Kun 46 procent stemte

Syv nye valgt ind i hovedstyrelsen

Publiceret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Under halvdelen af de aktive medlemmer af Danmarks Lærerforening benyttede sig i december af deres mulighed for at være med til at sammensætte den gruppe, som skal lede foreningen og lægge den politiske linje de kommende fire år. Kun 46,5 procent stemte ved hovedstyrelsesvalget mod over 80 procent, da det i foråret handlede om den overenskomst, som hovedstyrelsen kunne sende til afstemning. Stemmeprocenten har været jævnt nedadgående ved de sidste mange valg, men det er første gang, den har været under de 50 procent. Enkelte steder, blandt andet Langeland, Sydslesvig og Vestsjælland, var valgdeltagelsen nede på 20-30 procent.

Valgets topscorer blev Anders Bondo Christensen, Sønderborg, som efter at have forsøgt at blive formand for DLF på kongressen i november genopstillede til hovedstyrelsen.

'Det afgørende er, at medlemmerne føler, at det er et politisk valg, og at de har noget at vælge imellem, og da må man da glæde sig over, at tendensen fra sidst fortsætter, at det i højere grad er blevet et politisk valg og ikke kun et geografisk', siger han.

Anders Bondo fik selv enorm opbakning hjemme fra sin egen kreds, Sønderborg, hvor 83 procent af medlemmerne stemte og gav 11.953 af deres 12.842 afgivne stemmer til ham. Men samtidig er han en af de kandidater, der har hentet stemmer overalt i landet. Det gælder også to af de nyvalgte, Peter Hess-Nielsen, Ballerup, og Niels Christian Sauer, Kokkedal, at de har formået at trække stemmer fra alle hjørner af landet. De er begge aktive lærere og sagde klart nej til den nye overenskomst. Det samme gjorde tre andre nyvalgte, Per Sand Pedersen, Aabenraa, Jon Kowalczyk, Ballerup, og Vibeke Lynge, Taastrup. Kun ét af de nye ansigter i hovedstyrelsen, Kurt Abildgaard, Esbjerg, tilhører ja-fløjen. Men at omkring halvdelen af medlemmerne var imod forårets overenskomst, afspejles ikke af den nye hovedstyrelses sammensætning. Den nye hovedstyrelse rummer 15 'ja-sigere', ti 'nej-sigere' samt fynske John Illum og næstformand Stig Andersen, der begge stemte ja til overenskomstforliget, men nej til den efterfølgende mæglingsskitse fra Forligsinstitutionen.

'Jeg synes klart, at man kan se en linje fra overenskomstafstemningerne mod en lidt skarpere profil. Med de folk, der var opstillet, kunne ændringen snart ikke blive mere markant', konstaterer Anders Bondo, der samtidig synes, at snakken om blokke i Lærerforeningen har været voldsomt overdrevet.

'Jeg synes ikke, vi har ført blokpolitik i hovedstyrelsen de seneste fire år', siger han.

To ikke genvalgt

To af de hovedstyrelsesmedlemmer, der genopstillede, blev ikke valgt. Georg Eriksen, Aalborg, kom ind for to år siden, da Bjarne Krogh forlod hovedstyrelsen for at blive formand for Aalborg Lærerforening. Hjemme i Aalborg stemte medlemmerne da også på ham, men med en stemmeprocent på kun godt 45 i Aalborg og omtrent ingen stemmer fra andre kredse rakte det ikke til en plads. Søren Eske Christensen har siddet i hovedstyrelsen i otte år, valgt i Københavnsområdet, først og fremmest hjembyen Brøndby. Men baglandet i Brøndby er skiftet ud med Horsens, og han er selv flyttet til Fredericia. Ved forårets overenskomstforhandlinger valgte han at stemme ja til mæglingsskitsen fra Forligsinstitutionen efter at have været imod overenskomsten undervejs - blandt andet med den begrundelse, at mulighederne for at konflikte sig til forbedringer var udtømt så tæt på sommerferien.

'Det har da givet betydet noget, at jeg sagde ja i sidste omgang. Det er sværere at forklare noget så kompliceret med få ord end bare at komme med slagord i en valgkamp. Men først og fremmest tror jeg, det handler om, at der var ekstremt lav stemmeprocent i nogle af de kredse, der står bag mig', siger Søren Eske Christensen.

Stampe mistede opbakning

Stemmesluger ved de to foregående valg, hidtidig formand for pædagogisk udvalg, Jørgen Stampe, kom i hovedstyrelsen på det alleryderste mandat. Ved valget i slutningen af 1995 blev han topscorer med 48.299 stemmer - svarende til, at 2.300 medlemmer satte alle deres 20 stemmer på ham. Denne gang blev det kun til 15.847 stemmer svarende til 792 medlemmers stemmer. Jørgen Stampe har fuldstændig mistet sit bagland i Gladsaxe og har i det hele taget tabt stemmer i det udprægede nej-område Københavns Amt, men hentede altså alligevel stemmer nok, først og fremmest på Sjælland.

Ballerup Lærerforening satte rekord i stemmeprocent med 85,7 procent og fik både formand og næstformand, Jon Kowalczyk og Peter Hess-Nielsen, i hovedstyrelsen. Faktisk var det tæt på, at lærerkredsen fik tre i hovedstyrelsen - kandidat for pensionisterne, Sven-Aage Skyggebjerg fra Ballerup, var meget tæt på at blive valgt. Det blev dog til genvalg til pensionistrepræsentanterne Else Johansen og Kristian Fløj-Jensen. Det nyvalgte hovedstyrelsesmedlem, der fik flest stemmer, blev kredsformand Kurt Abildgaard fra Esbjerg, som alene hjemme i Esbjerg hentede over 13.000 af de stemmer, som fik ham til at stryge lige ind på tredjepladsen.

Valget får ham ikke til at trække sig fra kredsformandsposten: 'Jeg har en ide om, at man mister slagkraft, hvis man ikke også er kredsformand'.

Der blev også plads til Niels Christian Sauer, Kokkedal, et ubeskrevet blad i fagpolitik, men en kendt og aktiv deltager i den pædagogiske debat i mange år. Han hentede stemmer bredt rundt i landet.

'Jeg er meget beæret. Nu skal jeg jo først lære mine kolleger at kende, for som hovedstyrelse får vi jo ikke indflydelse, hvis vi ikke lærer at trække på samme hammel', siger han.

Niels Christian Sauer håber at kunne gå ind i det pædagogiske arbejde i foreningen, fordi det i høj grad er der, han mener, DLF har et problem. Men han vil også diskutere den nye overenskomst, for han mener, det er et stort problem, at foreningsledelsen ikke vil tale om problemerne i den: 'Man tror, at man kan snakke den overenskomst god!'

Læs stemmetallene i de enkelte kredse på www.folkeskolen.dk