Eleverne tager medansvar for egen rengøring

Det er elevens ansvar at rydde op efter sig, men der er dog hjælp at hente fra skolens rengøringsmedarbejdere.

Publiceret Senest opdateret
Eleverne lærer at holde orden, og det giver større harmoni, at de kan se, at der bliver gjort rent - klik på billedet for at se video om den synlige rengøring på Rækker Mølle Skole. (Foto: Claus Lavendt)
Rengøringsmedarbejder Anne-Mette Munkholm: Eleverne ved, hvem jeg er.

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Urgh, vi må gøre noget!

Nogenlunde sådan har det lydt nogle få gange i løbet af det sidste år på Rækker Mølle Skolen ved Skjern i Vestjylland.

En sur smiley på døre ind til klasselokalet fortæller, at skolens rengøringsmedarbejdere ikke er tilfredse med oprydningen dagen før, og det er en melding, som eleverne tager meget alvorligt.

»Vi har prøvet det én gang. De, der skulle rydde op, glemte at feje gulvet. Resten var i orden«, siger Lizette, 4.b.

Klassekammeraten Christian:

»En dag om ugen har vi travlt, fordi vi skal til svømning lige efter spisepausen. Det var derfor, det skete. Siden har vi hjulpet hinanden med at huske alt, der skal gøres«.

Lizette:

»Vi vendte smileyen om, så den så glad ud. Det var meget sjovt, men det var rart, da den blev pillet af døren«.

Det er ikke kun mundvigene på de store smileyer, der får eleverne til at gå op i oprydning og rengøring. Den vigtigste grund er skolens rengøringsmedarbejder, Anne-Mette Munkholm.

»Det er godt, hvis eleverne lærer at holde orden. De skal ikke gøre mit arbejde, men de må gerne vide, at de kan gøre det meget lettere. Uorden forsvinder ikke af sig selv, og der bliver først rent, når nogen griber kost og spand. Det er der ingen, der er i tvivl om i dag«, siger Anne-Mette Munkholm.

Kan ikke stå alene

De runde smileyer er selvopfundne, men inspireret af den officielle smiley-ordning, fortæller Anne-Mette Munkholm. For hende må papcirklerne på døren ikke stå alene:

»Eleverne ved, hvem jeg er. Vi hilser på hinanden. Er der én, der ser trist ud eller græder, så er jeg parat til at trøste, og det bliver tit til en snak på gangen. På den måde er de ikke i tvivl om, hvem det går ud over, hvis de glemmer at rydde op«.

Det sidste hænder, om end det er sjældent. Smiley-ordningen giver også inspiration på hjemmefronten.

»Jeg er begyndt at holde mere orden på mit værelse«, siger Christian.

»Og jeg har for første gang - helt frivilligt - støvsuget hjemme«, supplerer Lizette.

Der er 17 elever i 4.b, og efter hvad klasselærer Maiken Dalgaard siger, er Christians og Lizettes udsagn dækkende for de fleste i klassen og for deres 153 skolekammerater. De gode erfaringer hænger tæt sammen med, at Anne-Mette Munkholm gør rent, mens eleverne er på skolen.

»Det fungerer fantastisk godt for både elever og lærere. Eleverne bliver meget mere opmærksomme på at rydde op og på, hvor rart det er, at der er rent. Anne-Mette er også god til at pusle om dem og til at være der, når de har brug for hende. Som lærer er det dejligt at have en at sparre med om små dagligdags ting, som hvordan vi undgår for meget vand og snavs på gulvet, når nogle elever om vinteren har tunge støvler på, samtidig med at andre gerne vil gå på strømpefødder«, siger Maiken Dalgaard.

Det giver harmoni

Smiley-ordningen og Anne-Mette Munkholms tilstedeværelse er udtryk for, at skolens ledelse gerne vil gøre rengøringen mere synlig.

»Tidligere blev der gjort rent tidligt om morgenen eller efter skoletid, og eleverne havde ingen relationer til dem, der udførte arbejdet. Da vi skulle ansætte en ny, valgte vi at inddrage den nye i skolens liv. På den måde får vi en voksen mere til at være sammen med børnene, og vi får mere opmærksomhed på, at de selv har et ansvar for, at det bliver rart at være rundt omkring på skolen«, siger skoleleder Torben Svendsen.

Det giver harmoni, at børnene kan se, at der bliver gjort rent.

»Skolens fysiske omgivelser er i de senere år blevet gjort meget attraktive, men der skal også gøres noget for at skabe bevidsthed om de arbejdsfunktioner, der er på skolen, og om at alle skal tage hensyn, hvis tingene skal fungere bedst muligt«, siger skolelederen.

Respekt om rengøring

Det er øjensynligt attraktivt at være en synlig rengøringsmedarbejder. I alt fald var der 200 ansøgere til jobbet.

Torben Svendsen:

»Vi signalerer respekt om rengøringen ved at lægge vægt på god arbejdstid og på inddragelse i skolens liv. Det er ikke tilfældigt, at rengøringsmedarbejderen deler personalerum med lærerne«.

Hvordan gør man rent, når der er elever i lokalerne for at modtage undervisning eller holde frikvarter?

Ifølge Anne-Mette Munkholm er svaret planlægning.

»Det gælder om at følge med i, hvornår klasserne er i deres eget lokale, i faglokalet eller et helt andet sted. Når skolen ikke er større, er det nemt nok«, siger hun.

Lizette:

»Det er bare rart, at Anne-Mette går rundt og gør rent«.

Synlig rengøring breder sig

Det er ikke kun på små vestjyske skoler, at synlig rengøring er populær. Aalborg Kommune indførte for et år siden rengøring i undervisningstiden på alle sine skoler og andre bygninger. Anledningen er, at mange rengøringsmedarbejdere oplever, at deres indsats ikke bliver tilstrækkelig værdsat, og at det tager længere tid at gøre rent, når der ikke er ryddet op.

I Aalborg dukker der dog ikke glade eller sure smileyer op på borgmesterens dør eller på skolerne.