Debat

Vejen til et verdensmesterskab

Publiceret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Det er dog ganske forunderligt, ja, næsten beundringsværdigt, så stædigt og vedholdende vi formår at få en gloriøs march ud af vor dødsdrift. Vi har løbet OECD på dørene i en sådan grad, at man for husfreds skyld har indvilliget i næste gang ikke bare at måle vore matematiske færdigheder, men at få noget måleligt ud af vores særlige danske sammenkogte specialitet bestående af noget matematik og noget social omgængelighed. Tænk engang. En måling af danske elevers behandling af andengradspolynomiet tilsat deres evne til at elske næsten og omgås hinanden. End ikke årtusindets festfyrværkeri kan udvikle større omtågethed. Testmetoden vil blive udviklet efterhånden, fortæller Niels Egelund i Folkeskolen nummer 49. Ja, det forstår vi sandelig så godt. Den er heller ikke nem. Bare de nu ikke morer sig alt for højlydt over os dernede. Men Niels Egelund ved at fortælle, at Japan og Korea - og hvad med New Zealand - også vil prøve spøgen. Det borger selvfølgelig for kvaliteten. Og så skal vi jo også have elevernes kritiske sans tilsat suppen. Og hvad med deres livsfærdighed. Så er det i hvert fald ikke længere muligt at skelne de forbistrede matematiske færdighedsmangler i alt det sammenkogte. Men et måleresultat kommer der dog ud af det. For alt materialet skal nemlig en tur gennem en datarenselseskværn. Og så skulle der være gode muligheder for et verdensmesterskab i noget, vi ikke aner hvad er. Herefter mangler der blot, at vi med Niels Egelunds hjælp lærer os selv, at vor vej ud i selvforblændelsens mørke skal forestille en omtåget opstigen mod det ambitiøse blå.

Vagn Madsen

Brønderslev

Vær med i samtalen

Klik her for at indsende dit indlæg til folkeskolen.dk - medsend gerne et portrætfoto, som kan bringes sammen med indlægget

Læs folkeskolen.dk's debatregler