Minervas ugle flyver i skumringen

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

I seneste nummer af Danmarks Pædagogiske Universitetsskoles udmærkede magasin »Asterisk« skriver professor Ove Kaj Pedersen fra Copenhagen Business School, at vi alle i konkurrencestaten er blevet opportunistiske individer og »soldater« i nationernes konkurrence, og det er sådanne »soldater«, folkeskolen nu indrettes til at uddanne.

Der ligger måske ikke nogen værdiladning i denne konstatering.

Men der er synspunkter i den danske skole- og uddannelsesdebat, som fremmer udhulingen af uddannelsessystemets kultur- og dannelsesgrundlag i et fremadskridende moderat barbari. Tror vi ikke længere på den kultur, der har demokrati, humanisme, oplysning, frihed og lighed som grundlag?

Tag nu bare rektor for Copenhagen Business School, Johan Roos, der i et visionært indlæg i Berlingske Nyhedsmagasin 3. december 2010 taler varmt for en total standardisering af skole og uddannelse: »Forestil dig, at lærere, elever og forældre oplever et genkendeligt og ensartet skolekoncept på tværs af de nationale grænser«.

Eller tag fremtidsforskeren Niels Bøttger-Rasmussen, der i en kronik i Politiken 17. december 2010 giver udtryk for en forventning om, at det i 2020 stort set er umuligt at gennemføre traditionel klasseundervisning på grund af en fremadskridende disciplinkrise. Til gengæld mener han, at en moderne klasseundervisning »kan foregå som et rollespil, hvor der gælder nogle spilleregler og ritualer ligesom på fodboldbanen«.

Eller tidligere dekan på Danmarks Pædagogiske Universitetsskole Lars Qvortrup, der i Politiken-artiklen »Det asiatiske skolemirakel truer os« fra 1. februar 2010 taler begejstret om skolen i Singapore, hvor »læreren starter timen med at spørge: 'Are you ready?' Når børnene i kor har råbt 'Yes!', klapper alle - og timen er i gang«.

Man fristes til at spørge: Hvis vi godtager ideen om et totalt standardiseret og nyttefikseret uddannelsessystem, der kan konkurrere med de asiatiske autokratiers, napper vi så også det samfunds- og menneskesyn, som medfølger?

Økonomi er Gud. Minervas ugle flyver i skumringen.

Erik Schmidt