'Jeg har aldrig set hende arbejde så hårdt og skrive så meget. Hun spurgte hele tiden: 'Hvordan staves det?' Stavefejl dur bare ikke, når man skal sende en mail til en anden skole - og oven i købet til en dreng i 8. klasse, der egentlig er meget sød', fortæller Peter Andersen, 26, lærer på Vester Hassing Skole i Hals Kommune nord for Aalborg.

'Informationsteknologien (IT) har en umiddelbar fascinationskraft for eleverne, og hver gang vi oplever den, skal vi udnytte den. Vi ser den ved IT, og når der arbejdes projektorienteret', siger Peter Andersen, der er klasselærer for en 9. klasse, som han underviser i dansk, idræt og kristendomskundskab.

'Projektarbejdsformen viser et enormt potentiale hos eleverne. De arbejder mere, ja de knokler virkelig'.

Peter Andersen mener, at man skal arbejde meget mere med projekter og allerede fra de små klasser. Grunden er enkel. Det engagerer børnene på en helt anden måde end traditionel undervisning. Han er godt klar over, at kombinationen små børn og projektarbejde er temmelig krævende for læreren. Det er noget lettere at lave klasseundervisning, men det er ikke så gavnligt for elevernes læring. For hvem er det, der arbejder, når der er klasseundervisning, spørger Peter Andersen.

'Det gør læreren', svarer han selv.

'Eleverne sidder og lytter. Men tankerne og fantasien kan sagtens være alle mulige andre steder. Klasseundervisning skal ikke afskaffes, for den har også sine gode sider, men projektarbejde fanger eleverne, og det er en god måde at ruste eleverne til fremtiden på', siger han.

Helt fra små skal børnene lære at stille de relevante spørgsmål ind i stoffet, de skal ikke kun producere rigtige svar på lærerens spørgsmål.

'Selvfølgelig kan børn også udvikle viden gennem klasseundervisning, men i dag fylder den bare alt for meget i forhold til projektarbejdsformen', siger han.

Peter Andersen har dog ikke kun hurraråb tilovers for projektarbejde. Lærerne er nødt til at fokusere på de svage elever og på de meget urolige, og man må hele tiden være opmærksom på, hvordan den faglige dybde i undervisningen sikres. Og her kommer lærerens opgave som vejleder virkelig i brug.

'Et ordentligt læringsmiljø er tvingende nødvendigt. Det har utrolig meget med mit oplæg at gøre, hvordan eleverne er rustet til projektarbejde. Læreren skal jo ikke bare fortælle, hvor eleverne kan finde lim og saks, han skal hele tiden stille spørgsmål til dem om deres arbejde med stoffet, så de bliver lært op i en faglig spørgeteknik'.

'Selvfølgelig er det godt at vide noget om eskimoer, men det er meget bedre, at eleverne lærer, hvor og hvordan de kan finde viden om dem', mener Peter Andersen.

Om børn overhovedet er i stand til at sortere i al den viden, de kan og skal hente i dag, er han slet ikke i tvivl om.

'Eleverne er ualmindeligt gode og hurtige til at søge viden. Fordi de er vokset op med computeren. Men også fordi de kan skimme en tekst, og ikke som os andre, der partout vil læse hele teksten og hele bogen, selvom noget af det reelt er uinteressant'.

I en verden med oceaner af viden kan læreren nemt komme i en situation, hvor han ikke kan svare på alt det, eleverne spørger om, men det mener Peter Andersen er helt okay.

'Selvfølgelig giver det nogle kommentarer om, at det er da dig, der er lærer. Men det er ikke noget problem, for jeg ved så meget andet'.

Eleverne skal lære at skabe sig overblik over et problem og et materiale, men færdighederne og kulturteknikkerne skal også øves og styrkes. Nogle mener, at løsningen er at gå tilbage til den sorte skole. Men ikke Peter Andersen. Skolen skal bruge alternative undervisningsformer, der får eleverne op af stolene. Men han tror ikke, at man kommer helt uden om terperi.

'Der er nogle områder, hvor der skal arbejdes både hårdt og længe, før resultaterne viser sig. Jeg er overrasket over, hvor dårligt eleverne staver, og det er en misforstået pædagogik, hvis man mener, at de ikke skal lære at stave, og jeg tror ikke på, at man for eksempel kan bruge projektarbejde til at lære eleverne at læse og stave'.

'Selvfølgelig skal man - også i læsning - planlægge undervisningen individuelt for hver elev, og den svage elev, der interesserer sig meget for heste, kan sagtens få mange opgaver, der handler om heste. Men en elev udvikler sig altså ikke ved udelukkende at læse om heste', siger han.

Fascinationskraften kan og skal bruges, men det må ikke kamme over, for så bliver det skrivebordspædagogik, mener Peter Andersen. I samme åndedrag langer han kraftigt ud efter undervisningsdifferentiering, som han betegner som utopi.

'Jeg kan ikke give udfordringer til den dygtigste i klassen, samtidig med at jeg også skal nå den svageste elev. Jeg kan dele dem op i fire-fem grupper, men det er umuligt at nå alle enkeltvis'.

Skolen skal væk fra den tankegang, at en god lærer er den, der kan få klassen til at tie, uro kan være gavnlig, hvis den giver modspil.

'Undervisningen skal være en dialog mellem lærer og elev. Det er dér, lærergerningen bliver spændende. Når jeg siger noget, og eleverne reagerer på en anden måde end forventet, så flytter begge parter sig, og dér skal vi hen'.

Han er ikke bange for at skubbe sine elever ud i noget, for han er opmærksom på, hvem der kan hvad.

'Det handler ikke om ansvar for egen læring, men om medansvar. Selvfølgelig skaber det usikkerhed hos læreren, når man slipper børnene fri, og man som lærer ikke ved, hvad der skal ske, for i sidste ende er det jo alligevel mit ansvar'.

Peter Andersen fortæller om, at før 9. klasse tog på lejrskole, skulle eleverne finde ud af, hvem der skulle bo sammen med hvem på turen. Han havde dog vetoret. Første forslag var sat sammen ud fra de sædvanlige klikedannelser, og eleverne fik meldingen: Dur ikke. Så gik klassen selv i gang med at løse problemet og fik til sidst fordelt pladserne, så alle fik en god hytteplads.

'Når vi giver dem ansvaret, tror på dem og samtidig stiller krav, så kan de også. Eleverne vidste jo udmærket, hvad der var galt med deres første forslag'.

I det hele taget mener han, at skolen skal se mere positivt på eleverne.

'Den måde, børn og unge er på, ser vi ofte som noget negativt, zapperkulturen, at de er urolige og så videre. Men vi kan vende det til noget positivt og se, hvilke muligheder der er i deres opførsel. De er gode til at føre sig frem, så de må være gode til skuespil og til at fremlægge. De fleste børn er velformulerede og ved meget, så de kan sætte ord på både problemer og oplevelser'.

Han sætter også selv ord på problemer:

'Det er en pædagogisk misforståelse, at barnet altid skal i centrum'.

'Vi tror, at vi gør eleverne en tjeneste ved at spørge, hvad de har lyst til. Men de er trætte af det spørgsmål'.

'Vi skal tage udgangspunkt i noget uden for eleverne selv, i undervisningen - i forholdet mellem elev, lærer og stof, hvad kan de give hinanden. Og så skal de sætte sig ind i det og derefter sætte det i forhold til dem selv. Det er først dér, at erkendelsen kommer'.

Ændrede arbejdsformer, udvikling af kompetencer og ny strukturering af skemaer er nogle af de forhold, der skal være i Peter Andersens fremtidsskole. Men ét er sikkert: Ledelsen må gøre sig fuldstændig klart, hvad skolen skal satse på. For man kan ikke klare det hele på én gang. Folkeskolen befinder sig i et vadested med den forholdsvis nye folkeskolelov, F-2000 og evalueringsdiskussionen, men man kan ikke magte det hele.

Skolen har brug for udvikling, men den pædagogiske diskussion mellem lærerne er ikke god nok.

'Vi forfalder til kun at få dagligdagen til at fungere. Der er meget lidt diskussion om pædagogik, det handler tit om det her og nu-praktiske'.

'Teamsamarbejdet skal kvalificeres, og vi skal være bedre til at snakke sammen om, hvordan vi underviser'.

Peter Andersen giver et tænkt eksempel på en lærer, der er meget diktatorisk, som slår hårdt ned på uro i en klasse. I næste time skal den samme klasse så have en ung lærer, som tager lidt mere afslappet på tingene.

'Og hvad sker der? Klassen flipper ud og kommer ud med alle de indestængte følelser fra timen før. Vi er nødt til at have et fælles referencegrundlag. Ikke de samme meninger, men der skal ikke være al for stor spændvidde, der skal foregå en åben dialog med respekt for den andens synspunkter, hvis undervisningen skal fungere', konkluderer han.

Den evindelige nedrakning af skolen og lærerne går Peter Andersen på.

'Det er sådan en diffus kritik, hvor man bliver enige om, at folkeskolen er dårlig. Forældre, politikere. Alle. Men uden at der kommer indhold i kritikken. Det bliver ved slagordene og de upræcise anklager. Og det piner mig. For vi gør et godt stykke arbejde'.

Han mener, at lærerne er nødt til at markere sig meget tydeligere.

'Der er meget godt ved, at forældrene har fået mere indflydelse på skolen, men der breder sig en tendens til, at forældre mener, at børnene og de selv altid har mere ret end læreren. Forældrene skal lære at skelne mellem det rent faglige og så interessen for deres barn'.

'Jeg er træt af, at alle blander sig. Det er okay med spørgsmål - også kritiske spørgsmål - for det er nødvendigt at reflektere over, hvorfor man gør, som man gør. Men på nogle områder skal vi sige stop, det her er vores fagområde, det har vi forstand på, og det er mig, der er uddannet til at undervise'.

'Vi skal ikke vende ryggen til barske Brian, der slår. Vi skal ikke give efter, når en elev ikke gider læse Blichers 'Hosekræmmeren'. Vi må ikke slippe tøjlerne, og det gælder fra toppen til og med den enkelte elev'.

Faktisk ser Peter Andersen den politiske indblanding som den største hindring for udvikling.

'Jeg krummer tæer, når de fleste uddannelsespolitikere udtaler sig, for de ved ikke noget om, hvad der foregår. Vi skal have arbejdsro og skal ud og markere os over for forældre og politikere, for de kryber længere og længere ind på vores område'.

Peter Andersen blev uddannet som lærer i 1997, og ud over 9. klasse har han timer i 3., 4. og 7. klasse. Et virkelighedschok fik han ikke, da han kom ud. Men det psykiske pres overrumplede ham.

'Det kræver rygrad og en god psyke at være lærer med pres fra urolige elever, krav fra forældre, ledelse, offentlighed og Undervisningsministeriet'.

'Jeg plejer at kalde det for lærerens 100 dårlige samvittigheder, og jeg har i hvert fald lært, at man som lærer ikke kan gøre alle tilfredse. Selvom én forælder siger, at du er en idiot, så kan du sagtens være en god lærer alligevel. Det er svært, men man skal lære at tackle kritik'.

En af de største betænkeligheder, Peter Andersen har i skolen, er, at han føler, at han står med ansvaret for at lære eleverne det hele.

'Jeg skal lære dem at læse og skrive, noget om eskimoer, om at gå i seng med hinanden og om at begå sig i trafikken. Jeg skal lære dem om den danske kulturarv, og hvis de drikker for meget, er det også mit problem. Er der slet ingen grænse? Det må der være. Læreren kan ikke bære hele verden på sine skuldre'.

Jeg skal lære dem at læse og skrive, noget om eskimoer, om at gå i seng med hinanden og om at begå sig i trafikken. Jeg skal lære dem om den danske kulturarv, og hvis de drikker for meget, er det også mit problem. Er der slet ingen grænse?

Den måde, børn og unge er på, ser vi ofte som noget negativt, zapperkulturen, at de er urolige og så videre. Men vi kan vende det til noget positivt og se, hvilke muligheder der er i deres opførsel Det er en pædagogisk misforståelse, at barnet altid skal i centrum. Vi tror, at vi gør eleverne en tjeneste ved at spørge, hvad de har lyst til. Men de er trætte af det spørgsmål, siger Peter Andersen