Efterårets kongres var domineret af det der bedst kan beskrives som forsigtig optimisme. Rundt omkring i landet bliver der åbnet stadig mere op for fornuftige lokalaftaler, undersøgelseskommissionen har startet sit arbejde og vi lærere møder forståelse og opbakning fra andre fagforbund. Alt sammen positivt, men alligevel sidder jeg tilbage med en nagende tvivl omkring vores styrke og sammenhold.

Evalueringen af OK-18 viste at vi har en høj grad af mobilisering i DLF. Sammenholdt med vores høje organisationsgrad vidner det om en stærk fagforening med stor gennemslagskraft. Muligvis??

Hvad tallene ikke viser os er nemlig hvor de medlemmer det ikke lykkedes os at mobilisere står henne. Er alle vores medlemmer parate til at stå tæt sammen hvis det en dag skulle blive nødvendigt? Ved alle vores medlemmer hvad det er vi kæmper for? Kan vi overhovedet finde en fællesnævner i den fremtidige faglige kamp?

På kongressen illustrerede beretninger fra lokalkredsene at vi har vidt forskellige problemstillinger alt efter hvilken kommune vi er tilknyttet. Det er en udvikling som startede med indførelse af lokalløn tilbage i -90érne, og accelererede da vi, tvunget af nødvendighed, indførte trædestensstrategien. Alt det er kendt historie og forhold vi har lært at leve med. Men….et langt større problem er at vi lærere i dag delt i to grupper: Dem før- og dem efter -13. Mange lærere har aldrig prøvet at have en arbejdstidsaftale, og de har aldrig oplevet værdien af  sikret forberedelsestid.

Min oplevelse, når jeg taler med yngre kolleger, er at de stiller sig uforstående i forhold til at manglende arbejdstidsaftale og utilstrækkelige opgaveoversigter overhovedet er et problem. De ser ikke umiddelbart at det netop er de mangler der gør , at de ikke er beskyttet mod overbelastning. Og helt ærligt: Jeg forstår dem godt. Fagforeningsstof og politisk tungetale kan være hårdt nok for de af os, som forsøger at engagere sig efter bedste, beskedne evne.

Man kan ikke forvente at en ny kollega, hårdt ramt af praksischok, af egen drift engagerer sig og forstår vigtigheden af den faglige kamp, og det kan falde tilbage på os som forening, hvis vi en dag har behov for at stå tæt sammen.

Jeg vil foreslå at DLF i endnu højere grad arbejder for at involvere og motivere nye medlemmer. Især er det vigtigt at få kommunikeret foreningens vigtigste indsatsområder ud til nye medlemmer på en vedkommende og motiverende facon.

Måske vi som fagforening skulle lave noget undervisningsmateriale omkring fagbevægelsen generelt og med særlig fokus på DLF?

Venlig hilsen

Per Arnoldi