Personalet på Vebbestrup Skole har en stærk holdånd, og lærerne håber, at de alle kan fortsætte deres job på naboskolen otte kilometer væk. (foto: Lars Horn)

Vi frygter at miste hinanden

Først håbede lærerne på Vebbestrup Skole, at deres arbejdsplads ville overleve. Det gjorde den ikke. Nu krydser de fingre for, at de alle får job på naboskolen.

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Det kan mærkes på pengepungen, hvis man mister sit job. Men det er ikke det, der fylder mest hos lærerne på Vebbestrup Skole lidt nord for Hobro. De bekymrer sig mere om, at de risikerer at skulle vinke farvel til værdsatte kolleger efter sommerferien.

Vebbestrup Skole er blandt de 84 skoler, der bliver nedlagt til sommer. Det har stået klart siden midt i december, men først i løbet af denne uge får de otte lærere og børnehaveklasselederen at vide, om der er job til dem på naboskolen i Valsgaard.

»Jo gladere man er for en skole, desto hårdere er det, når den rykkes fra hinanden. Vi er som gode venner, og det strømmer ud til eleverne. Jeg har hørt skrækhistorier om nye lærere, der skal klare alt selv, men da jeg blev ansat for seks år siden, stod alle klar med både hjælp og ros«, fortæller Rune Lund Christensen.

Vebbestrup Skole er fra 1964 og kan blandt sine tidligere elever tælle forhenværende undervisningsminister Tina Nedergaard. Den kommunale kvalitetsrapport vurderer fagligheden som tilfredsstillende, og trods kun 116 elever fra 0. til 6. klasse ligger skolens udgifter per elev midt i feltet blandt skolerne i Mariagerfjord Kommune. Men byrådet vil have skoler med mindst to spor, og trods et stabilt børnetal kan Vebbestrup Skole ikke leve op til det krav.

Holdånden på lærerværelset er ikke tilfældig, mener skoleleder Niels Lynggaard, der har ansat stort set samtlige lærere.

»Jeg har lagt vægt på, at de på én gang skal være forskellige og i stand til at supplere hinanden. Det synes jeg er lykkedes, og derfor gør det så ondt, at vi skal lukke«, siger han.

Nødvendigt at mande sig op

Rune Lund beskriver forløbet op til byrådets dom den 16. december som en rutsjetur. Forældrene kæmpede for at bevare skolen, og det ene øjeblik gav det håb, i det næste svandt det ind.

»Jeg var delt i to. Hvad sker der for egnen, hvis skolen lukker? Og hvad med mig selv? Det var hårdt at gå og tænke over derhjemme. Ind imellem har jeg også måttet mande mig op på vej ud til eleverne«, siger han.

Det sværeste har været at møde forældrene, mener børnehaveklasseleder Tove Bach, der har været på skolen i 24 år.

»Nogle har grædt foran os. Vi har skullet holde både dem, børnene og os selv oppe. Der faldt heldigvis ro på, da det blev klart, om børnene skal med til Valsgaard eller på privatskole. Vi har gjort meget ud af at fortælle dem, at man får nye venner begge steder«, siger hun.

Tillidsrepræsentant Finn Thostrup Andersen har mere end én gang fået at vide på hjemmefronten, at han ikke har været nem at omgås i dette skoleår. Men nu ser han fremad. Vebbestrup Skole har en privatskole fra 1934 som genbo, så det har ikke været aktuelt for forældrene at oprette en friskole og ansætte lærerne der. I stedet har alle søgt om at komme til Valsgaard Skole, hvor lidt over halvdelen af eleverne også skal hen.

»Vi kan ikke drosle undervisningen ned frem til sommerferien, så vi tænker positivt og håber, der bliver plads til os alle i Vals­gaard«, siger Finn Thostrup.

Skoleleder Niels Lynggaard fortsætter som viceskoleleder i Valsgaard og skal være med til at beslutte, hvem der skal ansættes.

»Det hjælper os, at der er lærere på Valsgaard Skole, som går på pension. Men der er meget matematik i, hvor mange lærere vi får brug for, når vi skal gøre en mellemstor skole større med store klasser«, siger han.

Vil ikke være en klike

Situationen er temmelig krydret, mener Rune Lund.

»Det er forfærdeligt ikke at kende sin fremtid, og det er ikke let at tage den i egen hånd, for der er ingen job at søge. Vi arbejder hen mod en fusion uden at vide, om vi selv bliver en del af den. Men det er vi nødt til at tro på. Det modsatte er ikke muligt. Men vi vender da spørgsmålet dagligt: Mon vi nu ...?«

Selv om lærerne føler sig som en sammentømret flok, skal de ikke være en klike på Valsgaard Skole, understreger Rune Lund. Men lærerne har nogle ideer, de gerne vil føre videre.

»Vi har slået musik, billedkunst, historie, kristendom og sløjd sammen og tilgodeser fagene i de emner, vi tager op. Det koncept vil vi gerne tage med til den nye skole«.

Valsgaard Skole underviser også fra 0. til 6. klasse og får med tilgangen fra Vebbestrup Skole et elevtal på 265. På sigt skal skolen op på 350 elever.

»Det er ikke en enorm skole, så vi står ikke foran et stort kulturchok«, siger Finn Thostrup.

Per Blohm, ni år på Vebbestrup Skole

Hvad betyder det for dig, at skolen skal nedlægges?

»Jeg bekymrer mig mest om at få mine dygtige kolleger med til Vals-gaard Skole. Sat på spidsen kan det blive mig, der ikke skal med resten af flokken. Ellers mister jeg en skole, hvor alle elever og lærere kender hinanden«.

Hvordan påvirker situationen dig?

»Jeg mangler overskud til undervisningen. Børnene skal have den skole, de plejer, så i timerne bliver jeg professionel, men stemningen på lærerværelset er nervøs og bekymret. Jeg kan være ked af det, når jeg tager hjem, og jeg kan vågne om natten uden at kunne falde i søvn igen«.

Hvad forventer du at få på din nye arbejdsplads?

»Jeg kom til Vebbestrup Skole, fordi min gamle skole blev nedlagt, så jeg vil gerne slippe for lukningsspøgelset i resten af min karriere«.

Tove Bach, 24 år på Vebbestrup Skole

Hvad betyder det for dig, at skolen skal nedlægges?

»Det nære miljø med mine kolleger går tabt. Som børnehaveklasseleder har jeg et tæt samarbejde med de tre pædagoger i fritidsordningen, men kun én får job på Valsgaard Skole. Det bliver en omvæltning at skulle undvære dem«.

Hvad forventer du at få på din nye arbejdsplads?

»At jeg bliver en stor del af børnenes overlevering, og at jeg får nye kolleger«.

Niels Lynggaard, 20 år som skoleleder på Vebbestrup Skole

Hvad betyder det for dig, at skolen skal nedlægges?

»Personligt har jeg mit på det tørre, for jeg fortsætter som viceskoleleder på Valsgaard Skole. Men jeg mister det øverste ansvar, og det skal jeg vænne mig til. Måske især fordi der på vores lille skole ikke er langt fra det, jeg siger, til det, vi gør«.

Hvordan har du det med, at I skal nedlægges?

»Det gør ondt, og det kommer det også til på sidste skoledag. Men vi er så heldige, at nogle af lærerne på Valsgaard Skole går af, så vi kan få så mange som muligt med herfra. Men der bliver kun plads til én pædagog fra fritidsordningen, og med tre kompetente medarbejdere bliver den barsk. Vores serviceleder har været her i 30 år, og ham er der heller ikke job til«.

Hvad forventer du at få på din nye arbejdsplads?

»Det behøver ikke kun være negativt, at jeg ikke længere skal være øverste leder, for som del af et ledelsesteam kan jeg få mere sparring. Skolelederen på Valsgaard Skole tager det meget alvorligt, at vi nu er to i ledelsen«.

Finn Thostrup Andersen, 31 år på Vebbestrup Skole

Hvad betyder det for dig, at skolen skal nedlægges?

»Jeg mister en utrolig god arbejdsplads med rigtig gode kolleger. Jeg bor ikke i byen, men jeg har været så mange år på skolen, at jeg føler mig som en del af egnen. Jeg kender børnenes forældre og bedsteforældre, og de kender mig. Skolen er en stor del af min identitet«.

Hvad forventer du at få på din nye arbejdsplads?

»At jeg får et nyt arbejdsliv med gode kolleger, nye oplevelser og nye børn. I Valsgaard vil der være to spor, så jeg får også kolleger at tale med, som underviser i samme fag på samme klassetrin som jeg. Det mangler vi i dag«.

Rune Lund Christensen, seks år på Vebbestrup Skole

Hvad betyder det for dig, at skolen skal nedlægges?

»Jeg mister et trygt sted at komme hver dag. Jeg er ked af, at jeg ikke får lige så mange år på skolen som mange af mine kolleger«.

Hvad forventer du at få på din nye arbejdsplads?

»Jeg får flere kolleger at knytte bånd til og spørge til råds fagligt. Der venter mig også en positiv udfordring med større klasser«.

Lone Schytte, 10 år på Vebbestrup Skole, gift med Per Blohm

Hvad betyder det for dig, at skolen skal nedlægges?

»Jeg behøver ikke spørge en kollega om hjælp, når noget er svært. Hjælpen kommer af sig selv. Det er svært at tro, at der kan være samme opbakning andre steder. Jeg mister også alt det, jeg havde forestillet mig at bygge op med min 1. klasse de næste år. Det er meget frustrerende, og der gik lang tid, før jeg erkendte, at eleverne bliver delt mellem Valsgaard Skole og privatskolen i Vebbestrup. Det gik først for alvor op for mig, den dag eleverne skulle på besøg på hver sin skole«.

Hvordan takler du den turbulente periode, I står i?

»Jeg tænker meget over, om alle kommer med til Valsgaard, og hvem der måske ikke skal med. Jeg har heldigvis Per at tale med, både på vej hjem i bilen, og når vi skal sove«.

Hvad forventer du at få på din nye arbejdsplads?

»Jeg regner med at få inspirerende kolleger, en masse søde børn og gode forældre. Jeg havde helst set, at vi kunne fortsætte her, men når det skal være, kan jeg godt se det gode i, at vi skal flytte. Men jeg skubber det lidt væk, indtil tiden nærmer sig«.