Klokken 8.06 - ni minutter før det ringer ind - træder Bodil Bang-Larsen ind i lokalet, hvor hun skal have fire timer med 1.c.

Det er lige efter bogen. Læreren skal være i lokalet, før eleverne kommer. Det kan man læse i al litteratur om 'classroommanagement'. Og opgaver og hjælpemidler skal være parate, når timen begynder. For ikke at spilde undervisningstid og for at sende et signal til eleverne: Det her, det er vigtigt, så kom til tiden og vær velforberedt. Ligesom jeg. Man kan ikke overbevise eleverne om, at undervisningen er vigtig, hvis man selv kommer for sent eller løber hen og kopierer midt i timen, mener de forskere, som beskæftiger sig med, hvordan man bedst styrer en undervisningssituation. Man dementerer sin egen påstand.

Bodil Bang-Larsen ser rundt i lokalet. De fire borde danner et '-tegn, stolene er sat op, og der ligger ingenting og flyder, hverken på borde eller gulve. Hun tager klementiner fra et net og arrangerer dem i en kurv, som hun sætter oven på køleskabet. Hun tjekker tavlen med ugens praktiske opgaver. Sanne har vist glemt at tage imod mælkebestillingerne. Jasmin, vil du minde Sanne om, at det er hendes opgave? Gerne.

Bodil sætter dagens staveord op på tavlen og lægger kortene med ord i fire bunker, en til hver gruppe. Det var det. Alt er klar.

På pladserne, parat

De første elever er kommet. De hænger overtøjet og stiller tasker og sko i garderoben ude på gangen.

Igen helt efter bogen. Tøj og sko, legetøj og tasker må ikke være i undervisningslokalet. Her skal kun være det allernødvendigste. Det giver overskuelighed og ro, og man kan bevæge sig rundt uden at falde over tasker og jakker.

Klokken ringer.

'Godt', siger Bodil, 'du må gerne pakke sammen, Sanne. I andre sætter jer ned'.

Eleverne finder deres plads og sætter sig ned. Det foregår roligt. Ingen råben, ingen konflikter og næsten ingen skramlen med stolene. Måske er det lettere at styre dem, når der ikke er tasker og tøj, de kan hænge fast i.

På tavlens venstre side sidder en hjemmelavet lysregulering. Eller rettere: Lydregulering. Tre foldede A4-ark i forskellige farver, rød for ro, gul for hviske og grøn for frit. Mærket står ud for gul.

'Hvor er man klar?' spørger læreren ud i lokalet. Formændene, som sidder yderst til venstre i hver af de fire bordrækker, tjekker, om kammeraterne er på plads og færdige. Tre fingre ryger i vejret. Så, nu satte den sidste elev sig ned, og den fjerde formand rækker sin finger op.

'Det var fint. Godmorgen', siger Bodil Bang-Larsen. Hun gennemgår dages program, som hun har skrevet op på tavlen, og opsummerer, hvad de lærte i går.

Regler mod konflikter

Bodil Bang-Larsen lærte classroommanagement at kende, da hun i 1994 underviste et halvt år på en skole i Modesto, Californien. I 1998 tog hun sammen med sin kollega Tove Rasmussen på en 14-dages studietur til USA, og siden har de arbejdet med de amerikanske teknikker i deres 1.-klasser.

Mange af de regler, Bodil Bang-Larsen har indarbejdet, er helt praktiske. For eksempel skal blyant og lineal, når de ikke er i brug, ligge i den kasse, eleven har stående foran sig. Kun de allermest nødvendige ting må ligge i kassen. Saks, papir, blyant, limstift, et par bøger, et viskelæder. Ikke mere. Så bliver det uoverskueligt.

Andre regler er mere sociale. For eksempel rækker man hånden op, hvis man vil svare, og man lader være med at råbe, at man har svaret. De, der råber, bliver ikke spurgt. Hvis man spørger dem, lærer de andre at gøre det samme.

Klasserumsforskning handler ikke om disciplin, men om forebyggelse, mener Ole Bang-Larsen, ledende skolepsykolog i Brædstrup og gift med Bodil. Han var med på studieturen til USA og har i 'Psykologisk Pædagogisk Rådgivning' skrevet om klasserumsforskning og de observationer, de tre midtjyder gjorde i USA.

'Det første, vi lagde mærke til på de amerikanske skoler', fortæller Ole Bang-Larsen, 'var den ro og stilhed, som undervisningen foregik i. Læreren hævede aldrig stemmen. End ikke når der var problemer. Der var ingen grund til det. Alt afvikledes stille, roligt og professionelt, og det skyldes, tror jeg, at de amerikanske lærere arbejder meget målrettet, vedholdende og bevidst med at indøve procedurer og rutiner, der giver et trygt og overskueligt arbejdsmiljø. De bruger deres ressourcer på at forhindre, at problemerne opstår. Herhjemme bruger vi ressourcerne, når problemerne er opstået'.

Han mener, at danske lærere kunne få noget godt ud af de amerikanske teknikker.

'Mange danske lærere får intet positivt ud af de konflikter, de har med eleverne. Managementteknikkerne kan være med til at opbygge lærernes oplevelse af deres egen professionalitet. De vil opleve, at de kan undgå konflikter og få et bedre udgangspunkt for undervisningen', siger han.

Pludselig hører vi en lyd

Bodil Bang-Larsen og hendes 1.-klasse er færdige med staveordene. Eleverne lægger deres små whiteboards tilbage i bakken.

På tavlen står tre sætninger - begyndelsen til den tidshistorie, klassen er ved at skrive: 'Jeg ligger i min seng. Mit ur siger tik-tak, tik-tak. Der er lang tid til det er dag'. Formændene for de fire borde har lige været oppe at hente fem små lapper med ord på, og nu forsøger eleverne to og to at finde den næste sætning i historien.

Eleverne arbejder stille. Selv om døren ud til klyngens fællesrum står åben, ville man tro, at lokalet var tomt, hvis man gik forbi. Andre klasser kan man høre, selv om deres døre er lukkede.

'Hvor er man klar?' spørger Bodil Bang-Larsen, og fingrene fra de fire formænd ryger i vejret. Alle er klar.

Der er mange bud på, hvordan ordene skal sættes sammen. En pludselig lyd hører jeg. Jeg hører en pludselig lyd. Pludselig hører jeg en lyd. En lyd hører jeg pludselig. Jeg hører pludselig en lyd. Tove Bang-Larsen skriver alle løsningerne op på tavlen. Til slut skal eleverne vælge én.

Pludselig rejser Mikkel, en af formændene, sig op. Stille lister han op til tavlen, hvor Bodil står med ryggen til. Forsigtigt prikker han hende på armen. Hun bliver overrasket.

'Hvad er der?'

Jo, det bord, som Mia og han sidder ved, er kommet for langt frem. Det står helt uden for rækken, næsten oppe i ryggen på dem, der sidder foran.

'Det har du ret i', medgiver Bodil Bang-Larsen, 'men hvorfor forstyrrer du mig for at fortælle det? I skal bare flytte bordet på plads igen. Det ved i da godt?'

'Jamen, Mia vil ikke være med til at flytte bordet', siger Mikkel. Han ser bekymret ud. De kraftige øjenbryn er trukket helt sammen og danner en fuge over næsen.

'Har du spurgt hende?'

'Ja'.

'Jamen, Mia, Mikkel, han er formand. Han ved godt, hvordan bordene skal stå', siger Bodil Bang-Larsen. Hun vender sig og skriver et nyt forslag op på tavlen.

På sine små hvide sokker lister Mikkel tilbage på plads, hvor Mia uden at kny hjælper ham med at rykke bordet på plads.

De andre elever kommer med flere forslag.

Jeg hører en lyd pludselig. Pludselig en lyd jeg hører.-Mikkel Hvid er freelancejournalist