3.000 ekstra lærere gratis!

Der er gået valgkamp i lærernes arbejdstid.

»Hvis alle Danmarks folkeskolelærere underviser lige så meget som i de fem kommuner, hvor lærerne underviser mest, kan det frigive omkring 2,3 millioner undervisningstimer på hver 60 minutter. Det svarer til mere end 3.000 fuldtidsstillinger«, skriver undervisningsminister Tina Nedergaard i en pressemeddelelse i forbindelse med udgivelsen af en rapport om lærernes arbejdstid.

Det ville jo være fantastisk, hvis man med et snuptag kan tilføre folkeskolen så mange resurser. Uden at vælge noget andet fra. Blot ved at gøre som fem andre kommuner.

Desværre er der flere problemer i synspunktet.

For det første kan nogle kommuner slet ikke genkende tallene. Det har vist sig ved de stikprøver, som blandt andre Folkeskolen har gennemført. Noget tyder på, at forskellen på kommunerne i virkeligheden ikke er så stor - og at opgørelsen i det hele taget har mange fejl. Så mange, at KL vælger at foretage sine egne beregninger, når den skal forhandle om arbejdstiden.

Det kan virke underligt, at kommunerne ikke vil vedkende sig tal, som de selv har indberettet. Men indsamlingen plejer at ske uden den store bevågenhed fra Christiansborg. Så i en presset tid står det formentlig ikke øverst på skolernes og kommunernes to do-liste at bruge mange resurser på at sikre sig, at tallene er 100 procent korrekt indberettet.

For det andet arbejder lærere som bekendt præcis det samme som de fleste andre i dette land: 37 timer om ugen i gennemsnit. Hvor stor en del af denne tid hver enkelt lærer så tilbringer i klassen med at undervise, er op til kommune og skoleleder. Det er under alle omstændigheder ikke noget, som reguleres fra Undervisningsministeriet eller Christiansborg. Det ved ministeren naturligvis godt.

Men hvorfor går hun så i medierne med sit regnestykke? Ja, regnestykket kunne jo - hvis det var korrekt - støtte et argument om, at man kan hæve timetallet uden alt for store omkostninger. For kommunerne kunne jo efterligne hinanden og dermed få 3.000 gratis lærere.

Metoden kaldes benchmarking og kan være udmærket, hvis man undersøger, om man kan lære af andre. Men som styringsredskab på skoleområdet duer den ikke.

Det er mest i Finansministeriet, virkeligheden ser enkel ud. For virkeligheden er, at når mange kommuner vælger at bruge lærernes kostbare tid til andet end at undervise, skyldes det, at de er i gang med på trods af nedskæringer at ruste skoler, ledere og lærere til at leve op til de udfordringer, folkeskolen står over for: Inklusion af flere elever, mere faglighed, bedre klasseledelse, uddannelse af læsevejledere og nye læringsformer med it. Det er mange kommuner heldigvis klar over kræver investeringer, blandt andet i efteruddannelse.

Derfor er det skidt, hvis skolen skal diskuteres ved hjælp af økonomiske beregninger, som bevidstløst tager udgangspunkt i laveste fællesnævner. Det bringer os i hvert fald ikke i verdensklasse.

Hanne Birgitte Jørgensen, ansv. chefredaktør, hjo@dlf.org