Med Rømers bog, "Uddannelse i spænding - åbenhjertighedens, påmindelsens og tilsynekomstens pædagogik", lægges der op til ikke bare en revidering af uddannelsestænkningen, men tillige en helt ny måde at tænke uddannelse på. Rømer tager dermed fat på noget af det allermest centrale for den pædagogiske forskning og praksis, nemlig spørgsmålet om, hvad uddannelse egentlig er, og ikke mindst hvordan man kan "genvinde" uddannelse.

Uddannelsestænkning reduceres i dag ofte til metodiske teknikker, samtidig med at sammenhængen mellem pædagogik og virkelighed synes at mangle. Målet for Rømer er derfor at finde et begreb om uddannelse, hvor eksisterende begreber som læring og undervisning indgår i et dynamisk forhold til hinanden og samtidig er forbundet til den faktiske kultur.

Ved at pege på forskellige begrebers betydning for uddannelse, for eksempel mylder, handling, tænkning, søger Rømer at finde frem til en formulering af, hvad uddannelse skal og kan. Uddannelse skal, som han skriver, "ikke redde det økonomiske kredsløb . Uddannelse er sit eget kredsløb - et kredsløb af tradition og mylder". Og uddannelse er endda meget mere end det - men først og fremmest er uddannelse stedet for både tænkning og handling, for kontemplation og praksis.

Når Rømers bog fortjener en længere omtale, skyldes det især to faktorer. Dels understregningen af, hvor vigtigt hans "projekt" er, dels konstateringen af, at hans "projekt" i vidt omfang lykkes.

At "projektet" er vigtigt, ser man ved blot at vende blikket mod uddannelsessystemet. De herskende ideologier og forhold fjerner i stigende grad opmærksomheden fra det, det egentlig handler om, nemlig "tilblivelsen af noget nyt". Trods sin til tider abstrakte sprogbrug formår Rømer meget præcist at angive, hvorfor det er nødvendigt at reformulere uddannelsesbegrebet.

Netop sproget er centralt for Rømer, fordi det er i kraft af sproget, at en reformulering er mulig - og lykkes. Nye begreber - eller rettere begreber lånt fra andre sammenhænge - bruges i formuleringer af uddannelse således, at der lægges afstand til de reducerende uddannelsesformuleringer og i stedet åbnes op for nye formuleringer. Kunsten er dermed at lade sig overmande af nye ideer, nye måder at formulere og tænke uddannelse på.

Bogen tager afsæt i en række pædagogiske teoretikere, der på forskellig vis belyser elementer af en værdig uddannelsestænkning. Disse elementer er ganske nødvendige, fordi de netop perspektiverer og motiverer Rømers projekt. På fin vis lykkes det samtidig Rømer at fastholde sit udgangspunkt, nemlig at forbinde uddannelse til den omgivende kultur eller "virkelighed".

En formidabel afslutning på bogen ses med Rømers "30 upraktiske råd til den nye lærer". Det er væsentligt at bemærke, at forslagene ikke "virker", men at de ikke desto mindre er udtrykt. "Læs dem, glem dem - og (ud)tænk dem selv" må være budskabet, for lige så lidt som uddannelsesbegrebet kan formuleres (endegyldigt eller statisk), lige så lidt kan den gode lærerpraksis formuleres.