Da jeg ikke længere ser nogen grund til at tænke på, om professor Higgins selv er klar over, hvor dejlig han er, vil jeg berette, hvad der nylig er overgået mig.

En dag ville jeg lige skimme Politikens debatsider på lærerværelset, inden jeg gik fra skole. Det skulle jeg aldrig have gjort. Lone Dybkjær og Margrethe Vestager var i gang med en duel. Ingen af dem er mit sværmeri, men værre blev det nu hvad angår Lone Dybkjær. Hun gjorde sig til talsmand for at indføre engelsk fra børnehaveklassen. Samt luftede den sædvanlige ureflekterede IT-eufori. Lad mig bare sige det rent ud - der sad jeg og så Lone Dybkjærs pæne ansigt for mig og tænkte: 'Er hun virkelig så dum'. Hun nævnede gudhjælpemig i sin argumentation, at en kollegas treårige datter råber 'Yes', når hun vinder en runde på computeren. Det er et af de allerstørste problemer i skolen, at vi regeres og misinformeres af mennesker, der kun kender børn fra bøger, søde fotos og festligt lejlighedsvis samvær med kvikke niecer, tænkte jeg og smed beskæmmet avisen fra mig. Frygteligt at man ikke forstår nødvendigheden af modersmålets substans.

Nogle uger forinden havde jeg fulgt en opfordring givet af Lone Dybkjær i Folkeskolen til snarest af skrive til Forskningsministeriet, da hun gerne ville høre den menige lærers erfaringer og holdning til IT. Er man måske forvænt med at blive spurgt? Så jeg gav lige et par hurtige rids af de mest indlysende faldgruber - og undlod i øvrigt ikke at råde Lone til at skifte parti. Der gik ikke mange dage, før jeg fik et høfligt og venligt brev fra Forskningsministeriet, hvor dog Lone i et håndskrevet efterskrift viste sig uimodtagelig for mit råd, havde det så været eneste gang - idet hun skrev, at hun 'altså ikke skifter parti'. Med takken fulgte en gave til mig, en bog med titlen: 'Det digitale Danmark - omstilling til netværkssamfundet', smart kaldet 'DDD'. (Det er unægtelig et ganske andet indhold, jeg tænker på - og meget ønsker - når jeg hører ordet netværk). I princippet synes jeg ikke, man skal håne gaver, der er givet i den bedste mening, men jeg overvejede et øjeblik at give den som hadegave til en eller anden til jul. Den ser på alle måder virkelig træls ud.

Nu når vi så frem til Folkeskolen nummer 50-52, hvor jeg læser professor Higgens først. Hvad ser jeg - en klumme om samme sag med overskriften 'To forkerte signaler'. Lones - så godt. Professoren gør på fortrinlig vis rede for risikoen for at sælge ud af barnets identitet og kreativitet ved at ligestille engelsk med modersmålet, '. . . hvis vi i misforstået iver efter at fremtidssikre børn amputerer deres sprog . . .' - 'Lone Dybkjær kan ikke skelne mellem sprog og kommunikation', skriver han videre. Alene hans ord 'IT-juntaen' klinger behageligt i mine ører.

Altid klog og rettænkende er den dødskønne professor. Ham siger jeg nu tak til.

Else Baggesen

Hjørring