»Vi skal prøve at forstå, hvor kompleks mobning er. Der findes ikke tryllestave mod mobning. Trivsel er ikke mobnings modpol, men det er det bedste at arbejde med. Man skal bare huske, at der godt kan finde mobning sted i en klasse med høj trivsel«, siger Sidsel Stenbak, der er antimobbekonsulent hos Amok.

Lærernes samarbejde smitter af på elevtrivslen

Fællesskab om skolens trivselsarbejde betyder meget i kampen mod mobning, siger antimobbekonsulent.

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Hvis lærerne har et godt arbejdsmiljø og en god samarbejdskultur, er vejen banet for en skole med mindre mobning. Hvis ledelsen også prioriterer arbejdet med strategier mod mobning, og forældrene er en del af processen i arbejdet for større trivsel, så ser det lyst ud.

Det er nogle af de bud, som konsulent Sidsel Stenbak kommer med. Hun er fra konsulentfirmaet Amok og knyttet til projektet med 50 skoler mod mobning. Oprindeligt er hun uddannet lærer, men har de seneste 10-11 år arbejdet som antimobbekonsulent.

»Lærernes gode arbejdsmiljø har klart en positiv indflydelse på eleverne. Tværfagligt samarbejde mellem lærere og pædagoger, ledelsens opbakning til trivselsarbejde og et godt skole-hjem-samarbejde er alt sammen noget, der virker positivt i arbejdet for bedre trivsel og mindre mobning«, siger Sidsel Stenbak.

»Skolelederen er med til at forankre arbejdet. Det fungerer godt, at ledelsen prioriterer trivslen og er synlig på skolen«.

Sidsel Stenbak mener, at hvis læreren kan tale med sine kolleger om sin rådvildhed, så er det muligt at flytte en klasse.

»Oplever man en klasse som meget larmende, når man går forbi, betyder det meget, hvis man kan tale med kollegaen om det, uden at kollegaen skal trykke sig eller stå alene med problemet. Hvis kulturen på arbejdspladsen er sådan, at man kan tale om det og i fællesskab gøre noget, måske på et teammøde, så kan man løfte det til at blive en debat om det pædagogiske og didaktiske håndværk«.

Trivsel er ikke mobningens modpol

Mobning virker nedbrydende på en persons selvværd, det betyder dårlig trivsel og et ringe fagligt udbytte for alle.

Arbejdet mod mobning handler om sociale processer. Om relationer og fællesskaber. Men der findes ikke kun én metode mod mobning, der virker. Ifølge Sidsel Stenbak er der faldgruber i alle metoder.

»Der har været et råb efter redskaber mod mobning. Men vi skal prøve at forstå, hvor komplekst området er. Der findes ikke en tryllestav imod mobning. Trivsel er ikke mobnings modpol, men det er det bedste at arbejde med. Man skal bare huske, at der godt kan foregå mobning i en klasse med høj trivsel«, forklarer Sidsel Stenbak.

Projektet med 50 skolers arbejde mod mobning giver nogle erfaringer, der kvalificerer alle fagpersoner, mener hun.

Amok-konsulenterne definerer mobning som systematisk forfølgelse eller udelukkelse af en af gruppens personer på et sted, hvor denne person ikke kan trække sig fra.

Der vil være mindre mobning på de 50 skoler efter deres arbejde med trivsel. Men forhold og relationer ændrer sig, så mobning er ikke noget, der blot forsvinder. Man skal blive ved med at have fokus på området.

Onde mønstre

»Der findes ikke onde børn eller onde lærere, der findes kun onde mønstre«, siger Sidsel Stenbak.

Hun mener, at noget af det, der fungerer bedst mod mobning, er, at man forstår, hvor komplekst et område det er, og at man afholder sig fra at give nogen skylden eller at påtage sig skyld. For der er rigtig mange kræfter på spil. Mobning kan foregå alle steder. I timerne, i frikvartererne, når klassen skal danne grupper eller lege. På vej hjem fra skole og på mobil og Facebook.

»Man må udrede problemet sammen og finde værdige måder at løse det på. Som lærer skal jeg tage mobning alvorligt, når jeg hører om den. Jeg og kollegerne skal observere og se på, hvad der sker på en skoledag for denne elev, mobningen går ud over. Hvad sker i frikvartererne?

Jeg kan måske få en kollega til at se på min relation til eleven. Få kollegaen til at observere i klassen, hvad elevens rolle og position er. Derefter har jeg noget, jeg kan handle ud fra«, fortæller Sidsel Stenbak.

Hvis en lærer synes, at en bestemt elev er provokerende eller asocial, må man se på hans eller hendes historie.

»Der er en mening bag børns måde at være på; og også her har man brug for kollegerne«.

I nogle klasser er tolerance en smal sti, mens det i andre klasser kan være en ottesporet motorvej. Læreren er en afgørende faktor for udviklingen af klassens kultur, mener Sidsel Stenbak.

Nogle skoler har meldt fra

På enkelte af de 50 skoler, der meldte sig til at arbejde med planer mod mobning, er processen gået i stå. Det skyldes nedskæringer og fyringer.

»Et par af skolerne skal lukke, mens andre har meldt sig ud, fordi de ikke har resurser til arbejdet. De nedskæringer og fyringer, der er sket her i begyndelsen af året, har skabt chok og taget energien. Der er også problemer de steder, hvor antimobbearbejdet har hængt på enkeltpersoner. Det fungerer bedst, hvor man har den holdning, at man står sammen om arbejdet«, siger Sidsel Stenbak.

Facebook opløser tid og rum

Sidsel Stenbak fortæller, at problemet med digital mobning nærmest eksploderede, lige da netværksgrupperne havde holdt det første møde for et par år siden. Også her har skolerne brug for at udvikle praksis.

»Digital mobning er svær, fordi mobilen og Facebook ophæver tid og rum. Lige før sengetid læser et barn på Facebook noget, der måske er skrevet for flere timer siden. Barnet svarer, kan ikke sove og skal så møde de andre næste dag i skolen. Men her kan alting have udviklet sig«. Følelsernes usamtidighed bliver det kaldt.

Hvor det tidligere mest var vold og trusler, der fyldte i mobning, er det nu sproget om sex og seksuelle signaler, der fylder meget, vurderer Sidsel Stenbæk.

»I den digitale mobning er grænserne så langt ude, at man ikke altid kan finde dem, og pludselig er de så meget tæt på. Det er svært at følge. Forældre og lærere taler for lidt med børnene om de sociale medier. Der er brug for, at denne dialog bliver en større del af den pædagogiske tænkning«, mener hun.