Mentorordninger, der skal hjælpe unge med overgangen fra folkeskole til en ungdomsuddannelse, er i virkeligheden symptombehandling af grundlæggende mangler i folkeskolen. Det mener cand.pæd. Birte Kaiser.

»Alle er meget begejstrede for mentorordninger, men de er en lappeløsning på problemer i de store systemer. Folkeskolen og ungdomsuddannelserne producerer tabere, som man prøver at frelse med mentorer«, siger hun.

Birte Kaiser er lektor ved Pædagogisk Fakultet, Esbjerg University College, og har undersøgt og skrevet bøger om mentorordninger og har selv en mentoruddannelse.

»Mentorer kan hjælpe nogle unge, men det er i kraft af løsninger, hvor man er meget optaget af den enkelte, der falder ud. Og investeringen er hjerteblod fra den voksne, der skal hjælpe den unge. Spørgsmålet er, om det er den rette vej at gå. Pengene til mentorordningerne tages jo fra det generelle uddannelsessystem og er dermed en af årsagerne til, at det bliver svækket«, siger Birte Kaiser.

Hun peger på, at individualiseringen af ungdomsuddannelserne skaber tabere. De unge, der ikke selv kan finde vej, falder af i svinget. Mangel på resurser fører til lærerløse timer og meget store klasser på en række erhvervsuddannelser.

»De unge skal være meget selvmotiverende for at klare sig på sådan en uddannelse. De, der ikke er det, kan få en mentor. Det er måske fint for den enkelte, men det er en dårlig løsning for helheden«, siger lektoren.

Flere undersøgelser peger på, at mentorer er en succes, men er det rigtigt?

»Det er nemt at få et positivt resultat, hvis man spørger dem, der er involveret i et område«, siger Birte Kaiser. »Anderledes ser det ud, hvis der er tale om egentlig forskning. Den mangler i Danmark, men fra undersøgelser i England gennemført af professor Helen Colley og beskrevet i bogen 'Mentoring for Social Inclusion' ved vi, at der øjensynligt kommer meget lidt social inklusion ud af at give unge en mentor«.

Mindre skeptisk

Professor Niels Egelund, Danmarks Pædagogiske Universitetsskole, Aarhus Universitet, er mindre skeptisk over for mentorordninger:

»En del elever med svag baggrund er meget lidt motiverede for at tage en uddannelse. Det kan ikke ændres ved at strikke uddannelserne anderledes sammen. Til gengæld kan mentorordninger, uddannelsesvejledning og psykologhjælp være noget, der får unge med disse problemer til ikke at droppe ud«.

Den positive holdning til mentorer og andre måder er ikke udtryk for generel tilfredshed.

For ifølge Niels Egelund er det et alvorligt problem, at antallet af unge, der får en ungdomsuddannelse, fortsat ikke er særligt højt, og at forholdene på nogle erhvervsuddannelser er sådan, at op til 50 procent af eleverne falder fra.

»Årsagerne til, at det går galt på det lange stræk, kan ligge i familien, i grundskolen, i overgangen fra grundskole til ungdomsuddannelse eller i ungdomsuddannelsen. Derfor er vi nødt til at se på hele forløbet for at finde løsninger. Og der skal inddrages både sociale og faglige kompetencer«, siger professoren.

Hvorfor går det meget langsomt med at få antallet af unge, der tager en uddannelse, i vejret?

Det er temaet for et forskningsprojekt, som Center for Strategisk Uddannelsesforskning har sat i gang.

Projektet har 53 millioner kroner til rådighed, og i spidsen står professor Niels Egelund.

»Vi vil gerne finde ud af, hvordan det kan være, at det lykkes så dårligt med at få flere til at gennemføre en ungdomsuddannelse. Jeg tvivler på, at vi kan nå de 95 procent af en årgang, som regeringen har sat som mål, men vi kan formentlig komme højere end nu, hvor det kun er omkring 80 procent«, siger Niels Egelund.

Projektet samler op på eksisterende undersøgelser, der strækker sig fra børnehaven til voksenalderen, og det omfatter interview med en større gruppe unge.

Det gransker i udviklingen af kompetencer og i de unges vej gennem uddannelsessystemet.

»Fra grundskole til ungdomsuddannelse«, som projektet har som overskrift, slutter i 2015.