Troværdighed

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Det kunne ligne et ord fra spejderloven, som i øvrigt er udmærket, men det er et højst aktuelt ord, ikke mindst op til en valgkamp. Anders Fogh Rasmussen havde held, i hvert fald ved valget i 2001, ved at lancere en kontraktpolitik, der indebar, at vælgerne skulle vide, at politikerne opfattede de afgivne valgløfter som så at sige kontraktligt forpligtende. Skår i troværdigheden kom der imidlertid, da han gentagne gange nægtede, at han skulle være på vej ud af dansk politik.

Når vi vurderer politikernes - og alle andres - troværdighed, er sproget og dets samspil med andre udtryksformer af afgørende betydning. Hvis ordene siger ét og kropssprog, blik og tonegang noget andet, tror vi ikke på ordene, men på de andre udtryk. »Jeg er sgu da ligeglad«, sagde drengen på otte år med en brudt stemme, som røbede, at det var han i hvert fald ikke. Den utro ægtemand, der for femte gang kommer for sent hjem »på grund af overarbejde«, vil have svært ved at komme med den forklaring i et naturligt tonefald, mens han ser sin kone lige i øjnene. Flakkende øjne er i det hele taget et problem, også for politikere. En fremtrædende dansk politiker sagde engang, at han havde rådført sig med en norsk kollega, men blikket flakkede, mens han sagde det, og det viste sig også at være forkert. Det kostede ham dyrt.

I den klassiske retorik taler man om den talendes etos som afgørende for troværdigheden. Som taler har man et sagforhold, man vil sætte ord på. Det gør man med sin fornuft, logos. Man kan argumentere for sit synspunkt med større eller mindre situationsbestemt alvor og engagement; det kalder man patos. Men vigtigt er det også, hvilken etos den talende person har; personen skal være troværdig, have stor personlig integritet, som vi siger i dag. Med logos appellerer man til tilhørerens fornuft, med patos til hans følelsesliv - og etos er altså afsenderens troværdighed.

Hvis man har et standpunkt, til man tager et nyt, kan det gå ud over troværdigheden. Men det modsatte: en klippefast, urokkelig og uflyttelig holdning er heller ikke altid brugbar i et politisk liv, der hele tiden er underlagt skiftende betingelser.

Professor Higgins