kalder nu computeren for vor tids blyant - se Folkeskolen nummer 48.

Ideen kan jeg være enig i - et stykke vej - enkelheden er tiltalende.

Han har også en plan. Hver elev skal have en time ved computeren om dagen, hvor de skal tekstbehandle, layoute og kommunikere. Også besnærende enkelt. Jeg citerer fra et notat, jeg netop har i tekstbehandleren: 'Gennemsnitligt har hver elev derfor adgang til en computer i 330/420 daglige timer = 0,79 time, såfremt fordelingen er optimal og gnidningsløs, hvad den selvsagt aldrig kan være, da eleverne jo ikke står i rækker og venter på deres computertur'.

Nej, det gør de nemlig ikke - og det vil vi heller ikke have dem til. Hvad vi vil have, er, at eleverne har adgang til computere, når de har brug for det.

Tilgængeligheden skal være høj. Det kan man næppe opnå med edb-lokaler, som bygger på en forestilling om, at hele klasser skal bruge computerne samtidig. Men hvorfor skulle de dog det?

Mange mindre edb-værksteder spredt på en skole vil i højere grad imødekomme ønsket om tilgængelighed.

Blyanten - computeren - er bare et redskab. Ja, men i skolen er den - og alt dens væsen - også indhold i undervisningen. Der er mange ting, en oplyst borger - det er sådan nogle, vi laver i skolen - skal have indsigt og færdighed i, også vedrørende computeren og alt dens væsen.

Noget af det er arbitrært - afhængigt af de programmer, vi nu bruger her på skolen, netværket og dagens standarder for grafikfiler - om alle elever lige fanger det hele, gør ingen større forskel.

Andet er imidlertid mere grundlæggende for den oplyste borger i et demokratisk og bæredygtigt informationssamfund. Her blandes 'tekniske' og holdningsmæssige spørgsmål - men vi mangler ord og begreber.

Det er mit ønske - her på kanten af århundredeskiftet - at vi kan starte år 2000 med at afskaffe ordet edb-integration, som alle misforstår, og i stedet kalder det 'datalære-integration'. Så har det straks en anden valør.

Og nu til beskyttelsesrummet!