Dette er en opfølgning på mit tidligere indlæg ”For den velforberedte er eksamen … et skafot”, som beskikket censor Birgitte Therkildsen var så venligt at svare på. Hun havde en vigtig pointe, som jeg gerne vil forfølge. Hun skriver nemlig, at målene for dansk ikke siger noget om genrekrav. Med dette indlæg vil jeg udtrykke en frustration over, hvad min opgave som dansklærer består i, for det kræver sandelig sin lærerinde at følge med undervisningsministeriets flow af gode tiltag og nytænkning.

Da jeg startede med min nuværende 9. klasse for tre år siden, var dansk lige blevet opgraderet, sådan at faget nu blev inddelt i fire hovedområder (og det var altså en seriøs game changer!):

Fiktion – tekster. Det kunne fx være en novelle fra romantikken

Fiktion – ikke tekster. Fx et guldaldermaleri

Ikke fiktion - tekster. Ja, det kunne jo så være en klumme om nationalfølelse

Ikke fiktion – ikke tekster. Her skrev jeg på pensum, at vi var nede i byen for at se hendes majestæt køre i karet ledsaget af hele garderhusarregimentet. (Jeg har desværre glemt at fortælle censor, at det var humoristisk ment)

Cirka samtidig med dette havde vi besøg af fagkonsulent Bodil Nielsen, som skulle omsætte tidens tanker til didaktik. Hun vurderede, at de journalistiske genrer ville komme til at fylde meget mere, og at novellen var på vej ud. Her var det samlede dansklærerkorps ved at kløjs i kaffen, men hendes analyser af tidligere års eksamensopgaver var jo svære at argumentere imod. Hov, sagde jeg ikke lige ´genrer´?

Vi var også på et kursus med en beskikket censor, en nydelig ældre herre i øvrigt, som lærte os at være omhyggelig med at layoute genrerne korrekt (Ups, der sagde jeg det igen!). Vi lærte også om ensartet højremargin. Gud se i nåde til det barn, som måtte glemme den detalje.

Dansklærerforeningen havde selvfølgelig kastet sig ind i kampen og lavede glimrende materiale til at understøtte undervisningen i genrer og ikke mindst, hvordan man retter stilene (Aj, undskyld, der skete det igen).

Det er en smart manøvre at formulere målene for dansk så tilpas kryptisk, at man altid kan lave en Erhard Jacobsen: ”Det har jeg aldrig sagt”. Men det fjerner altså ikke det faktum, at genrer har fyldt alt, og det er rigtig godt tænkt af undervisningsministeriet at rulle det lidt tilbage igen. Jeg er fuldstændig enig i den beslutning, men jeg har da brug for at vide, hvordan man forestiller sig genrerne i fremtiden. Eksamensopgaven i år viste jo, at eleverne både skal være sikre nok til at jonglere med flere genrer ad gangen, men også kunne løsrive sig fra dem.  Nu er jeg et naivt menneske. Jeg tror på dem fra ministeriet, fagkonsulenterne, censorerne og den evige syndsforladelse. Det er bare så svært at finde rundt i, hvis de ikke siger det samme. For I må jo huske, kære undervisningsministerium, at Bodil Nielsen ikke er ”ugens gæst” på lærerværelset, og det er de beskikkede censorer heller ikke.

Jeg har bedst af, at kende spillereglerne. Jeg er i tvivl om, hvordan jeg skal angribe min kommende 7. klasse, for jeg ved simpelthen ikke, hvad eleverne vil blive bedømt på om tre år. Kære undervisningsministerium, rettidig omhu er en dyd. Jeg har brug for at vide det i god tid, for hvis min undervisning var et containerskib, så startede vi med at ændre kurs 10 km før indsejlingen. Hvis vi får koordinaterne at vide for sent, så rammer vi sgu da molen!

Efter den nyligt afsluttede retskrivningsprøve i dansk sad hele dansklærerflokken sådan en sen eftermiddag efter undervisning og med halvlunken kaffe til et fagteammøde som en anden flok vingeskudte krager. Hvis nogen var kommet ind, havde de nok spurgt, om der var sket noget alvorligt, for vi hang virkelig med næbbet. De ændringer, som vi skulle justere ind efter, har krævet mange kræfter, og vi har arbejdet hårdt og målrettet. Jeg var selv lige præcist nået dertil, at jeg synes, at tre års læretid var overstået, og jeg var klar til en ny omgang dansk med en ny 7. klasse. Men så kommer der en ny game changer (i form af en anderledes eksamen), som handler om, at vi skal finde et nyt fokus. Jeg har bare ikke forstået hvilket fokus. Jeg føler mig nærmest som Fugl Fønix, der genopstår af asken, men i stedet for at brænde op, når den er gammel og udslidt, så skete det lige, da den var klar til at shine. Jeg var så klar! Min Fugl Fønix genopstår i en lidt forpjusket og forældet udgave, sådan lidt ´shit, hvad skete der lige der- agtig´! Det kommer nok til at kræve lidt mere end en Ole Henriksen-creme at komme tilbage på sporet. Faktisk er jeg lidt tvivl om, hvorvidt Fugl Fønix overhovedet har godt af at blive brændt så tit.