Debat

Skole-profiler hos V: Ny kvalitetsfond for folkeskolen skal give skolen et løft

National standard for indeklima skal løfte nedslidte folkeskoler over hele landet, mener V-folketingskandidaterne Fatma Øktem, Aarhus, og Maja Torp, Aalborg.

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Folkeskolerne er alt for mange steder grimme, nedslidte og forsømte – og det har negativ effekt på både elever, lærere og pædagoger. Og de faglige og sociale aktiviteter, der sker i folkeskolen.

Derfor skal næste danske regering lave en national kvalitetsstandard for indeklimaet i folkeskolen. Og investere målrettet i at løfte bygningsstanden i folkeskolen – fuldstændig som på hospitalsområdet, hvor staten siden 2009 har investeret 50 milliarder kroner i etableringen af nye supersygehuse.

Det mener Venstres Fatma Øktem og Maja Torp, som begge er dybt engagerede i folkeskolen – og kæmper hårdt for at få plads på Christiansborg efter valget 5. juni.

Vær med i samtalen

Klik her for at indsende dit indlæg til folkeskolen.dk - medsend gerne et portrætfoto, som kan bringes sammen med indlægget

Fatma Øktem:

-Jeg bliver ærlig talt rystet og trist over at se, hvordan vores folkeskoler ser ud nogle steder. Det gælder endda i helt særlig grad i de storbykommuner som Aarhus, hvor skattegrundlaget ellers er højt. Skolerne er alt for mange steder grimme og nedslidte og forsømte, siger Fatma Øktem.

Maja Torp: -Jeg sidder som byrådsmedlem og medlem af skoleudvalget i Aalborg Kommune. Dårlige skolebygninger er simpelthen en bombe under en velfungerende folkeskole, som vi alle gerne vil skabe til vores børn. Der er et kæmpe bygningsmæssigt efterslæb – og Arbejdstilsynet har lavet så mange påbud, at vi løbende skal lave lappeløsninger for at kunne bruge nogle af de bygninger, der er i dårligst stand. Måske skulle vi i stedet stille skarpt på skolen – og beslutte, at vi i stedet for lappeløsninger skal investere i nye bygninger, siger Maja Torp.

VIL GENBRUGE LØKKES MILLIARD-MODEL FRA HOSPITALERNE

Nu melder Fatma Øktem og Maja Torp sig på banen med en konkret ambition om at folkeskolen skal løftes på bygningsstandarden. Og de er i høj grad inspireret af den model, som statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) anvendte, da han i 2009 satte gang i byggeriet af nye superhospitaler til 50 milliarder kroner over hele landet.

-Nu er vi ved at være i mål med byggeriet af de 18 supersygehuse, som har kostet 50 milliarder. Næste store velfærdsområde, hvor bygningerne nærmest skriger på et løft, er i folkeskolen. Der vil jeg sætte ind, hvis jeg bliver valgt til Folketinget, siger Fatma Øktem.

-Skolerne er jo ikke bare forsømte. Det forfærdelige er jo, at vores børn sammen med lærere og pædagoger opholder sig i de skoler i mange timer hver eneste dag. Mange lider af virkelig dårligt indeklima. De får hovedpine og bliver syge og stressede.

-Standarden er så dårlig mange steder, at Arbejdstilsynet har uddelt påbud, så vi får lavet nogle lappeløsninger i stedet for at skabe mere gennemgribende løsninger. Der er det jo, at vi mener, at vi fra Christiansborg skal tage skeen i den anden hånd og give vores allesammens folkeskole et løft. Og holde en høj standard i fremtiden, siger Maja Torp.

NATIONAL KVALITETSSTANDARD FOR INDEKLIMA OG UNDERVISNINGSMILJØ

Fatma Øktem og Maja Torp vil have lavet en national kvalitetsstandard for indeklimaet i folkeskolerne.

Og ud fra den mener de to V-kvinder fra Aarhus og Aalborg, at kommunerne skal have mulighed for at søge penge fra en ny kvalitetsfond for folkeskolen. Hvor et ekspertpanel kan fordele pengene til kommunerne – fuldstændig som da Lars Løkke fra 2009 uddelte 50 milliarder kroner til hospitalsbyggerierne.

-På sundhedsområdet skabte den model jo et stort løft i på hospitalerne. Selv om alle gerne vil have endnu mere. Jeg tænker, vi udmærket kunne bruge den model igen. Og fordeler pengene efter, hvor relevant kommunerne spiller ud i forhold til at deres skoler lever op til en ny national kvalitetsstandard for indeklimaet, hvor vores børn skal trives og udvikles og lære for livet, siger Fatma Øktem.

-Det skal ikke være et tag-selv-bord. Lige som regionerne skulle spille ambitiøst ud for at få del i Løkkes kvalitetsfond med 50 milliarder kroner, da de skulle bygge hospitaler, så skal kommunerne selvfølgelig også. Det vil sige, at der skal sidde et stærkt panel, der kan vurdere behovet og de løsninger, kommunerne kommer med, siger Maja Torp.

YDERLIGERE KOMMENTARER/OPLYSNINGER:

FATMA ØKTEM, folketingskandidat (V) i Østjylland, folketingsmedlem og medlem af undervisningsudvalget 2011-15, tlf. 46 61 24 62

MAJA TORP, folketingskandidat (V) i Nordjylland, byrådsmedlem og medlem af skoleudvalget i Aalborg, tlf. 27 32 54 54