En ren Raw Food-kost kan medføre problemer med hjerte og nerver

Ren Raw food-diæt kan gøre dig syg

Spiser du udelukkende efter anbefalingerne fra Raw Food-bevægelsen, hvor maden ikke må varmes til over 42 grader, risikerer du problemer med hjerte og nerver. Sådan lyder advarslen efter en gennemgang af næringsindholdet i en Raw Food-kost.

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

En kost lavet efter Raw Food-idealerne - hvor man blandt andet dropper kød, fisk, brød og mælk - indeholder også alt for få vigtige fedtsyrer og proteiner, som er afgørende for vores muskler, hud og immunforsvar. Det skriver videnskab.dk.

Og folk, som udelukkende spiser efter raw food-rådene, risikerer at få for lidt livsvigtigt B12- og D-vitamin samt for lidt calcium, jod, selen og jern, lyder det fra Københavns Universitet.

"Der er for eksempel absolut intet D-vitamin i det, de spiser. D-vitamin får man især fra fede fisk og lidt fra æg og mejeriprodukter, men der er ingenting i en vegansk Raw Food-kost", siger lektor Susanne Gjedsted Bügel, leder af gruppen for sygdomsforebyggende ernæring på Institut for Human Ernæring ved Københavns Universitet.

Nærstuderet raw food

Raw Food-veganeres kost består af mindst 75 procent Raw Food i form af frugt, grønt, olier og masser af nødder. De risikerer uden ekstra kosttilskud at løbe ind i dårligdomme som smerter eller lammelser i arme og ben, træthed og ødelagt appetit.

I værste fald kan den ensidige føde udløse blodmangel, hjerteproblemer, muskel- og knogleproblemer, nervesygdomme og demens.

To grupper på Københavns Universitet har lavet den første grundige gennemgang af næringsindholdet i mad, som er anbefalet af Raw Food-tilhængere. Og manglen på for eksempel D-vitamin i kosten er ikke noget, der tages let på

"Det kan være et stort problem på mange måder, især nu hvor D-vitamin ser ud til at bidrage til at beskytte os mod mange forskellige sygdomme, herunder kræft og hjertekarsygdomme", siger Susanne Gjedsted Bügel.

Mangel på byggeklodser

Hun slår desuden ned på, at raw food lader til at give for lidt af en aminosyre. Det er problematisk, for aminosyrer er afgørende byggeklodser i kroppen.

"Mangler du bare en klods, kan du ikke danne alle de proteiner, der skal bruges i hormoner, i musklerne, i huden og i forsvarsmekanismer over for bakterier eller vira. Du kan heller ikke danne vigtige enzymer, som spiller en ekstremt stor rolle i alle mulige forskellige processer", siger hun.

"Så hvis du får for lidt af en aminosyre, er det mildt sagt noget skidt. Det er én af grundene til, at man anbefaler at spise varieret".

Enzymerne ødelægges ikke

En af raw food-bevægelsens argumenter for at spise en kost, som ikke er opvarmet til mere end 42 grader, er, at det skulle ødelægge enzymerne i maden. Men det er forkert, påpeger lektoren.

"Man siger, at det ødelægger enzymer i føden, så vi ikke kan få glæde af dem, men det er noget sludder", siger Susanne Gjedsted Bügel.

"Når man spiser grøntsager, bliver enzymerne alligevel nedbrudt af mavesyren og fordøjelsesenzymer i tarmen. Enzymerne kan slet ikke optages, før de er nedbrudt til mindre bestanddele, som kan bruges til at bygge nye proteiner og enzymer i kroppen".

Raw Food er sundt på andre områder

Analyserne fra København viser, at kategoriske Raw Food-spisere ganske vist mangler nogle helt essentielle næringsstoffer. Til gengæld lever de sundt på andre områder.

Raw Food-tilhængere får også masser af frugt og grønt, og de undgår at spise dårlige stoffer, som opstår, når man brænder sit kød på under opvarmning. Stofferne - som for eksempel akrylamid - er mistænkt for at give kræft

Samlet set indikerer undersøgelserne, at det kan være fint at bruge Raw Food til afveksling, men at man skal passe rigtigt meget på, hvis man kaster sig helhjertet ind i modebølgen.

"Raw Food er formentlig et godt alternativ i dagligdagen. Vi behøver ikke spise kød hver dag og kunne såmænd have godt af Raw Food-dage en gang imellem".

Læs mere