Lærerstuderende på uddannelsen i Odense flyttede i dag undervisningen udenfor på parkeringspladsen i protest mod, at der ikke er plads til dem i uddannelsens lokaler

Lærerstuderende skal flyttes til nedlagt folkeskole

Lærerstuderende i Odense rykkede i dag undervisningen udenfor i protest mod nye flytninger. Der er ikke plads til de studerende i bygningerne, så professionshøjskolen har planer om at flytte 800 studerende til den nedlagte folkeskole Humlehaveskolen.

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

"Vi besluttede i dag på et krisemøde at flytte undervisningen udenfor på parkeringspladsen for at gør opmærksom på, hvor grotesk det er, at der ikke er plads til os", fortæller formand for de lærerstuderende på Fyn, Katrine Damkier.

Læreruddannelsen i Odense er voldsomt presset på plads. Skårup læreruddannelse lukker 1. september. En del studerende er allerede flyttet til Odense og til sommer kommer de sidste to hold.

Derudover har Odense Kommune besluttet en ny skolestruktur, hvor kommunen 1. juli vil inddrage en del af læreruddannelsens bygninger til en udvidelse af naboskolen Provstegaardsskolen.

I 2015 vil et nyt stort University College stå klar på Niels Bohrs Alle i Odense, men i mellemtiden er de studerende kommet i klemme.

Umuligt at koncentrere sig om studierne

Professionshøjskolens ledelse undersøger i øjeblikket, om man kan flytte de studerende ud på Humlehaveskolen i Vollsmose, som bliver nedlagt til sommer.

Men det er de studerende ikke interesserede i.

"Det er dybt kritisabelt. Det er umuligt for de studerende at koncentrere sig om studierne, når der er så meget usikkerhed om, hvor vi skal være", siger Katrine Damkier.

De studerende mener, at løsningen er at opstille barakker.

Professionshøjskolens rektor Erik Knudsen kan sagtens forstå, at de studerende er frustrerede, hvilket han også gav udtryk for på det stormøde, der blev afholdt i dag.

"Udgangspunktet har været, at vi skal have en samlet campus-løsning, og det kombineret med den nye skolestruktur i Odense Kommune betyder altså, at der vil være en række logistiske udfordringer i de kommende år", siger han.

Der er ikke taget nogen endelig beslutning om, hvor de studerende skal flyttes hen.

"Vi vil sammen med Odense Kommune drøfte de muligheder, der er. Som det ser ud nu, kan det enten betyde, at man opretter barakker her på stedet eller flytter uddannelsen til Humlehaveskolen".

Studerende føler sig overhørt

De studerende føler ikke, at de er blevet hørt tilstrækkeligt.

"Beslutningsprocessen er gået helt uden om alle dem, der har noget med uddannelsen at gøre - de studerende, underviserne og den lokale ledelse", siger Katrine Damkiær.

Erik Knudsen mener, at der er blevet informeret, men kommunens planer er også nye for professionshøjskolen.

"Det er klart, at forløbet har været meget komprimeret, og det er selvfølgelig beklageligt. Vi har kun kendt til de nuværende planer i en lille måneds tid", siger han.

I morgen fredag kl 10 demonstrerer de studerende i Flakhaven.

Læs mere

De studerendes protestside på Facebook