Bemærk
Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.
Dansk humor
Næstsidste dag i forrige årtusinde stillede jeg ind på Tv2 for at more mig. Man kan, især ved et årsskifte, trænge til fred fra de mere langtrækkende overvejelser, som uvægerlig melder sig ved et årsskifte. På programmet stod sidste halvdel af revyen fra 1998. Men det ønskede pusterum efterlod mig med en dårlig smag i munden.
Det var jammerligt, hvad man kunne byde på. Navnlig teksterne var platte og perspektivløse. De dygtige skuespillere (Pilgaard, Østergaard, Niels Olsen med flere) gjorde, hvad de kunne for at gøre forestillingen festlig, men selv speakerens jublende ord i afmeldingen: 'Godt, at vi har opbevaret disse revyforestillinger i de senere år', kunne ikke sminke armoden. Den ene pinagtighed afløste den anden. En sketch i et hatteforretning kulminerede, da en herre, der ønskede at købe en alpehue, fik at vide, at man ikke førte hatte på tusind kilometer, og en kunde til en elefanthue blev afvist med en bemærkning om, at man ikke handlede med dyrehatte. Bravo!
Ulf Pilgaard var også en bedre skæbne værd end den, han fik i rollen som en indvandrer, der endnu ikke behersker det danske sprog. Tekstens højdepunkt var hans problemer med vokalerne. Han sagde ikke én, men fem-seks gang røv i stedet for ræv, og nej, hvor man skulle more sig! Op mod ti gange sagde han pik med e-lyd i stedet for med skarpt i, når han skulle tale om hegnet omkring sit hus. Naboen var nær ved at rive pikken af! Haha!
Til sidst bevægede han sig ned mod sin fissehandler. Han solgte naturligvis fisk. Og så skulle der klappes. Det sørgede musikkens appellerende rytmer for! Fy for satan! - for nu at blive i den bramfri udtryksform.
Folk i teltet havde selv valgt at ofre hundredvis af kroner. Men tv-seere betaler faktisk licens for den slags, uanset om de ser udsendelsen. Den var plat, pinlig, pointeløs og en sidste hilsen fra en djærv folkelighed, som har udspillet sig selv.
Personlig tænker jeg mest på de børn, der vokser op med det indtryk, at sådan er dansk humor, når den er bedst. Der skal en stærk skole til at præstere et modstykke til den slags.
Så tager vi fat!
Professor Higgins
