Debat

Historiens skatte venter på at blive hentet frem

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Mens der strides om, hvorvidt Danmark har eller ikke har en af verdens dyreste folkeskoler, er det måske mindre stridbart at hævde, at Danmark faktisk har en af verdens dyreste folkeskoler målt i forhold til det resultat, der kommer ud af den. Det er da utroligt, at det skal koste så mange penge at frembringe den mest eklatante bundskraber i målbart fagligt kundskabsniveau, som dansk skolehistorie nogensinde har præsteret, i forhold til hvad skolen koster i kroner og øre. På den baggrund er det ikke alene velgørende, men også nødvendigt, at regeringen i sit udspil »Faglighed og Frihed« tør træde hen over den tabubelagte heksering, som man omgiver udeltheden med for at værge den mod udefrakommende forsøg på forbedringer. Professor Ning de Coninck-Smith har i Bagsmækken i Folkeskolen nummer 3 set, at regeringen i sit udspil prøver at øse af fortidens erfaringsskatte for at rette op på den fagindlæringsmæssige vattethed, udvandethed og ligegyldighed, som er udelthedens adelsmærke. Coninck-Smith nyder vist nok ikke synet. Et højst tiltrængt mod hos lærerne til igen at påtage sig en autoritær optræden i klassen karikeres således til »en stramtandet lærerindeattitude med knold i nakken« og til »en lærer med butterfly«. Uha. Netop derfor er det godt og nødvendigt, at regeringen ikke lader sig skræmme af, at der vrænges pølsefabrik og virksomhed efter det greb tilbage i fortiden, hvor man fandt det naturligt, at skolen bibragte børnene nyttige kundskaber ikke alene for børnenes egen tilfredsstillelses skyld, men også for samfundets og erhvervslivets skyld, og ikke mindst for hermed at lægge det grundlag, som efterfølgende uddannelser kan bygge videre på. Historien gemmer en skat i den delte skole, som venter på at blive hentet frem.

Vær med i samtalen

Klik her for at indsende dit indlæg til folkeskolen.dk - medsend gerne et portrætfoto, som kan bringes sammen med indlægget

Læs folkeskolen.dk's debatregler