»Det var sjovt at møde Sven Erik, for vi er lige skøre begge to«, fortæller Kenneth Clausen, der her spiller Matador med Sven Erik.

Den bedste ven

Sven Erik Pontoppidan har som senior endelig tid til at hjælpe en ung med behov for støtte, nu hvor det ikke længere er uret i klassen, der bestemmer.

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Som de sidder der ved siden af hinanden i den brune lædersofa, ligner de mest af alt et par legekammerater, der skiftevis sender sjove og skarpe kommentarer i retning af hinanden. Aldersforskellen er svær at få øje på, og med lukkede øjne er der sikkert ingen, der ville gætte, at de to drenge sidder med 59 år imellem sig.

Sven Erik Pontoppidan, 71, bor i Korsør. Han har to sønner og fire børnebørn, der alle bor i København. I sommer stoppede han som lærer og arbejder i dag syv timer om ugen som støtte for en elev, der er kommet skævt ind i skolen.

Det skete ved en tilfældighed, at skolens socialrådgiver fik præsenteret ham for projektet »Bedste Ven«, og så tænkte han, at det kunne da være mægtig hyggeligt.

»Så efter at have talt med en konsulent fra Dansk Folkehjælp kom hun fjorten dage senere og fortalte, at nu havde de altså sådan en bandit som Kenneth klar«, fortæller Sven Erik. Kenneth Clausen griner. Det er tredje gang, han ser Sven Erik Pontoppidan, og de to nye venner har det skægt sammen.

»Det var sjovt at møde Sven Erik, for vi er lige skøre begge to. Han har humor, og så hygger vi os sammen, når vi laver mad, spiller spil eller tager på tur. Når jeg ser Sven Erik, så er det kun os to, der er sammen, og det er virkelig rart«, forklarer Kenneth Clausen. Han er tolv år og bor alene med sin mor. Faren ser han ikke meget til. Kenneth Clausen går på Magleby Skolecenter, som er en specialskole for elever med »faglige problemer eller farlige temperamenter«, som han siger.

Dårlig samvittighed

»Jeg har altid interesseret mig for samfundets svage, og i min tid som lærer er jeg stødt på elever, jeg gerne ville hjælpe, men ikke havde mulighed for, blandt andet fordi vi kun har så få minutter til hver elev«, siger Sven Erik Pontoppidan.

De manglende minutter har til tider affødt en magtesløshed og dårlig samvittighed over ikke at kunne hjælpe. Derfor er det her projekt også en måde at få bugt med den på, samtidig med at han kan holde sig ung. Men det vigtigste for Sven Erik er, at han kan være en støttende hånd i ryggen på Kenneth Clausen, når det blæser op.

»Som bedste ven kan jeg give Kenneth noget tryghed og en mulighed for, hvis det hele går ad helvede til, at kunne komme til mig, så vi kan snakke om det«.

Det betyder rigtig meget for Kenneth Clausen.

»Hvis der sker noget, så vil jeg gerne et andet sted hen. Et sted, hvor jeg kan slappe af og være mig selv, så kan jeg altid tage hen til Sven Erik«.

Tak for mad

Sven Erik Pontoppidan indgik ikke kun et venskab med Kenneth Clausen for de blå øjnes skyld. Han regner også med at få noget igen.

»Kenneths umiddelbarhed, ægthed og hans opfattelse af verden. Men jeg kan forhåbentlig også lære ham en ting eller to. Ikke at tage tingene for givet eksempelvis.

Jeg har forklaret Kenneth, at vores samvær er på fuldstændig frivillig basis. Og det betyder jo, at hvis jeg giver en pizza nede i byen, så fortæller jeg også, at det her er noget, jeg giver, og det er ikke noget, jeg får nogen penge for. Så når vi har spist, så har du også at sige tak for mad. Jeg vil gerne være åben omkring det og fortælle ham, at når jeg gør noget for Kenneths skyld, så er det kun for hans skyld, og ikke fordi kommunen har sagt, jeg skal gøre det. Så har vi rene linjer«.

Den tanke kan Kenneth godt lide.

»Det er dejligt, at Sven Erik vil gøre de her ting kun for mig. Det er en god tanke, at vi er venner, fordi vi kan give hinanden noget«.

Hvis et venskab slår revner

Kenneth Clausen har før haft en besøgsven, men det var gennem kommunen, og efter at have set hinanden i et halvt år »stak besøgsvennen af«. Det gjorde Kenneth Clausen ked af det og vred.

Derfor understreger Sven Erik Pontoppidan også vigtigheden af at gå langsomt frem.

»Projektet er ikke ufarligt. Hvis kemien ikke passer, er det afsindigt vigtigt ikke at være gået for hurtigt frem. Der er jo tit et stort behov fra den unges side, og derfor knytter man sig måske hurtigt til den nye ven«, forklarer Sven Erik Pontoppidan.

Men kemien mellem de to venner i lædersofaen fejler ikke noget. De to kumpaner har mange planer på tegnebrættet for, hvad der skal ske i fremtiden. Men indtil videre tager de venskabet gang for gang. Der er mange bekendte, venner og veninder, som Sven Erik Pontoppidan gerne vil præsentere sin unge ven for, men indtil de har lært hinanden bedre at kende og fundet sig ordentligt til rette i venskabet, foregår det stadig på tomandshånd.