Folkeskolens leder:

Ny regel: Vi kører med forskning

Underrubrik

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Der har i mange år været i hvert fald to faste regler for debatten om folkeskolen.

1. Den starter altid i august.

2. Alle har en kvalificeret mening om skolen, fordi de selv har gået der. Det gælder også politikere, som skal træffe beslutninger om folkeskolen.

Men nu er begge regler ved at blive sat ud af kraft. Folkeskolen er på forsiderne året rundt - ikke kun i august. Og der er kommet en regel til, som giver regel nummer 2 skarp konkurrence:

3. På nogle områder er der forskning, som kan sige noget om, hvordan forskellige sammenhænge i skolen fungerer. Man behøver ikke at nøjes med sin egen erfaring. »Forskningen viser« er ved at blive en fast vending.

En ny trend, som mange lærere hilser velkommen. Dog med en vis skepsis. For hvor meget kan man stole på det? Kan forskning retfærdiggøre alt fra niveaudeling til værdien af talentklasser? Bliver forskningsargumentet bare et figenblad for det, man mener i forvejen? Hvor meget er fup?

Folkeskolen har fundet syv centrale udsagn i skoledebatten, som vi har vi bedt tre forskere fra Danmarks Pædagogiske Universitetsskole udtale sig om. Hvad der er rigtigt og forkert - og hvorfor.

Resultatet er overraskende.

For selv om forskning i læreprocesser ofte er blød humanistisk forskning, og de statistiske sammenhænge kan være svære at gennemskue, er de tre forbavsende enige: Forskningen bliver stort set brugt på en sober måde, selv om den forenkles, når den skal igennem mediernes vridemaskine.

Det er en god konklusion for folkeskolen. For den viser, at det faktisk er muligt at danne sig en mening på baggrund af andet end egne skolehistorier og politiske mavefornemmelser.

Må regel 3 vinde endnu mere frem! Også blandt dem, der ikke kan finde støtte til deres politik her. Måske kunne de ligefrem skifte mening?

Hanne Birgitte Jørgensen, ansv. chefredaktør, hjo@dlf.org