Jette Faurbye Andersen

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Lærer Jette Faurbye Andersen er 44 år og bor i Frederiks ved Karup.

Uddannelse:

Uddannet fra Haderslev Statsseminarium i 2001. Tog i 2009 en selvbetalt orlov på grund af stress og læste PD i psykologi. Har arbejdet i forsvaret i 14 år. Sluttede som overkonstabel i Telegrafregimentet.

Arbejdsplads:

Skolen i Vinkel, der er en lille specialskole for børn med generelle indlæringsvanskeligheder.

Privat:

Bor sammen med sin kæreste, der også er ivrig skytte og ansat i forsvaret, og sine to børn på 17 og 14 år fra første ægteskab.

Jette har dyrket riffelskydning, siden hun var otte år, vandt sin første bronzemedalje ved de militære verdensmesterskaber i 1996 og deltog i december 2010 i verdensmesterskaberne i Rio de Janeiro i Brasilien. Hun deltager også på det civile damelandshold. Hun er stadig tilknyttet forsvaret som gruppefører i Totalforsvarsregion Midtjylland. Den militære baggrund har lært Jette at være tydelig over for sine omgivelser.

Mit arbejde lige nu:

Jeg arbejder på en lille specialskole med »skæve«, velfungerende børn, som jeg underviser i dansk, matematik og samfundsfag, og forsøger at lære dem ting, de får brug for at kunne i livet. Det kan for eksempel være at læse en lønseddel.

Der er tale om børn, der udfordrer mit normalbillede, og samarbejdet med mine kolleger er meget vigtigt. Man kan ikke undvære den kollegiale sparring, når man arbejder med børn, der falder uden for normen.

Heldigvis accepterer kollegerne også, at jeg tit er væk for at deltage i skydestævner.

Mit arbejde om fem år:

Hvis resultatløn for lærere bliver en realitet, underviser jeg ikke her. De konstante nedskæringer, der er en trussel for mulighederne for at give hvert enkelt barn den rigtige undervisning, kan også få mig til at søge væk. Men jeg er rigtig glad for både børn og kolleger.

Jeg ville gerne kunne leve af min skydning, men det er helt urealistisk.

Ting, som er vigtige for mig:

1. Hvis jeg holder niveauet, skal jeg med til Militær OL, der holdes i Rio i juli.

2. Guldemblemet og de fire medaljer skyldes, at jeg var den første danske riffelskytte, der har vundet medalje i de militære verdensmesterskaber. Siden har jeg vundet tre gange mere. 3. Mine børns første sutter, som jeg har gemt. Mine to børn er det vigtigste i mit liv - også selv om jeg somme tider har forsømt dem på grund af min skydning.

4. Min sportsriffel. Sådan en koster 35.000-40.000 kroner. Klistermærkerne på den er godkendelsesmærker fra forskellige stævner.

5. I august satte jeg dansk rekord med 599 perfekte skud ud af 600 mulige. Havde jeg gjort det lige så godt ved de civile verdensmesterskaber i München, som jeg deltog i ugen forinden, var jeg blevet verdensmester.

6. »Jonathan Livingston Seagull«, fordi man skal gøre det, man tror på, og ikke bare følge flokken. »Den Lille Prins« - fordi man skal bevare sin naivitet og vide, man er god nok, som man er. Og »Momo«, fordi jeg vil undgå at blive slave af tiden.