Debat

Heller ikke biler laver sig selv

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Beskæringen af uddannelserne har nu stået på så længe, at jeg fornemmer en hensigt bag: Det er simpelthen ikke politisk ønsket, at alle skal have en ordentlig uddannelse. Veluddannede mennesker vil jo også have en ordentlig løn, og så bliver der ikke nok tilbage til dem, der påstås at holde hjulene i gang.

Sat på spidsen, ja, men uddannelserne lider, og med dem lider fremtidens Danmark.

Det er så trist at læse om, hvad de lærerstuderende på Zahle oplever. Det ser ud til, at lærergerningen skal overleve ved, at lærerne trækker sig selv op ved hårene, for intet tyder på, at professionshøjskolerne har eller får midler til at løfte uddannelsen derop, hvor den hører hjemme, selv ikke i en tid, hvor regeringen fabler lystigt om at give folkeskolen et ordentligt løft. Jeg forstår så inderligt de studerendes vrede, for de får ikke den uddannelse, de er blevet stillet i udsigt. Det er ikke i orden, at så vigtig en opgave ikke kan opfyldes.

Vær med i samtalen

Klik her for at indsende dit indlæg til folkeskolen.dk - medsend gerne et portrætfoto, som kan bringes sammen med indlægget

Læs folkeskolen.dk's debatregler

Tænk om der blev bragt sammenhæng mellem målene for folkeskolens undervisning og midlerne til uddannelsen på professionshøjskolerne, men det nærmeste, ministeren kommer problemerne, er sædvanligvis floskler og udenomssnak om, at det bestemt ikke er regeringens skyld, idet professionshøjskolerne skam selv har ansvaret for at sikre kvaliteten af uddannelserne.

Det er stadig ikke muligt at bygge den ønskede Mercedes for penge til en Peugeot 207, og heller ikke biler laver sig selv.