndom.

På den baggrund er det ikke svært at forstå en dreng i 1. klasse, der i 1998 syntes, at timerne i skolen var kedelige, for 'så må man ikke vippe på stolene eller ha' kasketter på eller ha' øhm huer på, og man må heller ikke øhm sige noget uden at ha' rækket fingeren op, og man må heller ikke sige noget til sin sidekammerat'. ('Op Lille Hans - om skolestart og læsning', Kroghs Forlag).

Den slags restriktioner er jo til at bære, når de kun gælder tre timer om dagen, men fem eller måske seks - foruden hele den forudgående adfærdsregulering - så bliver det næsten ubærligt.

Lærere og forældre undrer sig. Skolen bliver gennemgående bedre og bedre, alligevel tårner problemerne sig op. Hvis en hovedårsag er overinstitutionalisering, så skal det nok 'hjælpe', når Venstre og Centrum-Demokraterne og alle de andre, der ivrer for at ekspropriere endnu mere af børnenes tid, måske får deres vilje.

Erik Sigsgaard er lektor ved Højvang Seminariet i Glostrup