Debat

12- tallerne der forsvandt.

Et umiddelbart førstehåndsindtryk af årets karakterer i skriftlig dansk underbygger en mistanke, der allerede opstod hos mig sidste år: Der er blevet væsentlig længere mellem 12- tallerne i dansk skriftlig fremstilling.

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Man kunne godt få den tanke, at der bag et tastatur et sted i Danmark sidder en forsmået dansklærer, der igen i år ikke har fået opfyldt sine ambitioner på hans niendeklasses vegne. Det er for så vidt også delvist rigtigt bortset fra, at der ligger noget andet i det end bare en tilfældig muggen over manglende 12- taller i klassen i dansk skriftlig fremstilling. Der ligger en undren over en mulig udvikling.

Årets eksamenskarakterer i dansk skriftlig fremstilling er ikke katastrofale. De afviger heller ikke markant fra klassens gennemsnitlige årskarakterer i samme disciplin. Der er ingen karakterer, hvor jeg sidder med en klar fornemmelse af, at enkelte elever har tabt tråden fuldstændig ved eksamen i skriftlig dansk. Nogle har sågar fået en karakter lidt over min forventning. Så hvad er så problemet?

Karakterer der skrumpede.

Vær med i samtalen

Klik her for at indsende dit indlæg til folkeskolen.dk - medsend gerne et portrætfoto, som kan bringes sammen med indlægget

Problemet er et bemærkelsesværdigt fravær i 12- taller på hele vores niende årgang. Noget vi også så en snert af sidste år. Vi ligger et sted i landet, hvor vi burde kunne forvente flere 12- taller, og vi ved, i al beskedenhed, at vi gør et kæmpe stykke arbejde for at forberede vores niendeklasser. At der forekommer overraskelser i prøveoplæggene er ikke noget nyt. Vi har heller ikke undervist i følgebrev. Vi bruger ikke følgebreve så meget længere.

De 10- taller, der er givet, er fortrinsvist givet til de elever, der får 12 i årskarakter, og det er en pæn håndfuld. Deri min pointe med, at karaktererne ikke er markant afvigende, men 12- tallerne udebliver i et bemærkelsesværdigt omfang i forhold til, hvad vi har set tidligere.

Skal det være så svært at få 12 i niende klasse?

Sidste vinter og forår blev der ført en ret så omsiggribende diskussion i medierne om 12- talsinflationen, der åbenbart havde ramt store dele af uddannelsessektoren. Vi var blevet for flinke, og gav for mange 12- taller. Det var rimeligt at rejse debatten, men er det nuværende, og her skyder jeg med spredhagl, fravær af 12- taller en reminiscens af den debat? Er censorerne blevet- lad os kalde det mådeholdende med 12- tallerne?

Jeg vil være med igen.

Jeg undrer mig over, at det åbenbart er så svært at opnå karakteren 12 i niende klasse, og jeg ville ønske, at jeg atter fik lov til at være med til at rette mine elevers afgangstekster. Jeg savner at kunne diskutere karaktererne med en censor. Ikke alle karakterer af princip, men der, hvor det måtte være rimeligt for at give den enkelte elev en fair bedømmelse. Samtidig blev jeg selv skarp på bedømmelseskriterierne, hvilket jeg kunne tage direkte med i min undervisning i det efterfølgende skoleår. Vi bliver klogere i samspil med andre mennesker. Det går jeg desværre også glip af nu. Det er ærgerligt, og jeg vil være med igen.