Debat Kronik Holstebro Kommune
0   376

Lad os få flere køn i skolen

For at hjælpe de stakkels drenge mod feminiseringen i skolen bliver alt M- eller K-kønnet. En bedre ide var at tale om mange køn

Skoledebattens aktuelle fokus på drengene er alvorligt nok. Undersøgelser peger på, at drengene i disse år klarer sig skidt. Frekvensen af overgangen fra folkeskole til gymnasium og overgangen til videregående uddannelse er lavere for drengene end for pigerne. Drengene får lavere karakterer og gennemfører folkeskolen som dårligere læsere. Senest peger undersøgelser fra skolens rejsehold på, at lærerne vurderer 30 procent af drengeeleverne som »vanskelige«.

Der anklages og lægges op til ansvarsplaceringer i debatten. Den boglige og pigede folkeskole får et hovedansvar.

Artiklen fortsætter under banneret

Jeg erklærer mig enig i, at det er vigtigt at sætte fokus på drengene og deltage i udviklingen af »drengeorienteret pædagogik« og mandlige rollemodeller. Men der er også noget galt med debatten og argumenterne. Der er for meget deja-vu, og der klæber en håbløshed ved iveren efter at sætte »det dominerende køn«, her kvinde- og pigekøn, i skammekrogen. Når noget er for piget, så fylder pigerne for meget, og så skal de og dét vel væk! På det punkt er debattens logik håbløs.

Debatten dukker op hvert femte år og har fra midten af firserne været præget af en feminiseringstese. Pointen er, at hele den moderne velfærdsstat og dens store væsener (for eksempel skolevæsenet) tolkes som feminiseret. Tolkningen blev blandt andet lanceret af Poul Behrendt i 1984 i den dengang omdiskuterede bog »Bissen og Dullen«. Siden da er det, som om feminiseringen er et uimodsagt faktum, der gælder fra børnehaveklasse til universitet.

Debatten i midten af nullerne forstærker kun tesen. Lars-Henrik Schmidt har fremført, at skole- og uddannelsessystemet er præget af en »pigeliggørelse af kulturen«. Bertill Nordahl mener, der i gymnasiet er: »stor sandsynlighed for, at mange mandlige gymnasielærere, selv om de udgør 51 procent af lærerstaben, er blevet feminiseret. Det er den pris, en mand betaler, når han arbejder i den kvindelige verden (den offentlige sektor): At han ofte tilegner sig femininiteten så voldsomt, at han sælger ud af sin maskulinitet .«.

Med feminiseringstesen som klangbund bliver den samfundsmæssige udvikling tolket alene ud fra køn - kategorierne Kvinde/Mand, Feminin/Maskulin, M/K. Der gives ikke andre muligheder: enten dominerer M, eller også dominerer K.

Men feminiseringstesen har flere svagheder. Tesen kønner systemer, institutioner, fænomener, sagforhold og udviklingstræk, der ikke entydigt drejer sig om køn. Den øger køns betydning, dér hvor det allerede synes at være mindsket. Men derudover er feminiseringstesen også sært ureflekterende i forhold til de forhold og fænomener, den fremkalder. I debatten leder man på børnenes vegne efter den fraværende far, den mandlige rollemodel og maskulinitet i skolen og uddannelsessystemet. Man har fået nok af den allestedsnærværende mor, kvinde og femininitet. Men man synes at glemme, at manden, faderen og det maskuline ikke er forment adgang af de kvindelige lærere og pædagoger eller af den kvindelige dominans på de magtbærende poster.

Neutralisering af køn var engang progressivt.

Historisk set var det progressivt at hævde, at skolesystemet, faget, professionen og erhvervsfunktionen var kønsneutrale. Især i forhold til uddannelserne til læge, ingeniør eller naturvidenskab, som oprindeligt var stærkt M-kønnede. I dag er det progressive træk måske glemt. Men dengang hvor en læge var lig en mand, og hvor prestigefyldte poster var M-poster, blev de feminine poster som lærerinder og forfatterinder betragtet som andenrangsposter.

Den historiske pointe er, at poster skal afkønnes, neutraliseres, før de kan besættes af det ikke-dominante køn. Dagsaktuelt er pointen samtidig paradoksal. I dag er en lærer nemlig »en lærer« (fælleskøn og intetkøn), men bliver til »en kvindelig lærer«, hvis situationen er problematisk og konfliktskabende for M-køn.

I den forstand er skoledebatten ramt af et forvirrende senmoderne træk, hvor både køn og kønsneutralitet spiller en rolle og stiller krav om at leve med konflikterne og mestre dobbeltheden.

I pædagogisk forstand har feminiseringstesen været velmenende. Den er blevet omsat til strategier for at modgå øget feminisering, støtte maskulinisering og pege på mandlige rollemodeller. Men strategierne har også været reaktionære og har dyrket kønsstereotyper.

Et eksempel fra debatten i midten af 1990'erne tydeliggør tendensen. På en skole i Holstebro ville man starte en ren drengeklasse.

En Rambo-klasse skulle som forsøg oprettes. En af fædrene udtalte sig i TV-Avisen positivt om det forsøg, han skulle lægge drengebarn til. Han huskede også for åben skærm det positive ved mandefællesskabet. Det var ligesom i hans soldatertid, den dér mandehørm, det var skægt.

Konfronteret med Rambo-klassen som nyhed og soldatertiden som erindringsbillede så jeg for mig den næste 90'er-nyhed: Barbie-klassen. Personligt ville jeg nødigt lægge pigebørn til. Til gengæld gik jeg på daværende tidspunkt frivilligt med den yngste på bytur for at indkøbe det dengang vigtigste for hende: en fitness-Barbie. Efter hendes udsagn var den »bare så sej, fordi den kunne det hele«.

Jeg er helt enig. Barbie-universet kan være et sejt legeunivers og genialt dukkelegetøj i funktion for den femårige. Men hverken Rambo- eller Barbie-klasser er efter min bedste overbevisning værd at satse skoleudvikling på. Pædagogisk set er det alt andet end sejt. Uddannelsespolitisk er det en reaktionær omgang med køn, helte og rollemodeller.

Dagens anti-helt-historier og nådesløs afklædning af kønsstereotyperne har jeg derimod mere fidus til. For eksempel som Frank- og Casper-figurerne udstilles i serien og nu filmen »Klovn«. Casper-figuren går i filmen i opløsning og udstiller undervejs det mandlige og narcissistisk vigtige regelsæt.

Scenen er sat. Casper er topfrustreret: Han fik ikke, hvad han kom for i nattens jagt i pigeteltet. Og undervejs i jagten, forstår man, gik han chauvinistisk langt over stregen. Dagen derpå midt i snot, gråd og tømmermænd hikser han med henvisning til sin udåd: Dét må man ellers godt, når det er Tour de Fis.

Pointen (for os, der har set filmen) er knivskarp: Casper har selv lavet Tour de Fis-regelsættet (alle kneb gælder for ham) og ser det selvsagt gerne overholdt.

Derude på narcissismens overdrev går Casper-figurens manderolle i opløsning. Ikke noget dumt sted at starte refleksionen over en drengeorienteret pædagogik, der formår at spille med kønsrollerne og gerne mere end to. For faktisk er det helt urimeligt at udsætte skolens lærere og elever for en debat, der anklager, taler om skyld og skam og gør det kropumuligt at give en solidaritetserklæring til drengene uden at træde på pigerne. Det er for fantasiløst. Så på med fælles køn, flere køn, mange køn og køn i opløsning.

God vind, drenge. |


Kommentarer

Man skal være registreret bruger for at skrive kommentarer på folkeskolen.dk. Som registreret bruger får du også mulighed for at tilmelde dig nyhedsbreve m.m.

OPRET PROFIL
{{ comment.author.name }} {{ '(' + comment.author.jobTitle + ')' }}
{{ comment.likeCount }}

{{ comment.title }}

Gem Annuler
Gemmer, vent venligst...
Klag
Kommentaren er slettet

MERE OM EMNET

Når du er logget ind, kan du vælge de emner du ønsker at abonnere på, og få nyt direkte på email. Login

LÆS OGSÅ