Kronik

Tiden er moden til en dansk version af Cooperative Learning

Med kufferten fuld af positive forventninger - men også sund, jysk skepsis - drog jeg til Florida og Las Vegas for at lære fænomenet Cooperative Learning nærmere at kende

Publiceret Senest opdateret
Det var som at træde ind i en idyllisk landsby af pastelfarvede Villa Villekulla-lignende huse. Overalt var der søde plakater med påmindelser om, at vi skal være gode ved hinanden

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Nøjagtig som det er tilfældet med musik, tøj og boligindretning, kan der gå mode i læringsformer. Nye strømninger popper op, bliver dyrket intenst nogle år for så at falde ned, finde et mere naturligt leje - eller gå i glemmebogen. For et par år siden var det læringsstile, der blandt andet i kraft af reality-lignende tv-programmer var hot stuff, og de senere år har Cooperative Learning (CL) stået højt på den pædagogiske dagsorden. Jeg satte mig for at undersøge fænomenet nærmere. Med åbent sind pakkede jeg kufferten for at deltage i Spencer Kagans Winter Academy 2011 i Florida. Kagan er om nogen manden, der står bag udbredelsen af Cooperative Learning, ikke bare i USA, men over hele verden.

Forløbet faldt i to dele. Først en uge i Florida på en model school for Kagans Cooperative Learning, hvor hans stab af yderst professionelle trainere underviste kursister fra hele USA, og så altså undertegnede og mine to danske rejsefæller. Herefter en uge i Las Vegas, hvor Laurie Kagan (jo, den er god nok - hun er gift med manden) varetog undervisningen af 160 kursister fra hele verden.

Imponeret over den smukkeste skole, jeg i mit liv har set, mødte jeg op i det solbeskinnede Florida. Det var som at træde ind i en idyllisk landsby af pastelfarvede Villa Villekulla-lignende huse. Stemningen var rolig og behagelig, børn og voksne færdedes harmonisk mellem hinanden, ja, selv påfugle spankulerede nonchalant rundt. Overalt var der søde plakater med påmindelser om, at vi skal være gode ved hinanden. Her var ikke antydning af mistrivsel, mobning, snotnæser, larm og løben rundt.

Da jeg fandt undervisningslokalet, var det slut med stilheden. Ud af højttalerne brølede 70'er-hittet »YMCA« (og klokken var kun 7.30). I et lokale på størrelse med en gymnastiksal var der dækket på langborde, og et elektronisk timeglas viste, at der nu var 32 minutter og 41 sekunder til, at showet ville begynde. I ventetiden kunne man kigge ind i den mobile bookstore med CL-materialer. Med favnen fuld af indkøb fik jeg mig placeret. På slaget otte indtog Laurie Kagan scenen til stor jubel. Hun fortalte om dagens forløb, hvor vi skulle rundt på skolen og se Kagan-strukturerne i brug.

Det var yderst interessant at opleve elever fra fireårsalderen til high school-niveau og deres lærere håndtere de mange strukturer lige så naturligt som at sætte sig på en stol. Der blev quizzet, gået rundt, coachet i alle aldre i alle fag fra fysik- og litteratur- til biblioteksundervisning. Alle var engagerede. Alle var aktive på samme tid. Og dét er netop kernen i CL - at alle er aktive og bidrager lige meget, fordi de arbejder i team, hvor alle medlemmer kommer til orde efter tur eller på tid. Hvert team er sammensat af fire elever: én fra klassens top, én fra øvre, én fra nedre mellemgruppe og en fra klassens laveste niveau.

De følgende dage underviste yderst professionelle instruktører i CL fra forskellige vinkler. De er trainere, oplært af Laurie Kagan. Vi fik hver morgen udleveret et hæfte med fortrykte tekster om dagens emne, men med tomme linjer, vi skulle udfylde med det, instruktøren skrev på tavlen. Der blev også lavet fagter, for at vi kunne huske, hvad vi havde lært. Vi lærte remser og tjekkede det indlærte for eksempel ved quiz-quiz-trade. Havde man et spørgsmål til underviseren, kunne man aflevere det i en »Parking Lot«, hvorfra det måske ville blive læst op og besvaret, men nogen dialog var der ikke tale om. Heller ikke på efterfølgende mindre hold med kun 20 kursister. Undervisningsformen var meget langt fra danske efteruddannelseskurser af lærere, hvor vi konstant inviterer til refleksion og dialog.

At man lærer bedst i fællesskab, er ikke en idé, Kagan har fået. Det er som bekendt en socialkonstruktivistisk grundtanke, og Vygotskys nære udviklingszone blev nævnt ikke så få gange. Det, Kagan har gjort, er, at han har udviklet sine mange (hele 288!) strukturer. De er rammer for aktiviteter, en slags step by step-manualer til forskellige øvelser, der har til hensigt at få elever i tale. Det er op til den enkelte lærer at vælge struktur afhængig af målet og selv at fylde det faglige indhold i, og det kan ifølge Kagan være et hvilket som helst. Ud over at alle elever er aktive og engagerede i arbejdet, har CL den fordel, at eleverne udvikler sociale kompetencer. Man skal værdsætte hinandens bidrag med opmuntrende beskeder.

At der er gevinst på den sociale konto, er indiskutabelt: Aktiv lytning, tålmodig venten, respekt for andres synspunkter, evne til at udtrykke en mening, coaching og at nå til enighed er blot nogle af de kompetencer, eleverne opnår. At de bliver bedre til at omgås hinanden, medfører mere tryghed i klassen og dermed øget selvværd hos den enkelte. Herudover bliver eleverne gode til at performe, og med god energi bliver der genereret flere ideer, og ikke mindst holder eleverne fokus. Der er mindre uvedkommende snak. Altså rigtig mange åbenlyse fordele, der vel kan gå under betegnelsen »bløde værdier«.

Spørgsmålet er, om der er faglig gevinst at spore. Flere spørgsmål trænger sig i den forbindelse på: Medfører øget aktivitet hos den enkelte altid øget læring? Er det nødvendigvis en fordel, at alle elever får lige meget taletid, og lærernes taletid dermed er kraftigt reduceret? Er de fastlåste heterogene firemandsteam altid at foretrække? Og kan man umiddelbart overføre et amerikansk koncept til dansk skolekultur?

Som jeg så CL praktiseret i USA, var der på intet tidspunkt dialog med underviseren. Det var enten traditionel klasseundervisning, hvor læreren praktiserede enetale, eller også var der »gang i den-aktiviteter« på gulvet. Der var i høj grad dialog eleverne/kursisterne imellem, men de blev aldrig fulgt op af plenumdrøftelser.

Vi har haft svært ved at få armene ned, men nu er tiden måske moden til at justere sagerne. Tage alle de åbenlyst positive elementer fra CL, tilpasse dem danske skoleforhold og gøre os overvejelser over, hvordan det øgede aktivitetsniveau kan omsættes til øget læring. Det sker ifølge en ny evalueringsrapport fra Nationalt Center for Kompetenceudvikling, »Cooperative Learning i voksenundervisningen«, ikke af sig selv.

Kan vi udvikle andre, mere tidssvarende rammer om en undervisningspraksis i for eksempel moderne litteratur og elevers håndtering af læseforståelsesstrategier, hvor vi ikke fastlåser eleverne i langvarige, ufleksible team, men hvor vi kobler nogle af de fantastiske tanker bag CL med ny litteraturdidaktik og ny læseforskning, og hvor vi arbejder i dynamiske team vekslende med plenumdrøftelser? Det tror jeg på, vi kan, og jeg tror, at det er vejen frem.

Der er langt fra Vegas til Valby - og der er langt fra pastelfarvede huse i et fotogent scenarie i solbeskinnede Florida til en nedslidt skole i gråvejr på Amager. Men vejen er afsindig spændende, om end den kalder på en transformering. Tiden er moden til CL, version 2.0, The Danish Way. |