"Javel, hr. Minister!" var titlen på en humoristisk engelsk tv-serie, som for år tilbage gled over skærmen. Men det er også titlen på en ny bog, som kommer et pælebors dybde længere ned omkring adfærden i magtens kontorer. Det er ikke bare underholdning, men krimispændende samfundsjournalistik udført af to skribenter, der har researchet dybt og skriver, så det gør godt i øjnene.

Hovedvægten ligger på de magtkampe, som uvægerligt må komme i et system, hvor ministre og politiske flertal skifter, men hvor embedsværket består. Topembedsmændene kender systemet til bunds, men ministre både kommer og går og har varierende pondus. Samtidig har spindoktorernes indtog i ministerierne gjort det nødvendigt for topembedsmændene at pointere deres status. Endelig synes grænserne mellem politik og embedsførelse at være blevet mere diffuse. At dette er hot stof, kan blandt andet ses af, at "Javel, hr. Minister!" allerede før sin udgivelse har givet anledning til rygter om, at Socialdemokraterne har en dødsliste over topembedsmænd, som har været lidt for politisk proaktive i deres arbejde. Udansk, siger Venstre.

Men i bogen tegnes der et nuanceret og markant billede af en udvikling fra det fag- og juristdominerede tjenestemandssystem til finansdrengenes magtovertagelse, af karrierevejene i embedsværket og af ministerudpegningens logik, alt sammen krydret med markante citater fra samtaler med topembedsfolk og politikere. Det er simpelthen så hårrejsende spændende, at man sluger bogen.

Et særligt kapitel vies til Undervisningsministeriet, som har vist sig at rumme en særlig træghed i forhold til udviklingen i de øvrige ministeriers ledelses- og arbejdsform. Man har nemlig her en indgroet tradition for faglighed og samarbejde med undervisernes organisationer. Ja, man har oplevet, at kontorchefer har kunnet fejre 40-års-jubilæum i ministeriet, hvilket er helt uhørt i en tid, hvor generalistledere ikke må blive for forlovet med området, og derfor helst skal finde en ny placering efter få år.

Det kan være svært at lave den nødvendige politik, når embedsværket har for tætte bånd til de fagfolk, som politikken omhandler, og når der er for mange, der skal tales med, mener politikeren. Høringssvarene fra Undervisningsministeriet er uhørt længe undervejs, mener departementschefen. Der er sket ændringer med beskæring af fagkonsulentområdet og ved redefinering af deres rolle. Der har nu i nogle omgange været ansat generalister i chefstolen. Alligevel går det altså trægt i forhold til ministrenes og topchefernes ønsker. Dette kapitel er interessant læsning, fordi den gør en ny virkelighedsopfattelse tydelig, og netop denne tydelighed forklarer måske, hvor Danmarks Lærerforening af og til bliver sat uden for døren.  

Gid disse eminente journalister ville rette deres kommende kikkert mod kommunerne, for det er en udbredt fornemmelse, at regnedrengene også her er på vej til at tage over på bekostning af fagfolket, og at politikerne her er svagere end ministrene.