Lærere stiller ofte spørgsmålstegn ved de udsagn, der fyger i luften fra aktører i skoledebatten, som: »Al forskning viser ...« eller »Forskningen viser ...« og »En undersøgelse viser ...«.

Det er den overordnede konklusion på en diskussion mellem tre lærere og en afdelingsleder, som Folkeskolen havde bedt om at diskutere, hvordan de ser på de mange udsagn om forskning.

De tre arbejder på Frederiksberg Skole i Sorø.

Dansklærer Janni Lynge Sørensen, 30, stejler for eksempel, når nogen kommer og siger, at »nu skal I gøre sådan«:

»Man kan føle, at ens lærerrolle bliver nedgjort eller tilsidesat. Hvis det skal give mening, skal det være som en støtte«.

»Ofte når vi hører det, er det ikke ment som støtte. Jeg spurgte min 9. klasse, hvad de tænker, når de hører et sådant udsagn som 'Al forskning viser ...', og de udbrød helt spontant: 'Nå, hvad er vi nu dårlige til?'« siger dansklærer Helle Visti Jensen, 50.

For matematiklærer John Christiansen, 59, er det afgørende, hvem afsenderen er:

»Hvis jeg hører det fra en politikermund, så spørger jeg: 'Hvilken forskning er der generaliseret ud fra, som også indbefatter mig?' 'Hvem er forskningen betalt af?' 'Hvad er formålet?' 'Er det bare et argument i en diskussion for at gokke mig i hovedet med et politisk sigte?'«

Afdelingsleder i indskolingen Helene Bähr, 43, kan dog godt se en idé i at få noget mere forskning ind i diskussionen. Hvis det sker på en god måde.

»Med de begrænsede midler, vi efterhånden har at gøre med i skolen, er det fedt at kunne sige, at den og den metode virker. Men det er vigtigt, hvem afsenderen er, om det er Clearinghouse for eksempel, og er det resultater, hvor vi kan se, hvor konklusionerne er uddraget fra. Det er jo ikke naturvidenskab, så man skal forstå, at en sådan viden er genereret i en kontekst«, siger hun.

Vi bruger jo forskningen

Lærerne følger med i forskningen og tager det, de synes, de kan bruge. De kan dog godt savne en slags pædagogisk varedeklaration på noget af forskningen.

Kunne I finde på selv at tjekke efter, når I støder på udsagn om forskning?

»Det komme an på, om det er noget, der er brugbart. Vi får meget skrald i hovedet, men man får da læst artikler om det«, siger John Christiansen.

»Og vi bruger jo forskning. Da de mange intelligenser var højrøde for nogle år siden, anvendte vi hjerneforskning - for al forskning inden for området viste, at man skulle bruge det til at undervise efter. Nu er det gået ned igen, men lige dengang blev man overbevist om, at der var en sammenhæng mellem forskning og praksis«, siger han.

»For eksempel en artikel om en succes vil inspirere mig og give mig redskaber, men tjekker det gør vi ikke. Det ville være fint, hvis DLF kunne stå for en vis efterkontrol af forskellige påstande om pædagogiske sammenhænge. Vi hører tit resultaterne uden at kende sammenhængene«, siger Helene Bähr.

»Vi bliver provokeret af udsagn, der forsimpler noget meget komplekst«, tilføjer hun.

I den forbindelse nævner de fire diskussionen for og imod offentliggørelse af nationale testresultater og elevplaner.

»Da Bertel Haarder var undervisningsminister, lød det pludselig, at der var lærere, som var glade for elevplaner. Men jeg kender ikke nogen, der har udtrykt glæde i den retning«, siger Helle Visti Jensen.

»Og hvis en politiker siger, at nu kan klassekvotienten godt stige til 33, så reagerer vi jo«, siger John Christiansen.

Farligt med superkonkret metode

Lærerne kan ikke bruge forskning, der blåstempler en bestemt undervisningsmetode. Hvad der virker, afhænger af den konkrete undervisningssituation.

»For mig vil det være en smule farligt at angive en superkonkret metode, selvom den er forskningsbaseret. For hvis man tager den ud i klassen, kan man så være sikker på, at den fungerer for mig? Vi ved jo udmærket, at man ikke kan tage årsplanen for 9.b og overføre den til 9.b næste år«, siger Helle Visti Jensen.

»Som lærere er vi jo også en smule autonomt anlagt«, smiler Helene Bähr.

»Vi kan godt tænke, at vi ikke behøver folk fra Danmarks Pædagogiske Universitetsskole til at fortælle os, hvad der er tidens trend, og at vi skal arbejde evidensbaseret. Så det er lidt en kulturændring, at nogen fra et skrivebord skal anvise os en praksis«, tilføjer hun.

De fire er meget bevidste om, at forskning ikke er helt værdifri, og overvejer, hvordan den er blevet til.

Skelner I mellem afsenderne på udsagn som 'Forskningen viser .'?

»Jeg tænker da på, hvem der har bestilt den forskning og med hvilken dagsorden? For når Niels Egelund siger, at 'Al forskning viser ...', så tænker vi jo: Åh, åh, hvor kommer det nu fra, og selvfølgelig er der forskel på, om det er Anders Bondo Christensen eller Niels Egelund, som siger et eller andet«, siger Helle Visti Jensen.

»Ja, det er et tillidsforhold. Anders Bondo, han vil os det bedste. Men vi har da også tillid til, at Egelund har styr på sine tal«, siger John Christiansen.

Men Anders Bondo kan jo ikke sætte sig ind i al den forskning?

Afdelingslederen mener, at lærerne professionelt skal forholde sig til forskningen, uanset hvem der kommer med den:

»Jeg er helt sikker på, at Niels Egelund arbejder etisk korrekt, og nogle gange skal han jo sige det, vi ikke vil høre, og det skal Anders Bondo ikke. Men jeg synes, at vi som professionelle skal forholde os til resultaterne, så vi kan blive bevidste om nogle pædagogiske tendenser«, siger Helene Bähr.

Hun slutter af med en opfordring:

»Kan I ikke i Folkeskolen have en serie, hvor man i hvert nummer har et udsagn eller en påstand om 'Al forskning viser .' og så undersøge udsagnet?«