Seniorer hjælper utilpassede unge på vej

Hvor de fleste venskaber holder sig inden for samme generation, breder projektet »Bedste Ven« sig tværs over halve århundreder. For bedsteforældrenes generation besidder en ro og livserfaring, som forhåbentlig skal komme nutidens unge til gavn.

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Det startede som en idé i Servicestyrelsen, og med hjælp fra satspuljemidlerne bliver tanken nu ført ud i livet som projektet »Bedste Ven«. Seniorer skal danne venskaber med unge på tværs af generationer og forsøge at hjælpe dem på rette vej - unge, der måske mangler omsorg, tryghed eller positiv opmærksomhed.

På Sjælland står Dansk Folkehjælp for at administrere det, på Lolland-Falster er det Den boligsociale Fond, og Børns Voksenvenner dækker Fyn og Jylland. Ordningen har nu kørt siden den 1. januar 2010 og løber indtil udgangen af 2012. Herefter er det så op til de lokale områder at få Bedste Ven forankret - eksempelvis i kommunen.

»Projektet udmærker sig ved, at bedsteforældregenerationen for alvor kommer i spil over for de her børn. Og den generation ser de unge ikke meget til i deres daglige institutionsliv. Den generation har en ro og en kæmpe livserfaring, som kan komme de unge til gavn«, siger Dorthe Pedersen, der er konsulent i Dansk Folkehjælp. Hun fortæller om en episode, hvor hun spurgte en 16-årig dreng, hvorfor en bedste ven kunne være interessant, og han svarede, at uanset hvad han kommer ud for i livet, så har hans bedste ven fire gange så meget erfaring som han selv.

»Det har han jo ret i. Og når seniorerne er sammen med den unge, så er det virkelig den person, der er i centrum«, siger Dorthe Pedersen.

Med til skole-hjem-samtalen

Malene Lund Sørensen er lærer på Østre Skole på Bornholm. Hun læste om Bedste Ven og fortalte herefter et par forældregrupper i sin klasse om det til en skole-hjem-samtale, hvor hun mente, de kunne have behov for det.

»Forældrene syntes også, det var en god idé, men skulle selvfølgelig tænke lidt over det. De var måske lidt skeptiske, og på en måde så blandede jeg mig jo også i, hvem deres barn skal være sammen med, men forældrene følte det ikke som en bebrejdelse, for de ville i forvejen gerne have hjælp vedrørende skolegangen. Jeg tror, at de blev glade for, at vi var opmærksomme på, at der er sådan nogle muligheder. Så de fik nummeret til Dorthe Pedersen hos Dansk Folkehjælp«, fortæller Malene Sørensen.

Herefter kunne hun se, at den pige, der havde fået en bedste ven, blev glad og også stolt.

»Hun følte sig lidt udvalgt til noget ekstra, og det havde hun også brug for, fordi der ikke var så meget netværk omkring hende, som havde tid til at give hende opmærksomhed eller omsorg«. Malene Sørensen kunne se, at pigen oftere kom glad i skole, og hen ad vejen fik hun også opbygget en større selvtillid.

Ikke et politisk projekt

»Jeg oplever tit, at de skoler, jeg kontakter, er bange for, at 'Bedste Ven' er endnu et politisk projekt, som de skal udvikle, implementere, monitorere, evaluere og så videre. Men det er det på ingen måde - det er et gratis tilbud, der ikke kræver nogen resurser af skolen eller den pågældende lærer. Kontaktforløb, match og opfølgning ligger hos koordinatorerne i organisationen, så i sagens kerne er der ingen omkostninger for skolerne«, forklarer Dorthe Pedersen.

På Østre Skole er der tit et hav af forskellige forslag og tilbud i indbakken, men lige netop den her idé kunne Malene Sørensen sagtens forestille sig, at der var børn, der kunne have glæde af.

»Her var der mennesker, som havde tid til at være 100 procent sammen med børnene, og det er jo det, de mangler. Forældrene har så mange ting i hverdagen, de skal forholde sig til, eller fordi de ikke rigtig har styr på deres liv, kan de derfor ikke altid nå at give deres børn det, de har brug for«, siger hun.

Begge parter vinder ved venskabet

Dorthe Pedersen hører tit fra seniorer, at projektet bringer liv og glæde til deres liv.

»Og så fortæller de, at børnene tænker så fantastisk, og at deres tanker bringer en masse sjov og eftertanke med sig«.

Når Dansk Folkehjælp forsøger at danne nye vennepar, ser de på fire kriterier: Geografi, interesser, specifikke behov, der eksempelvis er lektiehjælp, og så forsøger de at vurdere, om kemien vil passe.

»Vi forsøger at gøre alt, hvad vi kan, for at der ikke er nogen, der kommer til at føle sig vraget. Jeg har kun oplevet ét venskab, der ikke holdt, men der sluttede det på en rigtig pæn måde. Det er selvfølgelig trist, for det handler jo om sårbare familier og børn«.

Dorthe Pedersen er tydeligt begejstret over Bedste Ven, og det eneste, hun kan ønske sig yderligere, er flere mænd i vennekredsen.

Powered by Labrador CMS