Debat

Topmøde

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Denne klumme skrives i Aalborg under KL's Kommunalpolitiske Topmøde, hvilket svarer til KL's årsmøde. Endnu en gang er folkeskolen i fokus. Den fyldte i formandens beretning, og »Nysyn på folkeskolen« er en af tre temakonferencer. De øvrige er »Kommunerne i krisen« og »En udfordring for demokratiet«. I oplægget til temakonferencen står der, at »der er brug for en fremsynet folkeskole. Finanskrisen og globaliseringen viser med al ønskelig tydelighed, at der er brug for at udvikle folkeskolen, så den matcher fremtidens krav og udfordringer«. På konferencen vil der være oplæg fra en direktør, en økonom og en nyudnævnt minister, hvorefter to folketingspolitikere og en kommunalpolitiker skal debattere.

Uden at påstå at jeg er i besiddelse af de store clair-voyante evner, vil jeg med rimelig stor sikkerhed forudse, at vi kommer til at høre om, at danske elever klarer sig for dårligt, og at der er brug for omfattende reformer. Vi kommer til at høre om holddeling, linjer i overbygningen, overbygningsskoler, offentliggørelse af test og så videre. Økonomen, direktøren og politikerne vil uden tvivl alle tale om reformer, lovinitiativer og strukturændringer uden på nogen måde at reflektere over, hvad der rent faktisk er sket i folkeskolen.

Folkeskolen er over en otteårig periode ændret i gennemsnit hver tredje måned. Fælles Mål er inden for samme periode ændret tre gange. I mange kommuner er der gennemført massive strukturændringer, der blandt andet har betydet massive forflyttelser af lærerne over flere omgange. Der er nedlagt mere end 2.500 lærerstillinger. De studerendes undervisningstimetal er faldet dramatisk. Elevernes timetal er i mange kommuner helt nede på minimum. Men det er meget nemmere at snakke om heldagsskoler, offentliggørelse af test, overbygningsskoler og øget frihed til kommunerne. Her kan debattørerne hver især ud fra egen tro og overbevisning hævde, at det netop er deres forslag, der er columbusægget for folkeskolen.

Vær med i samtalen

Klik her for at indsende dit indlæg til folkeskolen.dk - medsend gerne et portrætfoto, som kan bringes sammen med indlægget

Læs folkeskolen.dk's debatregler

Andre steder i verden behandles grundskolen langt mere seriøst. Det fik jeg et tydeligt bevis for, da jeg sammen med undervisningsministeren deltog i »International Summit on the Teaching Profession«. I New York.

Budskabet var meget klart:

Ændringer skal gennemføres i samarbejde med lærernes repræsentanter. Den vigtigste enkeltfaktor er lærernes grunduddannelse og løbende efteruddannelse. Lærernes status og prestige skal i fokus. Det opnås blandt andet ved at styrke lærernes autonomi. Der skal investeres i grundskolen, og reformer skal være forankret i forskningen.

Lad os håbe, at de internationale strømninger når Danmark, inden KL næste gang inviterer til »Kommunalpolitisk Topmøde«.