Debat

Tak for tilliden

Publiceret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Jeg er meget glad og stolt over den flotte opbakning, jeg har fået ved hovedstyrelsesvalget.

Med stemmer i næsten alle kredse over hele landet er det lykkedes at markere, at hovedstyrelsesvalg bør være fagpolitiske valg frem for postnummervalg, og samtidig tyder den brede opbakning på, at det godt kan betale sig at føre valgkamp, og komme ud over egne amtsgrænser med sine synspunkter.

Desværre har det ikke været en sprudlende aktiv valgkamp, der har præget hovedstyrelsesvalget. Indimellem har man godt kunnet få det indtryk, at valget bare var en formalitet, som skulle overstås, så man kunne komme videre.

Vær med i samtalen

Klik her for at indsende dit indlæg til folkeskolen.dk - medsend gerne et portrætfoto, som kan bringes sammen med indlægget

Læs folkeskolen.dk's debatregler

Med en stemmeprocent på 30-40 stykker i mange kredse og et gennemsnit på 46,5 procent for hele landet ligner det mest en forening, hvor alt for mange medlemmer har resigneret og ikke mere tror på medlemsdemokratiets muligheder.

Det må give stof til eftertanke i mange kredsstyrelser - og i den nye hovedstyrelse.

Jeg vil gerne takke for den dejlige opbakning og entusiasme, som jeg har mødt fra stillere, supportere, venner og bekendte. Uden jer var det her aldrig gået så godt.

Jeg vil i den nye hovedstyrelse bruge den flotte opbakning til at arbejde for, at foreningens politik i højere grad tager udgangspunkt i skolens hverdag og lærernes aktuelle arbejdsforhold - med 22 elever i et 48 kvadratmeter stort lokale - frem for i ideale forestillinger om, hvor godt det burde være. Jeg er helt enig med min nye hovedstyrelseskollega Niels Christian Sauer, når han siger, at skoleudvikling er problemløsning nedefra - og ikke målstyring oppefra.

Jeg vil også fortsætte med at skrive kommentarer og indlæg til Folkeskolen om det, som jeg finder vigtigt i vores fælles fagforening.

Kun ved løbende at få de forskellige holdninger og synspunkter op på bordet og ud til åben debat giver vi medlemmerne mulighed for at tage stilling og kunne forholde sig til deres egen fagforening.

Jeg håber så også på reaktioner fra medlemmer, som betyder, at jeg bliver holdt til ilden og på det rette spor.

Jeg glæder mig til arbejdet.

Med mange venlige nytårshilsener til alle, der har stemt på mig.

Peter Hess-Nielsen

medlem af DLF's hovedstyrelse