Den offentlige sektor er presset på kvalitet, etik, værdier, resurser, ledelse, produktivitet. Det giver sig udslag i, at der overalt skal spares. De forskellige pres fører også til en række såkaldte reformer. Såkaldte, fordi meget af det, der kaldes reformer, ikke er nytænkning, men blot udtryk for at man forsøger at reparere på en model, et system, en struktur, der grundlæggende ikke kan fungere længere, men som reelt set er forældet. Meget af det, der gøres for at håndtere de symptomer, som vi alle kan iagttage, virker ikke, men virker - tværtimod - ofte stik imod hensigten eller er det, vi undertiden kalder kontraproduktive. Vi laver meget, der føres frem som store forandringer, men som - når dagen er omme - ikke virkede. Ja, måske virkede imod hensigten.

Måske er folkeskolen et godt eksempel. I den nuværende regerings levetid, knap ti år, er der cirka hvert kvartal gennemført en - formelt set - større ændring på folkeskoleområdet. Flere reformer og store ændringer per år. Og - kan vi i dag i bagklogskabens lys spørge: Til hvilken nytte? Med hvilke positive resultater og konsekvenser? Selvfølgelig er der positive historier, selv om det er svært at få øje på dem i den malstrøm af negative historier og billeder, der tegnes i medierne. En stor gruppe af pædagoger, lærere og ledere yder en kæmpeindsats. Mange bukker under af stress. Medierne, forældrene og eksperter af mange slags skælder ud. Og der er givetvis nogen, der fortjener skældud. Men det paradoksale er, at der arbejdes hårdt, samtidig med at mange ting går skævt. Vi tror, at vi kan løse problemerne på den gammeldags facon. Med regler, planer, kontrol, straf, styring, udsmidning, opsplitning med mere. Eleverne testes, måles og vejes, og der laves planer og sammenligninger. Nu skal lærerne også testes og måles. Intet, overhovedet intet, tyder på, at det hjælper. Forældrene engagerer sig i deres egne børn, men ikke voldsomt i fællesskabet. I hvert fald er der nye undersøgelser, der tyder på et alt for ringe engagement fra forældrenes side. Deres betydning for barnet og den unge kan selvfølgelig ikke overvurderes. Den er meget stor, og fraværet af den er ligeledes meget mærkbart. Alligevel ser det ud, som om mange forældre rent ud sagt er illoyale i forhold til den folkeskole, som deres barn går i. På den måde fremstår skolen som et meget klart eksempel på den situation, som den offentlige sektor i en bredere forstand er i: Vi kommer ikke længere med den gamle tænkning og de gamle værktøjer. Vi bliver nødt til at gå nye veje.

De symptomer, der karakteriserer samfundets institutioner - den offentlige sektor - forsvinder ikke gennem nedskæringsrunder, men bliver måske blot værre. Et problem kan ikke beskrives og løses med den tænkning, der har skabt det, sagde Albert Einstein. Og det er præcis det, vi mange steder forsøger. Snæver økonomi- og strukturtænkning, snæver rationaliserings- og målingstænkning er det, vi ofte går løs på problemerne med. Og på kort sigt virker det - i den forstand at der sker noget, budgetterne bliver beskåret, de nye aftaler og kontrakter bliver formelt set nået og overholdt, men inden vi får set os om, er de samme symptomer på spil igen. Vi tæller og måler, det bedste vi har lært. Vi tæller og måler det, som vi kan tælle og måle. Vi elsker målinger - talmæssige målinger. Resultater af Pisa-målinger rydder forsider, er sikkert nyhedsstof, lige til at labbe i sig for en befolkning, der kan forstå, hvad en lavere karakter betyder. Det kan vi alle forstå. Er vi gået frem eller tilbage? Hvem er vinder? Som Einstein sagde engang: Det er ikke alt, der tælles, der tæller. Og det er ikke alt, der tæller, der tælles. Hvad vil vi med den offentlige sektor? Hvad skal den offentlige sektor bidrage med? Og hvad kan og skal jeg bidrage med? Hvad er meningen med skolen, institutionen og forvaltningen set i forhold til den fremtidige udvikling og situation, der vil karakterisere Danmark? Hvad er vi her for? Hvilken forskel skal vi præstere? Hvad er opgaverne?