Visioner fra hverdagen

I forbindelse med Danmarks Lærerforenings symposium i december 1999 om 'Folkeskolen i det 21. århundrede' blev Lise Tingleff Nielsen bedt om at give et bud på fremtidens skole

Publiceret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Visioner er ikke hvad som helst. Bare ordet i sig selv kalder på overvejelser om det nye årtusindes kompetenceudvikling, kvalitetssikring og strategitænkning. Det kan få en til at tænke på Operahuset i Sydney, luksuslejligheder på Holmen eller Londons havnefront.

Men det er ikke den slags visioner, jeg vil beskrive her. Ikke fordi jeg mener, at man skal undlade at tænke stort på skolens og børnenes vegne. Men fordi jeg mener, at når hensigten er at udvikle folkeskolen, så handler det ikke om at flyve op i luften. Det handler derimod om at komme tæt på den skolehverdag, som hverken ligner en strategisk udviklingsplan eller et sofistikeret prestigeprojekt.

Mine skolevisioner tager afsæt i de erfaringer, jeg får gennem mit samarbejde med lærere på forskellige skoler rundt om i landet. De udspringer af den hverdag, jeg møder, når jeg deltager i undervisningen eller taler med lærerteam om deres praksis.

Min påstand er, at det, vi først og fremmest lærer børnene i skolen i dag, er at gå i skole. Eller sagt på en anden måde: Der går simpelthen skole i den. Den måde, vi har indrettet skolen på - med skema, fag og undervisningsformer - bevirker, at børnene først og fremmest bliver rigtig dygtige til at gå i skole. Dette vil jeg prøve at illustrere ved at genfortælle en situation fra undervisningen i en 7.-klasse.

Et glimt fra skolehverdagen

Det er onsdag formiddag i 7.b. Dansklæreren kommer ind i klassen. Han uddeler nogle sedler om forældresamtaler, mens han småsnakker med børnene. Der er en stille, men ualmindelig rar stemning i lokalet.

Temaet er 'dagbøger'. Eleverne har arbejdet med forskellige former for dagbøger, og i dag skal de så selv prøve at skrive en. Læreren fortæller om, hvordan man kan gøre brug af forskellige sproglige udtryk, og hvad man skal være specielt opmærksom på, når man skriver dagbog. Det er hovedsageligt Morten og Kathrine, der er med i snakken. De kommenterer det, læreren siger, og han henvender sig uvilkårligt til dem, når han fortæller noget.

Mens dette foregår, sker der de mest forunderlige ting i vinduesrækken. Fire af drengene har de sidste uger brugt al deres fritid - og adskillige minutter af skoletiden - på at planlægge og gennemspille et rollespil, som foregår på Mars. Mens læreren nu fortæller om dagbøger, planlægger drengene ihærdigt, hvordan næste episode af 'Rejsen til Mars' skal foregå. De organiserer, lægger strategi, tegner kort og oversætter den engelske manual. Samtidig formår drengene også at kommentere det, læreren spørger om. Ingen vil kunne påstå, at de ikke følger med. Men det ville også være forkert at sige, at de var opslugt af arbejdet med at skrive dagbog.

Det bageste bord, som er 'beboet' af tre piger, har også travlt med alt muligt andet. Lige nu handler det om at farve forsiden af deres mapper med sølvtusch eller pink overstregningstusch. Timen passerer hen over deres hoveder.

Da læreren er færdig med at introducere til opgaven, deler han papir ud. En af drengene spørger med det samme: 'Hvor meget skal det fylde?'

'Det ved jeg ikke', siger læreren, 'det kan man ikke sådan svare på - det skal fylde noget'.

Det næste spørgsmål fra vinduesrækken lyder: 'Må vi godt selv bestemme, hvad vi vil skrive om?' 'Ja, det må I godt', siger læreren, 'det er bare vigtigt, at I skriver en dagbog, og at I bruger jeres fantasi'.

Pigerne ved bageste bord producerer en almindelig nutidshistorie om dengang, de var på besøg hos deres farmor. Hos drengene savner fantasien imidlertid ikke noget. De er hurtigt på vej ud i rummet i år 3045. De kører i store biler, siger skrappe ting om lærerne og fabler om overdådige måltider. 'Må vi skrive, lige hvad vi vil?' spørger de igen, og endnu en fantastisk historie bliver nedfældet på papiret. De færreste beskæftiger sig med det at skrive dagbog!

For mig at se er det, der sker i 7. klasse denne formiddag, ikke kun et glimt fra en ganske almindelig skolehverdag. Det er også et fantastisk spil, som alle deltagerne har lært at spille til punkt og prikke.

Et fascinerende spil

Jeg kan blive fascineret af den måde, læreren håndterer en sådan flok 7.-klasse-elever på, og ikke mindst kan jeg blive fascineret af den kompetence, som drengene har udviklet. De er simpelthen eksperter i at skære situationen til: Må vi selv bestemme, hvad vi vil skrive om? Hvor lang skal den være? Hvornår skal den være færdig?

Når de har svar på spørgsmålene, kaster de sig over opgaven med den intention at løse den hurtigst muligt. Nogle har lidt svært ved at skrive, men de når alligevel altid at blive færdige, inden klokken ringer. For i eftermiddag skal de være flyvende helte på Mars og har sandelig ikke tid til at sidde og fedte med dagbogsskriveriet.

Jeg bliver fascineret af det. Men jeg bliver også foruroliget over, at man trods lærerens gode intentioner kan erfare:

- at indholdet bliver så ligegyldigt

- at det mest af alt kommer til at handle om at lave 'noget'

- at fagligheden så at sige er fraværende

- at det kun er få elever, som bliver 'ramt' af undervisningen.

Hvis skyld er det? kunne man spørge. Det er min klare overbevisning, at det ikke bare er nogens skyld. Vi er mange, som er medspillere i det spil. Læreren er selvfølgelig en af de primære deltagere - og der er mange erfaringer, som viser, at læreren har stor mulighed for at påvirke det, der sker i klasseværelset. Men der er mere end det.

Selvom vi ofte taler om, at skolen skal være med til at udvikle selvstændigt tænkende og handlende mennesker, så er det ofte nogle andre kompetencer, vi producerer i skolen. Selvom vi har formuleret gode faglige intentioner - at børnene skal lære at skrive dagbog og gøre brug af forskellige sproglige virkemidler - kommer vi mere eller mindre bevidst til at rose, at børnene laver noget - uanset kvaliteten af indholdet.

Lærerne, børnene og os, der arbejder i og med skolen, har så mange erfaringer med, hvad det vil sige at gå i skole, at vi trods vores gode intentioner kommer til at gentage vores egne skoleerfaringer igen igen. 'Men det er jo ikke det, vi vil', siger vi så. Nej, det var heller ikke det, læreren i 7. klasse ville. Og alligevel gik der skole i den.

Eksemplet fra 7. klasse er på ingen måde et fuldstændigt aftryk af undervisningen i den danske folkeskole. Det fortæller ikke om alle de gange, hvor det bare fungerer, og det giver ikke et retfærdigt billede af alt det, lærerne og skolen også kan. Eksemplet kan derimod give et indtryk af, hvordan undervisningen kan komme til at fungere selv hos en engageret og fagligt dygtig lærer.

Eksemplet fortæller, at de fleste af os er blevet rigtig gode til 'at gå i skole'. Selvom vi gerne ville gøre noget andet, 'lytter' vi som oftest langt mere til vores erfaringer og vores fornemmelser for, 'hvad der virker', end til de gode intentioner, som vi selv formulerer, lærer på et kursus eller læser i en bog. Det er derfor ikke nok, at vi siger og skriver og holder konferencer. Vi må gøre noget andet. Hvis vi skal ændre skolehverdagen, så der ikke bare går skole i den, må vi indrette os på en anden måde. Derfor er mine visioner:

Nyt skema

Det traditionelle skoleskema, eller variationer over samme, er en af de faktorer, som er med til at bevare den traditionelle måde at undervise på. Læring foregår nu engang ikke i 'firkanter'. Fremtidens skole skal derfor have et skema, der giver plads til både faglig fordybelse og tematiske perioder, hvor det eksperimenterende og undersøgende er på dagsordenen. Kort sagt: Den måde, som børnene arbejder med stoffet på, skal ikke kun være relevant i skolen. De skal lære arbejds- og samarbejdsformer, som de også kan bruge senere hen.

Flere indgange til læring

Når jeg ser på undervisningen i 7. klasse - og mange andre steder - får jeg øje på flere elever, som aldrig bliver 'ramt' af undervisningen. Derfor må skolen have mange indgange til læring.

Jeg tror eksempelvis, at de fire drenge kunne have fået en god indsigt i, hvordan man kan arbejde med stemningsbeskrivelser og personlige udtryk, hvis læringsprocessen havde taget afsæt i deres egne erfaringer fra rollespillenes verden. Andre ville have glæde af at arbejde på helt andre måder. Børnene har så mange ressourcer, som vi kunne udnytte langt bedre.

Skolen må derfor have højt til loftet. Både de, der er 'født til' at gå i skole, og de, der ikke direkte matcher den traditionelle skoles krav, skal udfordres. En skole, som skal kunne rumme alle, må give plads til, at både lærere og elever kan eksperimentere. Der skal være plads til at gøre fejl.

Betydningsfuld

Hvis det bare handler om at skrive 'noget'. Hvis alting er lige godt eller lige gyldigt - bliver det ligegyldigt. Undervisningen må aldrig blive ligegyldig. Eleverne skal erfare, at det, der sker i skolen, er vigtigt for deres liv - både nu og senere. Vi må derfor ville noget med skolen. Lærerne må bruge deres faglighed og pædagogiske viden til - i samarbejde med børnene - at skabe undervisningssituationer, som ikke bare handler om 'noget'. Undervisningen skal være betydningsfuld. Den skal gøre en forskel.

Tingene hænger sammen

Hvis lærerne skal kunne skabe gode relationer, hvor børn kan udvikle sig, må lærernes arbejde også være vigtigt og betydningsfuldt. Derfor er det måske ikke helt uvæsentligt også at skænke havnebyggeriet og strategiplanerne en tanke. For det er nu engang sådan, at betydningsfuldheden eksisterer på flere planer. Det, vi giver opmærksomhed, taler om og bruger penge på - det bliver betydningsfuldt.

I min vision forestiller jeg mig en skolehverdag, hvor læreren også oplever sammenhæng og betydningsfuldhed. En skolehverdag, hvor man ikke kun er på skolen, fordi man underviser, men også fordi man planlægger og evaluerer. Hvor man også kommer uden for skolen for at se på undervisning, fortælle om sine egne erfaringer og høste nye.

Summa summarum: Hvis vi vil udvikle skolen, bliver det væsentlige for mig at se at kaste et blik på skolehverdagen. Vi må blive opmærksomme på, hvad der rent faktisk sker, når vi holder skole. Og dernæst arbejde for, at vores såkaldte visioner - det, vi vil med skolen - også bliver en del af det, der udspiller sig i klasseværelset.

Men kan det lade sig gøre? kunne spørgsmålet lyde. Selvfølgelig kan det det. Et utal af lærere gør det hver dag.-

Powered by Labrador CMS