Ulla Flyger Jørgensen

Publiceret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Torsdag den 16. december kom den sørgelige besked, at vores kollega Ulla var død, 48 år.

18 år efter at sygdommen brød ud, måtte hun give op. Ulla har igennem disse mange år vist os alle, hvad det vil sige at kæmpe en kamp, og den blev kæmpet til det sidste, modigt og ukueligt.

Igennem mange år fortsatte Ulla sit arbejde på skolen, samtidig med at sygdommen slog til gang på gang. Der skulle meget til at få hende til at blive hjemme, og hun fortsatte med gåpåmod og optimisme at fremsætte ønsker om flere matematikhold efter hinanden, da hun satte fagligheden højt, og ikke mindst for elevernes skyld, de skulle have den bedste undervisning. Matematikken var hendes fag, her kunne hun bruge sine store evner som problemknuser, og mange elever har forladt skolen med en sikker og stor viden.

Et andet hjertebarn var specialundervisningseleverne, at kæmpe for de svage, at give dem en hånd med på vejen var en selvfølgelighed for Ulla.

Ulla var, i alle de år vi kendte hende, og ikke mindre i sygdomsperioderne, den person, man samledes om, hendes humør og hendes fantastiske måde at gengive hændelsesforløb på var uforlignelig.

For et par år siden valgte Ulla at hellige sig sin familie, manden H.C. og børnene Stefan, Carsten, Louise og Jacob, og vore tanker går til dem og er hos dem i denne svære tid. Vi er helt sikre på, at Ulla hos dem, som hos os, har efterladt meget af sit lyse livssyn, og at de kan trække på det i tiden, som kommer.

Æret være Ullas minde.

På kollegers og ansattes vegne

Tove Grome, Kollund Skole