SYLTEKRUKKE for arbejdsmiljø

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Så udkom der endnu en rapport fra den tværministerielle arbejdsgruppe om sikkerhed og sundhed for elever og studerende og børn i daginstitutioner. Gruppen har holdt fire møder, set på den tidligere rapport fra marts 1996 og besluttet at anbefale, at amter og kommuner skal arbejde for at opprioritere hensynet til elevers arbejdsmiljø - inden for de givne økonomiske rammer - samt at 'der arbejdes videre med at etablere en adgang for elever og studerende til at blive inddraget i uddannelsesinstitutionernes sikkerhedsorganisation i relevante sammenhænge'.

'Det er ikke bare skuffende. Det er meget skuffende, at arbejdsgruppens anbefalinger kun handler om 'at arbejde videre med . . .'. Gruppen kommer udelukkende med afværgedagsordener. Det har været en ren syltekrukke', siger konsulent Peter Blichfeldt fra Lærerforeningen.

'Man kunne i det mindste inddrage parterne, høre deres synspunkter og i det hele taget tilkendegive, at elevernes arbejdsmiljø er en vigtig sag, og at det som noget naturligt er Arbejdstilsynet, der skal være tilsynsmyndighed her. Men med denne rapport tror jeg, at man slår sig selv i hovedet. Der må komme politiske reaktioner på det her', siger han.