Jeg tror, mange lærere vil give mig ret i, at der skal en særlig indsats til at motivere de store elever, når de nærmer sig 7. klasse. Det er her, skoletrætheden for alvor begynder at indfinde sig, fordi eleverne er kørt fast i de samme fag og omgivelser efter mange år på samme skole. Det er her, de for alvor skal udfordres, motiveres og få troen på, at de kan blive til noget, når skolen slutter. Det er her, de unge har brug for et sceneskift - for et nyt og spændende ungdomsmiljø, hvor de får prøvet kræfter med sociale fællesskaber på tværs af skoler og bydele.

Med en separat ind- og udskoling kan vi både skabe trygge miljøer for de små, faglig specialisering for de store og mulighed for, at hver gruppe bliver undervist af engagerede lærere, som brænder for at undervise netop deres aldersgruppe. For jer lærere giver det desuden en langt større mulighed for kun at undervise i linjefag.

En overbygningsskole giver desuden en unik mulighed for at oprette særlige valgfagslinjer. Her mener jeg ikke den gammeldags niveaudeling med en praktisk linje for de ikke-boglige og en teoretisk linje for de boglige. For jeg tror på, at alle elever har brug for begge dele, og at vi får rigtig meget ud af klassefællesskaber og den positive klassekammerateffekt. Linjeopdelingen handler tværtimod om at skabe gejst, møde de unges interesser og arbejde med dem.

Vi skal ikke være bange for at udfordre den klassiske skolegang, hvis det giver mening fagligt og lokalt. På Amager giver det mening med den nye skolestruktur, men dermed ikke sagt at samtlige folkeskoler i København skal deles op i ind- og udskoling. Vi skal bare ikke være bange for at se nye muligheder på vores elevers vegne, så vi giver dem lyst til at fortsætte på en ungdomsuddannelse.

Svar fra Jan Trojaborg:

Selvfølgelig skal der tænkes nyt, for der er udfordringer som at forbedre læsefærdighederne og at få flere i uddannelse. Men løsningen er ikke at skabe separate ungdomsmiljøer. Puberteten går jo ikke over, bare fordi man samler flere i den aldersgruppe, og frem for nye sociale fællesskaber er det snarere tryghed, de unge har brug for.

Anne Vang har ganske givet gode hensigter, men hele projektet bygger på formodninger og antagelser, der desværre slet ikke er belæg for. Det er det triste i Amagerhistorien. |