Troels Lund Poulsen, 2011- ?

Kampen mellem skolen og ministeriet

En ny bog beskriver, hvordan skiftende regeringer forgæves forsøger at få gennemført deres politik. På skoleområdet er modstanderen fagmedarbejdere i Undervisningministeriet, Danmarks Lærerforening og lærerne.

Publiceret Senest opdateret
Tina Nedergaard, 2010-2011
Bertel Haarder, 2005-2010
Ulla Tørnæs, 2001-2005
Magrethe Vestager, 1998-2001

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

»Javel, hr. Minister!« lyder titlen på en ny bog, som er skrevet af journalisterne Susanne Hegelund og Peter Mose om forholdet mellem centraladministration og politikere - ligesom den berømte engelske satireserie, hvorfra titlen stammer. Kapitlet om Undervisningsministeriet bygger på interview med departementschef Sophus Garfield og flere tidligere ministre.

Bogen er skrevet, før den nye undervisningsminister satte sig i stolen. Men Troels Lund Poulsens første udmeldinger som minister - at skolen først og fremmest tilhører forældrene - ligger helt på linje med kapitlets hovedbudskab.

Den centrale påstand i bogen er, at på trods af ministre som Margrethe Vestager, Ulla Tørnæs og Bertel Haarder - og på trods af at der er kommet stadig flere nye love på folkeskoleområdet - er det ikke lykkedes at få resultaterne i skolen til at gå markant i vejret.

Modstand i ministeriet og blandt lærere

Årsagen er ifølge regeringstoppen modstand internt i Undervisningsministeriet og blandt lærerne. Derfor satte Lars Løkke Rasmussen parret Nedergaard/Garfield ind, skriver forfatterne.

Sophus Garfield har i forvejen været en del af statsministerens interesse for folkeskolen, fordi han har stået i spidsen for Lars Løkkes 360-graders-eftersyn. Og Tina Nedergaard betegnes som en holdspiller, som ved, at hun skal rette mere ind mod statsministeren end mod den »bevarende del af systemet og lærerværelserne«.

Men de har en vanskelig opgave:

»De to er ikke bare oppe imod det delvist forandringstøvende apparat i ministeriet. De står også over for en stor del af Danmarks lærerstand, som har været vant til at blive lyttet til, når der skulle laves om«, skriver de to journalister.

Bogen beskriver en udvikling i Undervisningsministeriet, som går fra at være et fagministerium med et indgående kendskab til uddannelsesverdenen til et sted, hvor djøf'erne har det store ord at skulle have sagt i dag.

Departementscheferne stammede fra uddannelsesverdenen og sad i 42-44 år i et ministerium, som bestod af stærke fagchefer. Den første departementschef udefra var Inge Thygesen, som blev sat i spidsen i 1984 - og som nåede 13 år på pinden.

Tidligere undervisningsminister Margrethe Vestager fortæller, hvordan det vakte stor forundring, at hun meldte ud, at hun ikke var sektorens ambassadør i regeringen, men derimod regeringens ambassadør over for sektoren:

»Problemet er, at hvis du kun er sektorens ambassadør, så bliver du bare en, der skal skaffe penge. Så skal du ikke skabe forandring«, siger hun.

Ministeren vinder ved hjælp af avis

I 80'erne og 90'erne holdt djøf'erne deres indtog i Undervisningsministeriet, fordi politikerne ønskede at gøre op med en for stærk solidaritet med uddannelsessystemet. Bogen beskriver, hvordan topembedsmænd og politikere dog stadig opfatter ministeriet som forandringstøvende, mens skoleverdenen til gengæld oplever, at det ikke længere kan betale sig at spørge i ministeriet, fordi der ikke længere findes den tidligere ekspertise.

Hvordan det helt konkret er foregået, løfter bogen dog ikke sløret for. Den holder sig stort set til overordnede vendinger.

En enkelt episode kan dog minde om forbilledet i den engelske satireserie. Den beskriver Ulla Tørnæs' kamp omkring offentliggørelse af elevernes afgangskarakterer.

Hun ønsker, at karaktererne skal offentliggøres, men bliver ikke bakket op af fagfolk i ministeriet. Jyllands-Posten klager til Ombudsmanden over den manglende aktindsigt i elevernes karakterer. Den anledning bruger Ulla Tørnæs til - imod embedsmændenes råd - at få vedtaget en lov, som sikrer, at karaktererne skal offentliggøres fremover.

Ministeren har luret embedsmændene, skriver Susanne Hegelund og Peter Mose i »Javel, hr. Minister!«.